Der var stadig sne, da vi landede på Uummannaq. Ikke meget, men den sidste rest af vinter omfavnede både ø og by. Langs de smalle asfaltveje lå grålige bunker af vinterens sne og hver en klippefordybning var fyldt op til renden med lag på lag af den hvide nedbør.

Den lille havn i byens centrum var stadig dækket af en tyk is, som gjorde færden til vands umulig eller i hvert fald besværlig for de mindste både. Aktiviteten i havnen er alligevel høj, for den tykke is gør det muligt at gå frem og tilbage med ting til og fra bådene. Der bliver ryddet op, ordnet, istandgjort for at være klar den dag isen atter revner, smelter og forsvinder og levner plads til fiskeri og transport til og fra øen. 

Øen er en stor klippeø og byen er opstået ved at sprænge store klippestykker væk for at skabe plads til at fastgøre de stolper og platforme byens huse er placeret på. De fleste huse er højt hævet over havets overflade. På den måde er de sne- og tsunamisikrede og nyder godt af udsigten til den isdækkede fjord og de omkringliggende øer. På afstand udstråler øerne i horisonten, at vinteren er tilstede. Fjeldenes toppe skyder højt op mod himlen og selv solsiden er dækket af vinterens hvide dyne af sne.

De fleste huse er små og rummer plads til netop én familie. Ganske få huse er udformet som “boligblokke” i en, måske to etager. Materialet er træ. Vinduerne er mange og vendt mod alle verdenshjørner for at få del i naturen gaver i form af lys ind og sigt ud. 

Farveindtrykkene på øen er fortrinsvis hvide, grå, brune og sorte, men med den blå himmel som baggrund og skæret fra det gennemtrængende sollys, virker rummet naturligt og levende på sin helt egen måde. Alle huse er malet i afdæmpede pangfarver: Røde, gule, blå, og grønne  og virker som knopskydninger af naturens egne nuancer.

Det er lykkedes at sprænge sig vej gennem klipperne og lave et sammenhængende vejnet rundt i byen. Der er kun ganske få vandrette strækninger og rigtig mange stejle op- og nedadgående hårnålesvingende smalle asfaltveje.

Når du bevæger dig rundt i byen til fods, kan du skyde genvej ad de lange trætrapper, som forbinder byens forskellige højder med hinanden. Trapperne hæver sig over klipperne og gør smutvejene tilgængelige – også i snevejr. 

Sanseindtrykkene på en tur gennem byen efterlader en fornemmelse af langsommelighed og væren i nuet: Lyden af rislende smeltevand i vejkanten, fornemmelsen af varme fra solens stråler, duften af frisk luft og synet af uendelige vidder og naturens storhed i alle retninger. 

Uummannaq – 1000 tak for din varme og smukke velkomst!