Throwback rejsebrev #5: Myanmar – Australien

De fleste attraktive rejsemål er beskrevet i bøger, der er lavet tv-udsendelser om dem, og rejsebureauer reklamerer og frister med seværdigheder og unikke oplevelser. Det betyder, at der ofte er mange turister lige præcis på de steder.  

Men sådan behøver det ikke at være. Hvis du har lidt gå-på-mod, er tilstrækkelig nysgerrig, har tillid til din navigationsevne, samt stoler på lokalbefolkningen, så venter der massevis af oplevelser, som ikke inkluderer undelige masser af andre turister. 

Det var sådan en oplevelse (mere!), jeg fik i det berømte område, Bagan.

img_4307_opt


Rejsebrev #5 d. 7. november

Ruiner, spioner og politi i Bagan

Pias tanker og oplevelser på rejsen i Myanmar og Australien
Oktober 2014 – januar 2015

Turen fra Bagan til Mandalay var hurtigt overstået: sølle 5 timer i en behagelig minibus. På turen skulle min nye kort-app afprøves. Den kunne vise kort over hele Myanmar med både asfaltveje, grusveje og små stier, ja selv placeringerne af mange guesthouses, restauranter og andre gavnlige oplysninger, kunne den frembringe. Uden forbindelse til wifi fulgte en lille blå pil min position gennem landet og det var med lidt uro i maven, jeg bad chaufføren standse midt på en vej, der ikke umiddelbart gav anledning til at tænke, at nu var vi fremme. Chaufføren gjorde, som han fik besked på og jeg tog min rygsæk fra bagagerummet. De andre passagerer blev troligt – lidt undrende – siddende.download

Nå, så stod jeg der i vejkanten og måtte sætte min lid til app’en. Spændt og nysgerrig inspicerede jeg omgivelserne og fandt ud af, at jeg befandt mig ca. 10 meter fra mit bestemmelsessted, nemlig Puinsa Rosa Guesthouse i Nyaung U, kun 10 kilometer fra den berømte by, Bagan.

Det er altid spændende at ankomme til en ny by:
Hvordan er hostellet?
Hvor finder man de gode restauranter?
Er der andre rejsende?
Hvordan kommer man rundt?
Hvordan er stemningen? osv.

Samtidig er det også lidt anstrengende at forholde sig til nye steder hele tiden, og bedst som jeg kender en by nogenlunde, er det atter tid til at bryde op og begive sig videre mod den næste destination.

Guesthouset var udmærket, dog nok det ringeste, jeg endnu havde boet på. Værelset havde en seng med  massiv træbund og en ganske tynd stenhård madras. Badeværelset var med rå vægge, som var sorte af mug halvvejs op fra gulv til loft. Der var huller i væggen og toilettet var utæt. Varmt vand var der selvfølgelig ikke. Men alligevel besluttede jeg at blive boende, for endelig var der et sted, hvor værten talte udmærket engelsk. Han gav mig gode råd om min næste lange busrejse, planlægningen af den kommende dag og gode restauranter i nærheden. Og så er det jo bare at komme ud ad døren og ud og se på sagerne med egne øjne.

img_4246_opt

Dagen efter lejede jeg en E-bike, en slags elektrisk knallertlignende cykel, som var meget populær i området omkring Bagan. Første tur gik til det daglige marked, hvor der var godt gang i den. Det var et stort område, hvor lokale solgte og købte grøntsager, kød, fisk, tøj, sæbe mm. Men det var også en turistfælde, for hvad de ikke solgte af forskellige bambusvarer, teaktræsfigurer, smykker, hatte, bukser, nederdele, marionetdukker, Buddhafigurer – you name it! Og der var turister nok til at købe det. Jeg var kommet til et sted, hvor der var busser fulde af turister, som blev læsset af rundt omkring, bl.a. på dette marked. De handlende var vant til turister og viste også gode handelstalenter. De skal nok ha’ fået en ganske fin dagsløn med hjem. Men der er jo mange flotte ting, som frister, så efter flere forhandlingsrunder kom jeg da også afsted med både bambusskåle, armbånd, æsker, bukser og Buddha.

img_4252_opt

Bagan-området er kendt for sine mange – over 2500 – ruiner af stupaer, som ligger spredt ud over et stort naturskønt område. Ind imellem ligger nogle enorme pagoder, hvor de store turistbusser også standser. Fælles for dem alle er, at de er utroligt flotte, der er mindst een forgyldt Buddha-statue i dem hver og så tager man skoene af, inden det hellige område betrædes. Det er selvfølgelig heller ikke tilladt at vise hverken knæ eller skuldre.

