Besat af en djævel…

Børn kan være grusomme og lede…
Jeg har været både grusom og led…

undskyld
Hun var 8 og jeg var 7. Hun var lyshåret, nærmest hvidhåret. Hendes øjne var store og blå og hendes tænder sad på pæne lige rækker. Til gengæld strittede hendes ører ud fra hovedet. Mine ører var små og fine og sad pænt ind til hovedet. Mit hår var mørkt og jeg havde store brune øjne. Mit største problem var overbiddet, mit flyvegebis.

Vi var begge to lige flyttet til  kvarterets nybyggede typehuse og boede næsten dør om dør. Hun var storesøster til to mindre søskende og jeg var storesøster til to mindre tvillingebrødre. Vi startede i den samme klasse og vi blev venner.

Hun var kommet et år senere i skole end alle os andre i klassen. Derfor var hun den ældste i 2. klasse på den lille landsbyskole. Grunden var, at hun ikke kunne tale rent. Lydene nægtede at forme sig korrekt i hendes mund og hendes strittende ører kunne ikke høre forskel på K og Dspeaking mouth 2. Men når hun kom og ringede på min dør, lærte jeg hurtigt at forstå ”Dommer du idd’ ud og leger”. Jeg stod klar med det samme…

Vi fulgtes i skole hver dag. Vi var sammen efter skole hver eftermiddag. I weekenderne legede vi sammen fra tidlig morgen til sen aften. Vi måtte være ude, lige indtil gadelygterne blev tændt, – i hvert fald sommetider. De dage havde vi lang tid til at lege alle vores fantasifulde lege. Vi byggede huler i skoven, legede med dukker, sjippede, løb på rulleskøjter, byggede kastaniedyr af kastanierne, vi fandt langs åen. Vi legede skole med vores små søskende, og den hemmelige læge-leg, når døren til værelset var lukket og låst.

Hun gik til kapgang og ofte viste hun mig, hvordan de trænede og gik rigtig stærkt. Jeg ville gerne være lige så dygtig som hende og hang godt i, når vi øvede os på vejen. Med armene let bøjede og tæt ind til kroppen, vraltede vi afsted op og ned ad vænget. Rumpen strittede en smule og når vi gik, vrikkede den voldsomt fra side til side. Jeg blev aldrig lige så god som hende, selv om hun øvede tålmodigt med mig tit og ofte.hjerte

Hun var min allerbedste veninde og vi var uadskillige. Alligevel var jeg led og ond ved hende…

Det skete, når der var andre børn i nærheden. Når der pludselig gik lidt konkurrence i, hvem der skulle lege med hvem. Så kom der en djævel op i den lille mørkhårede pige, som plejede at elske den smukke, hvidhårede pige. Jeg stak af fra pigen sammen med de andre børn, mens vi hånende råbte grimme ord efter hende. “Øv bøv, Birthe kan ikke tale rent” og “Birthe er et pattebarn”, gjaldede det mellem de nybyggede parcelhuse, mens vi efterabede hendes ubehjælpesomme sætninger og underligt udtalte ord. Vi drillede hende til hun græd og gik hjem til sin mor  i typehuset.

mobning 3
Dukkevognen fik hun ikke altid med sig, når vi var rigtig lede ved hende. Så kunne vi finde på at vælte den eller fylde den med sand og grus. Hvis hun var alt for længe om at fatte budskabet: At det var os mod hende, så gjorde vi nar af hendes vraltende kapgangsstil. Vi vrikkede afsted foran hende. Vores rumper bevægede sig overdrevent meget fra side, for hun skulle da ikke tro, hun var noget, bare fordi hun havde vundet medaljer til kapgang.

Næste dag ringede hun igen på min dør, den lille hvidhårede pige. Tårerne var væk og hendes dukkevogn var fin og ren. “Dommer du idd’ ud og leger”, spurgte pigen med engleøjnene. Jeg, den mørkhårede pige, hev fat i min dukkevogn og skyndte mig ud til min allerbedste veninde. En ny dag var begyndt og glemt var gårsdagens ondsindede drillerier…

Behøver jeg at sige, at jeg fortryder alt. Jeg sender mine dybtfølte undskyldninger til den skønne pige, som kort tid efter flyttede fra typehuset og også ud af mit liv…

citat

Leave a Reply

Your email address will not be published.