(Fortsættelse af Afbudsrejse…? Tør du?)
Den unge pige stod klar med skiltet, som viste vej til hotelbusserne lige udenfor lufthavnterminalen. Marika vidste ikke, hvor vi skulle bo, men det kunne Mikkel til gengæld informere os om.
“Jamen, vi kunne ikke finde hotel til jer, så I skal blive her i lufthavnen”, var Mikkels ord.
Forestillingerne om den lange vej til stranden fra et lufthavns-hotel virkede uoverskuelig.
Støjen fra de landende og lettende fly rev allerede i ørerne.
Indkøbsmuligheder og lokalbefolkning? Nope!
En hel uge på den måde, var absolut ikke lige, hvad vi havde drømt om!
Men vi fik da i det mindste den sol og varme, som vi havde sukket så meget efter…!
Der gik 5, måske 10 sekunder, før joken sivede ind.
“Nej”, sagde Mikkel, “I skal bo på et stort fire-stjernet Resort i Side. Ret fedt sted, iøvrigt!”
Bussen kørte os til paradis.
Hvor heldig har man lige lov at være?!!
Hotellet var stort og fyldt med glade skandinaviske familier. Børn og voksne boltrede sig i de mange pools, på legepladserne, i butikkerne, eller sad og nød stilheden på hver deres private balkon. Alt var indenfor rækkevidde: Restauranter, barer, supermarked, 24-timers-reception, fitnesscenter, holdtræninger, tennisbaner, strand, børneklub, bogudlån, aftenunderholdning…
Vi blev anvist en 3 værelses lejlighed med stor altan.
Udsigt over havet og hotellets smukke have.
Fred, ro og idyl.
Hver dag kom rengøringspersonalet og friskede lejligheden op. Sengene blev redt, håndklæderne skiftet og gulvene vasket. Måske en selvfølge for de fleste chartergæster, men da vi stort set altid rejser “low budget”, var det en helt ny oplevelse for os.
“Jamen, mærkede I så slet ikke, at I bare var på en afbudsrejse?”, er vi blevet spurgt.
Jo, én eneste gang blev vi berørt af et af de mange risikomomenter, vi var blevet advaret om inden afgang. Den sidste dag blev vi nemlig forflyttet til en ny lejlighed. Nu kun en to-værelses, men stadig med udsigt over havet. Den smukke have forsvandt, mens poolområdet nu lå til fuldt skue.
Det stort skandinaviske Resort kunne lige så godt have ligget i Spanien. Eller på Cypern. Faktisk hvor som helst med sol og varme.
De fleste gæster var børnefamilier, som bare ville nyde og slappe af.
Bade i poolen og spise i restauranterne.
Men det ægte Tyrkiet lå lige udenfor døren og på gå-ben eller i en lejet bil/motorcykel, var der en række af uopdagede naturperler, fx vandfaldene i Gizli Cennet eller The Green Canyon i Taurusbjergene med storslået natur og utallige rene, klare, smaragd-grønne badesøer.
Hvad er så den endelige status på afbudsrejse-lotteriet?
Jo, jeg er til enhver tid villig til at leve med uvisheden om hotelstandard, -beliggenhed, og evt. flytninger. Villig til at “nøjes”, for jeg er ikke vant til ekstravagante rejser, når jeg er på farten. Jeg foretrækker at spendere pengene på oplevelser i lokalområdet og tager gerne til takke med en seng i et hummer, hvis jeg får lov at opleve autencitet og lokal stemning i det land, jeg besøger.
For sølle 1498,- kr får du hotel og fly. Det giver plads i budgettet til at spendere lidt ekstra på oplevelser på stedet. Finde små hyggelige restauranter og spise ude hver dag.
Jeg har nu spillet i afbudsrejse-lotteriet tre gange.
Nul gange har jeg trukket en nitte!
Tre gange vundet en rigtig god ferie!
Men vinderchancen er selvfølgelig størst, hvis du er indstillet på uvisheden og nyder at tage tingene, som de kommer.
Rigtig god ferie til dig, hvad enten den er planlagt eller impulsiv.
Flytransport og hotel er bare ydre rammer omkring din rejse.
Indhold og oplevelser skaber du selv.