Krydret ølkage

Hvis du har det ligesom mig, så har du dagligt lyst til en lille smule sødt. Her kommer denne lækre krydrede ølkage helt til sin ret, for den er fantastisk til en god kop kaffe. Desuden holder den sig frisk længe og kan faktisk sagtens spises en hel uge i træk, uden at blive kedelig og tør.

Det gode ved denne ølkage er også, at den bare skal røres sammen med en fars- eller grydeske. Det tager ca. 5 minutter fra du sætter igang, til du har kagen i ovnen. Nemmere bliver det vist ikke!

Den nybagte udgave kan spises, som den er, men en daggammel ølkage er bedst med et lag koldt smør på. Den ugegamle ølkage skal måske lige en tur på brødristeren, før den smøres og serveres, men så er den også næsten lige så lækker, som den nybagte.

Du skal bruge:
500 g hvedemel
500 g brun farin
2 tsk. stødt kanel
2 tsk. stødte nelliker
1 øl (33 cl.)
1 æg
2 tsk. natron
Margarine/olie til formen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Sådan gør du:

  • Hæld alle de tørre ingredienser i en skål og rør dem sammen med en farsske (en grydeske med hul i midten) eller en grydeske
  • Tilsæt en hel øl  (du kan bruge hvilken som helst øl) og ægget. Rør rundt
  • Tilsæt natron og rør igen
  • Smør en sandkageform og hæld dejen i
  • Sæt formen på en bagerist nederst i ovnen. Tænd på 180 grader, almindelig ovn
  • Bag kagen i ca. 60 minutter. Tjek med en strikkepind, at kagen er færdigbagt
  • Vip straks den færdige kage ud af formen og lad den afkøle på en rist. Skorpen forbliver sprød og lækker og nærmest karamelliseret indtil du pakken kagen i en plastikpose
  • Skær i skiver på 1-1½ cm og server. Den smager rigtig godt med et lag smør på
  • Opbevares i en plastikpose i op til en uge. Vi plejer at få den spist meget hurtigt…

Fif #1: Ølkagen er særligt egnet i november/december, da krydderierne er meget juleagtige. Du kan evt. supplere med allehånde og stødt ingefær for at forstærke juleduften og -smagen.


Fif #2: Bestem selv, om du ønsker tandsmør, skrabet smør eller ingen smør på din ølkage. Koordiner med dine smagsløg og dine sundhedsidealer…

Fif #3: Kan sagtens bruges som en hyggelig værtindegave. Du kan evt. håndskrive opskriften og lægge den ved. Det var sådan, jeg i år 2000 fik min opskrift af min gode veninde, Maria. Som du måske kan se på billedet, så er den originale opskrift mærket af års brug…

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *