I Vesten farver vi hår, sminker os og nogle får lavet plastiske operationer. I Myanmar er der helt andre traditioner. Fx synes Karen-folket, at kvinderne er utrolig smukke med lange halse og forlængede skinneben.
Skønhedsidealer kan diskuteres, men det er svært at nå til enighed. Vi regulerer alle sammen vores udseende i større eller mindre grad.
Men hvor går grænsen?
For mig er der en tydelig grænse ved en fysisk forandring af kroppen, som ikke sker ad naturlig vej. I den kategori er silicone-bryster, botox og metalringe om hals og ben…
Hvor går din grænse?
Rejsebrev #6 d. 11. november
Inle Lake, fiskermænd og langhalsede kvinder
Pias tanker og oplevelser på rejsen i Myanmar og Australien
Oktober 2014 – januar 2015
Farvel til ruiner, spioner og politi og goddag til fiskere, langhalsede kvinder og marionetdukker.
Jeg nåede bussen og tilbragte 12 timer på et bussæde pakket ind i trøjer, halstørklæder, sokker, sovemaske og sovepose. Jeps, aircondition virker upåklageligt i langdistancebusserne, og hvis man tager sine forholdsregler, så er det faktisk en ganske behagelig tur. Natbusser sparer det både tid og penge, da natten alligevel ikke bliver brugt til andet end at sove i.
Det betyder også, at ankomsten til Inle Søens nordlige by, Nyuangshwe var programsat til tidlig fredag morgen. Denne by var nem at ankomme til. Tricycle-taxier holdt parat og lige så snart, ladet var fyldt op, kørte vi. Med en bus halvt fuld af turister, gik der ikke mange minutter, før vi var klar til afgang. Jeg havde ikke booket noget hostel eller guesthouse på forhånd, men taxichaufføren synes, jeg skulle bo på Primrose Hotel, så det gjorde jeg. Det var pænt og nydeligt, billigt, i gåafstand fra både centrum og sø og så var der både varmt vand og velfungerende wifi.
Det var tidlig morgen, og munkene var også tidligt på færde. Byens kloster lå tæt på Hotel Primrose. For munkenes vedkommende starter hver dag med en stor tom madgryde under armen og så en tur rundt til tehuse, cafeer, restauranter og familier for at få dagens første måltid. Munkene er meget sociale, så ingen forlader klostret, før alle er klar. Derefter snor rækken af munke sig ca 100-150 meter ned ad vejen, tålmodigt vandrende på madtogt. Når de kommer til byen, splitter de op og går forskellige steder hen, så belastningen for de enkelte spisesteder er overkommelig. Nogle steder får de ris, andre lidt grøntsager og – hvis de er rigtig heldige – en smule kød. Om de så deler det hele i sidste ende, ved jeg ikke helt?!
Ellers var der godt gang i byen: folkene på markedet var ved at arrangere deres boder med grøntsager, frugt, fisk, tøj, tyggetobak, mad, souvenirs, eller hvad de nu solgte, bageren kogte doughnuts og bryggede te og tøjvask, madlavning og børneleg var i gang i de små familier. Solen sendte sine allerførste varme stråler ned og byen summede af liv. Er der så noget bedre end at sætte sig ned med en dejlig kop kaffe og observere og være en del af den leben? Det er nemt at fordrive et par timer sådan og en god måde at komme sig lidt ovenpå busturen.
I dag skulle også arrangeres en bådtur ud på søen. Det er umuligt at komme hele vejen rundt – den er trods alt 22 km lang og 11 km bred, men jeg havde noteret nogle steder i min lille rejsenotesbog, som jeg helt sikkert ville besøge. Nu handlede det bare om at finde en boat-man, som kunne sejle mig til alle de steder og evt. inspirere til yderligere destinationer.
Og det var ikke svært. Allerede efter få minutters gang rundt i landsbyen, kom jeg forbi et lille hus. Bedstefar og bedstemor sad udenfor huset, kiggede på verden og drak te. De var ikke længe om at invitere mig til at drikke te med dem, og inden jeg fik set mig om, havde bedstemor disket op med små, nystegte fisk, riscrackers og bønner. Og så var det ellers bare at kaste sig over goderne.
Jeg tror, min pli – i myanmarsk terminologi – skulle stå sin prøve den dag. Jeg smagte det hele, men de fire små fisk med hoved, hale og indvolde, var rigtig svære at få ned. De skulle bare spiser hele! Med lidt frisk limejuice dryppet ud over, lykkedes det mig at fortære een af dem, men resten måtte jeg efterlade. Det var svært for dem at forstå og de pressede og pressede for at få mig til at spise op, alt imens, de viste mig billeder af deres børn og børnebørn, samt et væld af udenlandske turister, som de havde budt velkommen på samme gæstfrie måde, som jeg pludselig sad her ved deres bord.
De talte yderst sparsomt engelsk, men jeg forstod dog, at bedstefar gerne ville være min boat-man den efterfølgende dag. Det var et godt tilbud, men sprogbarrieren gjorde, at jeg takkede af og begav mig ud for at lede efter en anden.
Det lykkedes og næste morgen kl. 6 holdt Piu på sin motorcykel udenfor hotellet og var klar. Vi skulle tidligt ud på søen og langt om længe skulle jeg opleve en myanmarsk solopgang… – og endda ude på vandet. Det var et smukt syn til trods for enkelte morgenskyer. Solen stod langsomt op bag bjergtoppene i det fjerne og kom stille og roligt til syne. At se fiskermændene i deres både i den røde sols morgenlys var ganske enkelt fantastisk.
Båden var en lang, smal træbåd, hvor der var plads til 4-5 store træstole ned langs midten. I dag stod der kun en, som var forberedt med redningsvest, pude og tæppe og her blev jeg placeret. Herfra startede turen og vi kom rundt ti l alle stederne fra min notesbogsliste:
- Fiskermændene bruger en helt speciel teknik, både når de ror og når de fisker. Deres balance er helt utrolig, for de står på kanten at deres båd på en fod, – den anden fod er viklet om en åre. Denne åre sørger for bådens fremdrift. Fordelen er, at fiskerne nu har begge hænder fri til at fiske med. Nogle fiskere bruger en tragtformet bambusfælde, andre stanger fiskene med en harpunlignende ting. Ind imellem holder de en pause med roningen og støtter i stedet på begge fødder og bruger nu hænderne til at løfte en lang tynd pind helt op over hovedet, blot for at klaske den ned i vandoverfladen. Dette plask tiltrækker fisk og så er det bare med at være hurtige med fælde eller harpun.
- Et lokalt marked i Uwama. Den lille landsby var ved at forberede ris-festival til den efterfølgende dag. Hvad der ikke blev ordnet og gjort rent i byen og især omkring byens hellige pagode. Selv alle trapper op til pagoden, blev fejet godt og grundigt, så opstigningen nærmest foregik i blinde p.g.a. alle støvpartiklerne i luften. Det var meget tankevækkende at se, hvordan alle landsbyboerne deltog i forberedelserne. At yde efter evne og energi var grobund for et fællesskab uden lige.
- Et flydende marked, der efterhånden var noget indskrumpet og nu mere eller mindre foregik på land. Traditionelt blev dette marked afholdt flydende i både på vandet. Den eneste mulighed for at sælge og købe dér, var at komme anstigende i båd.
Desværre er vandstanden i søen de senere år faldet, så det flydende marked var blevet afløst af et landfast marked. Her var en del lokale handlende, men også en del boder, hvor der blev solgt sølvsmykker, teaktræsfigurer, bambus-skåle osv.
Begrebet ‘lucky money’ blev brugt en del gange. Hvis jeg købte noget i en af boderne, så var mine penge ‘lucky money’! Ikke ‘ lucky’ for mig, men for den handlende. For at heldet kunne vare ved hele dagen, tog sælgeren pengesedlerne mellem fingrene og tjattede til alle varerne i boden, mens de sagde “lucky money, lucky money”. På den måde skulle heldet med at få penge ind den dag være skabt. - Besøg på et væveri, hvor 40 kæmpestore væve var stillet op i en stor hal bygget på pæle i vandet. Her blev vævet de smukkeste tørklæder i silke og i lotusfibre. De var de ikke helt billige, men flotte, det var de!
- Besøg på et tobaksværksted, hvor der blev produceret både cerutter med anissmag og med frugtsmag, samt tykke cigarer af 100 % tobak. Cerutterne blev håndrullet og isat et filter – lidt af et håndværk at se udført.
- Besøg på et paraplyværksted, hvor rispapir blev anvendt til paraplyer til beskyttelse mod solen. Ligesom vi kender i Danmark, foldede de også smukke lamper og fremstillede bøger i rispapir.
- De langhalsede kvinder, som fra 9-års alderen begynder at få lagt tunge bronzeringe omkring både hals og mellem knæ og skinneben. De ser det som smykker og den 13-årlige pige, jeg talte mest med, var meget glad for sine ringe.Jævnligt gennem hele livet påsættes yderligere ringe og kroppen indretter sig efterhånden efter det, så både ben og halse bliver unaturligt lange. Traditionen fortsætter i Karen-staten i Myanmar, men de fire kvinder her, var kun kommet til Inle-søen for at udstille sig for turisterne og sælge håndvævede bomuldstørklæder. Til trods for dette opstillede scenarie, var det meget fascinerende at se kvinderne og utroligt at se, hvor lang en hals, de kan få, uden at hovedet knækker af. Kvinden på billedet havde vel ca. 4 kg bronzeringe om halsen, samt 2 kg på hvert ben.