Min E-bike kørte ganske fint og fik mig rundt til mange af de store pagoder. De rummede nogle flotte, meget velbevarede, kalkmalerier, som kan dateres flere tusinde år tilbage.

Men det mest spændende er selvfølgelig at bevæge sig afsted på de smalle, tilvoksede grusstier, gennem små hyggelige landsbyer og finde sin helt egen lille private stupa og nyde livet i fred og ro. Det var selvfølgelig også, hvad jeg gjorde. Min sikkerhedsline havde jeg jo i min nye app, som altid ville kunne vise mig tilbage til at kendt sted, så jeg ikke til evig tid var forvist til en ensom stupa uden for lands lov og ret.

img_4291_opt

Jeg startede maskinen og trillede roligt ud mod floden for at kunne nyde den friske luft og udsigten over vandet. Op ad bakker, ned ad bakker, rundt i snævre sving, og gennem dybe sandbunker gik det, indtil jeg nåede det helt perfekte sted meget langt fra de store busser og andre E-bikes. Det sidste stykke var ikke fremkommeligt på cyklen, så det måtte tilbagelægges til fods. Men så var jeg også helt sikker på at have det for mig selv!

Det var to små flotte stupa-ruiner, som lå skønt på toppen af flodbredden med udsigt over flodens løb, både mod nord og syd. Buddha sad troligt og smilede i dem begge og selvfølgelig huskede jeg at tage skoene af, inden jeg betrådte de hellige områder. Solen skinnede og jeg lagde mig ned på mit medbragte tæppe, nød freden, førte lange samtaler med både mig selv og Buddha og fik endda også læst mit Woman-blad færdigt. Jeg nød freden og roen, både den fysiske og den mentale.

img_4324_opt

Sidst på eftermiddagen blev jeg enig med mig selv om, at det nok var bedst at finde hjem ad de små stier inden solnedgang, så jeg gjorde klar til afgang. Men inden da, skulle jeg lige tisse, så jeg satte mig på hug i den fri natur med bagdelen mod Buddha (ikke noget anti-religiøst i det!) og blikket rettet mod floden, trak trusserne ned og forrettede mit projekt. Sådan! – så var jeg klar til afgang.

Det var på dette tidspunkt,  jeg opdagede, at ikke alt så ud på samme måde, som da jeg ankom adskillige timer tidligere.  Men hvad var det så lige, der var forandret? Jo, sørme om der ikke pludselig stod et par sko ude foran den ene stupa. De var der da ikke, da jeg ankom, var de? Jeg kiggede ned på mine egne fødder som for at konstatere, at jeg vel havde mine egne sko på? Jo, de var der godt nok!   Hvad var det lige, der skete her?! Jeg blev faktisk lidt skræmt og fik travlt med at bevæge mig til fods ned ad de stejle skrænter mod min E-bike. Og dér, oppe på taget af stupaen, stod så en smilende og vinkende lokal myanmarer og råbte “goodbye” efter mig. Kun han og Buddha ved, hvor længe vi har delt dette hemmelige sted, men begge har vi i hvert fald nydt freden og undladt at forstyrre hinanden mere eller mindre bevidst. Spioner findes ikke kun på film!

img_4259_opt

Den efterfølgende dag stod jeg tidligt op. Utallige gange har andre rejsende nydt solopgange og i dag var det passende at komme afsted tidligt om morgenen og nyde en smuk solopgang fra en af de store pagoder, som tilmed kan bestiges udefra. Uret var stillet til kl. 04.45, så E-biken kunne nå at tilbagelægge den halve times kørsel, der var til den berømte udsigtspunkt. Jeg blev reddet af regnsæsonens sidste regnbyger og blev sendt i seng igen, da regn og skyer ikke er god i kombination med smukke solopgange.

Regnen fortsatte indtil over middag, men skidt med det, for så blev der tid til andre sysler, bl.a. et rejsebrev og en omgang massage. Massagen var en lidt speciel oplevelse. Da hele byen selvfølgelig var ramt af regnen, betød det, at hele familien var hjemme. Da massagesengen desuden stod midt i stuen i hjemmet, var det en ikke nogen privat session, men derimod en mulighed for at udføre et stykke arbejde, samtidig med, at snakken gik i familien, nogle lavede mad, andre så fjernsyn osv. Den myanmarske massageform fordrer ikke, at tøjet tages af, så det var sådan set ikke noget problem at blive en del af familien i en times tid.

Først hen på eftermiddagen holdt regnen endelig op og jeg begav mig afsted for at se de sidste smukke pagoder. Tiden var lidt knap, da jeg skulle med en bus kl. 18, men med en stram planlægning, skulle det nok kunne lade sig gøre at se nogle få udvalgte pagoder inden afgang. Så afsted derudad, først den ene pagode, så den anden pagode og så lige en sidste smuk pagode, inden turen gik tilbage til Nyuang U.

img_4287_opt

Jeg var i god tid og havde stadig 1 ½ time til at tilbagelægge de ca. 8 km, der var tilbage til mit guesthouse. Og derudad gik det i fulde fart og strømniveauet på E-biken så fint ud. Der var stadig 60% strøm tilbage, så der var rigeligt. Pludselig begyndte cyklen at hakke lidt i det, den trak ikke længere helt så godt, til trods for, at det gik ligeud på fin, asfalteret landevej. Det gik langsommere og langsommere og til sidst gav E-biken fuldstændig op. Hvordan dælen kan det lade sig gøre, at strømmen kan forsvinde, så 60% pludselig bliver til 0%?

Det var mig en gåde, men, – tænkte jeg – cyklen har da pedaler, så jeg cykler bare tilbage. Jeg blev klogere. Den er eddermame tung at træde rundt, sådan en E-bike, så efter 500 meter måtte jeg konstatere, at den plan ikke holdt, hvis jeg stadig skulle nå min bus.

img_4289-1_opt

Så var gode råd dyre! Heldigvis var telefonnummeret på udlejeren noteret på nøgleringen, og jeg fik standset en gruppe unge mennesker, der var på vej samme vej. Med håndfagter, meget sparsomt engelsk og en god portion vilje, lykkedes det at få forklaret problemet og det fiksede de så. De ringede til udlejer, som ville komme i løbet af 15 minutter, hente den døde E-bike og tage mig med tilbage tids nok til busafgangen om en god times tid. Så var det jo sådan set fikset…, -troede jeg!!!

Imidlertid kom der ikke nogen udlejer efter 15 minutter.
Heller ikke efter 20 minutter og efter 25 minutter stadig ikke skyggen af hjælp på vej. Da klokken efterhånden var omkring solnedgangstid, begyndte mørket tilmed at falde på. Men søde som de er, de mennesker i det her land, så kom en familie forbi. Der var bl.a. et par søde døtre, som talte ret godt engelsk og de blev sat ind i problemet. De fik – endnu engang – ringet til udlejer, som – endnu engang – sagde, at de ville komme om 15 minutter,. Fint nok, men det ville ligesom betyde, at jeg mistede min bus.

img_4266-1_opt

Det forstod familien sådan set godt, så de kaldte sammen til familieråd og diskuterede frem og tilbage, hvordan problemet kunne løses. Pludselig dukkede den 14 årlige datter op med en motorcykel og tre styrthjelme. Hun får mig overtalt til at hoppe op, aflevere E-bikenøglen til hendes tante, som vil vente på stedet på udlejeren.

Kan jeg nu stole på det?
Kan en pige på 14 år køre motorcykel?
Hvorfor medbringer hun tre styrthjelme?
Når jeg min bus?

Det var blot nogle af de spørgsmål, der rumlede rundt i mit hoved, da jeg svang benet over sædet og pigen kørte afsted. Vi skulle ikke så langt, blot hen til nærmeste politi. Her overrakte pigen den tredje styrthjelm til en politimand, som hoppede op på motorcyklen og greb fat om styret. Den 14-årige pige hoppede i stedet op bagpå og afsted gik det med os tre på motorcyklen: Politimanden forrest, mig i midten og den unge pige bagerst. Vi susede afsted i fuld fart ud ad landevejen, gennem små landsbyer, ad regnvåde og mudrede grusstier og præcis kl. 17.55 parkerer vi foran mit guesthouse.

img_4289-2_opt

Vi får forklaret udlejer om E-biken og nøglen og sådan gik det til, at jeg blev kørt hjem af politiet og rent faktisk nåede min bus. 1000 tak til de venlige mennesker, som reddede mig ud af en meget uheldig situation!

Så Bagan er altså langt mere end livlige markeder, smukke pagoder, flotte stupa-ruiner, smuk natur og medititation. Jeg kan i hvert fald notere både spioner og politi til min liste af spændende ting, der er at finde på dette fantastiske sted…

img_4263-1_opt

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *