På de sølle fem dage, der er gået siden jeg landede i Ilulissat, har jeg allerede oplevet flere sider af Grønland. Da jeg ankom i tirsdags var temperaturen ca. -7-8 grader. Vejene var is- og snebelagte og ligegyldigt, hvor jeg vendte øjet hen, var der hvidt, hvidt, hvidt. Sneen lå meterhøj og hele landskabet var ganske minimalistisk og holdt i sorte/hvide nuancer. Kun de farvestrålende træhuse i afdæmpede pangfarver stak op og brød landskabets uendelighed. Sneen var frossen. Stabil. Glat. Uden spor og stier, medmindre de var trampet af fødder før mig. Solen glimtede i de smukke snekrystaller, gav genskær og tvang mig til at være iført solbriller. 

For to dage siden ændrede temperaturen sig og solen fik følgeskab af varmegrader. Langsom kom den sorte asfaltvej til syne. Smeltevandsdråberne dryppede fra tagene. Fjorden tøede op og den dybblå havoverflade står i stærk kontrast til de store flydende snekolosser – isbjergene.

Sneen bliver blød og våd, nærmest ufremkommelig. Overfladen kan ikke længere bære min vægt og et ben ad gangen forsvinder dybt ned i den softiceagtige sne. Trekkingture er ikke en mulighed i dag, hvor det har været tøvejr i to dage. Selv med listeskridt og forestillingen om, at jeg er let som et lille fnug, gør terrænet ufremkommeligt. Det er svært at komme fri af de dybe snemasser. 

Der er forår i luften. Hundene vågner af vinterens dvale og hiver og slider i deres kæder. De gør og taler sammen om planerne for tiden, der kommer. Ser måske frem til en doven sommer, hvor slæden er parkeret, indtil sneen falder påny. Måske et sidste drys om et par dage, måske der går måneder…

Klipperne blotter deres stenhårde overflader under den tidligere meterhøje sne. Den lagdelte granit overtager sneens dominans og konturerne af naturen under sneen titter frem. Enkelte steder stikker græstotter op og fortæller, at landskaber tegner et helt anderledes billede af Ilulissat , når vinteren går på hæld. 

Det risler overalt. Den smeltende sne finder den tættest mulige vej nedad. Ned mod fjorden, ned mod havet. På sølle to dage er sneens dybde aftaget med 20, 50, 100, 200 cm.

Ilulissat, jeg kommer tilbage og oplever din sommerdragt. Jeg vil besøge Sermermiut og Holms Bakke påny. Slentre gennem byen, mens den emmer af legende børn i t-shirts og måske droppe ind på en cafe og snuppe en kop kaffe. Karantænen har selvfølgelig sat sine begrænsninger, men ikke begrænset min forelskelse i byen, indbyggerne og naturen.