- Flydende haver, som er en grundbeplantning af nogle planter, som kan tåle at flyde direkte på søen. Oven på disse rækker af planter, såes eller plantes så tomater, squash, bønner, agurker eller, hvilke grøntsager, en familie nu har brug for.Grøntsagerne plejes og høstes ved hjælp af både, da der er meget langt til land. Det er en super god ide og sparer mange åretag eller benzin til motoren at kunne dyrke sine egne grøntsager, fremfor at sejle rundt til diverse markeder, for at købe ind.
Turen sluttede hen på eftermiddagen. Der var derfor tid til at nyde en original vestlig pandekage med honning og lime og en friskpresset limejuice.
Aftenen bød på marionetdukketeater. Mr. Aung holdt stolt fast i den myanmarske tradition omkring marionetdukker. Han opførte en fin forestilling på egen hånd med 9 forskellige dukker, både elefanten, hesten, aben, prinsen, narren osv. Det var utroligt, hvad han kunne få dukkerne til at gøre. Selv bitte små bevægelser var mulige og hesten galopperede lystigt derudad. Narren dansede og aben slog saltomortaler. Den stakkels mr. Aung blev fuldstændig forpustet af at have danset rundt bag scenen med de 9 marionetdukker. Men nu forstod jeg pludselig, hvorfor turistboder ofte bugner med marionetdukker…
Den sidste dag i Nyuangshwe skulle også nydes i fulde drag. Derfor lejede jeg en cykel og kørte rundt ad de små smalle veje i landsbyen. Turen førte mig også over broen og videre til andre fjernereliggende landsbyer. Det var en skøn tur langs dyrkede rismarker, græssende og badende vandbøfler, oksetrukne kærrer og fredelige familier.
Turen endte ved de varme kilder, som var det perfekte sted at være, da himlen pludselig åbnede for sluserne og sendte gevaldige regndråber mod jorden. Men hvad gør det, når man sidder i en varm kilde i vand til halsen og blot nyder de køligere regndråber i ansigtet?! Heldigvis holdt regnen op rettidigt, så det var muligt at nå tilbage til byen, hvor min bus til Yangon ville køre kl. 18.
Den ene dag tilbage i Yangon blev brugt til at rekreere før den kommende rejse til Australien. Der var samtidig tid til reflektere over de sidste 2-3 uger på rundrejse i Myanmar på egen hånd:
- Tiden var lige knap nok og nogle af de byer og seværdigheder, jeg hjemmefra havde planlagt at besøge, blev skrinlagt. Turen var intensiv og indtrykkene mange. Oftest havde jeg kun to overnatningers hvert sted, så det kan føles som ‘at være på vej’ hele tiden. Måske er tre overnatninger hvert sted en bedre løsning…?
- Det er fint at rejse alene, men kun få andre gør det i Myanmar. Jeg snakkede med en del andre rejsende, men knyttede kun bånd til Rachel og Rose fra Holland, som jeg trekkede med i Hsipaw. Heldigvis fulgte vi samme rute og droppede ind i hinanden mange gange efter vores tredages hike. Ellers blev mine sociale behov primært dækket af lokale myanmarer og det var jo også både hyggeligt og informativt.
- Det er billigt og godt nok at bo på guesthouse, som er det tætteste man kommer på hostel. Folk, som bor her, virker mere indstillet på snak og hygge end hotelrejsende gør. Og så er det også ca. halv pris af hotellerne.
- Ting er billige, somme tider så billige i forhold til danske priser, at det kan være svært ikke at komme til at overbetale. Når det kun koster 21 kroner at få massage, så er det fristende at give 10-15 kroner i drikkepenge, for det er da bare rørende billigt. Til sammenligning tager min fysioterapeut i DK 400 kroner for 50 minutters massage. Men jeg undlod at være med til at skrue prisniveauet op og myanmarerne er virkelig godt tilfredse. De forventer slet ikke drikkepenge og har svært ved at tage imod, hvis de får det.
- Jeg havde det godt med at være nærheden af wifi, så kontakten med mine kære derhjemme i DK var mulig. Jeg savnede dem, og uden wifi i flere dage, blev savnet større. Længe leve den nye teknologi…
- At skrive rejsebreve fastholder mine oplevelser og giver mig mulighed for at dele med jer derhjemme. Så føles det næsten som at have en rejsekammerat med.
- Jeg opdagede om mig selv, at jeg er god til at bevare overblikket og har gode planlægningsevner. Jeg havde nemt ved at skabe kontakt og kommunikere med nye mennesker. Jeg følte mig tryg hele tiden og i fin balance med mig selv, både fysisk og psykisk.