“At du tør…”, sagde nogle
“Er du ikke bange for ensomheden…?”, spurgte flere
“Hvor er du modig…”, opmuntrede andre
“Bare, det var mig…”, tænkte enkelte

“Nu gør jeg det…”, svarede jeg dem alle

…og tog min 30 år gamle rygsæk på ryggen. For nu startede 2 1/2 måneds eventyr på egen hånd i Myanmar og Australien.

Jeg har altid været vild med at rejse. Min allerførste tur på interrail rundt i Europa tilbage i teenage-årene lagde kimen til min rejselyst, for er meningen med livet ikke at rejse, – at se og opleve spændende steder og interessante folk…?!

Hvordan opstod ideen?
Ideen om at rejse ud alene i 2 1/2 måned opstod lidt tilfældigt. En gammel drøm om at besøge det tidligere Burma, nu Myanmar, pressede sig på og pludselig havde jeg meldt mig til et foredrag i Jysk Rejsebureau om Myanmar. Og så var jeg tændt, for landet lød bare så smukt, uspoleret og autentisk, at det måtte opleves. Men hvorfor ikke kombinere den lange rejse med et smut til Australien? Et helt kontinent kræver tid og et par måneder dér, kunne absolut ikke være for meget, vel? 

Hvordan blev det praktisk muligt?
Uheldige omstændigheder som en længerevarende stresssygemelding, en fyring og en lang opsigelsesperiode, gjorde den lange rejse praktisk og økonomisk muligt. Jeg behøvede ikke søge orlov fra et job, jeg var ikke bundet af stramme A-kasseregler og min økonomi kunne godt rumme de 40.000 kr. jeg budgeterede med.

Hvordanvar rejsens struktur?
Jeg troede, at tre ugers rundrejse i Myanmar var passende til at opleve det spændende land (det var ikke nok!). Derefter ville jeg rejse rundt i Australien i 2 måneder. Det meste af tiden skulle jeg WWOOF’e, men de tre af ugerne skulle afsættes til en biltur op langs Australiens vestkyst sammen med kæresten min, som ville dukke op i slutningen af min rejse.

WWOOF’ing er frivilligt arbejde hos private familier, som lever deres liv økologisk. De har større eller mindre økologiske havebrug/landbrug/dyrehold, som kræver ekstra hænder. Du arbejder gratis for kost og logi og indgår som en del af familien i den tid, du er hos dem.

Men hvorfor rejse alene?
Ja, hvem har lige muligheden for at hive 2 1/2 måned ud af kalenderen og bare drage ud i den store vide verden på eventyr? Ingen i min vennekreds, heller ikke i familien og kæresten min skulle jo passe sit faste job. Økonomien kunne ikke rigtig hænge sammen med et par måneders orlov, synes de…

Men det passede mig faktisk glimrende, for jeg havde en ubeskrivelig trang til at være på egen hånd og et stort behov for at overbevise mig selv om, at jeg kunne klare at være alene med mig selv, skabe nye kontakter og navigere i fremmede lande og anderledes kulturer. Det blev er slags “recovery” ovenpå de lange 11 måneder med stresssygemelding. 

Hvilke forberedelser gik forud?
Jeg var til et foredrag ved Jysk Rejsebureau og fik masser af gode input om Myanmar. Desuden købte jeg Lonely Planets bøger om Myanmar og Australien. Jeg meldte mig ind i WWOOF-Australia og fik arrangeret visum til både Myanmar og Australien. Bøgerne fik jeg ikke læst i inden min afrejse, så intet var planlagt forud for turen. Det gav plads til at følge min impulsivitet og umiddelbare lyst undervejs og de utallige input, der kom fra andre rejsende. De første to (ud af fire) WWOOFing-besøg var aftalt et par uger inden afrejsen til Australien via emailkorrespondence til de pågældende familier.

Er der ulemper ved at rejse alene?
Ja, der er enkelte ulemper. Fx er det kun mig, der har set og oplevet alle de spændende folk og steder. Det gør det sværere at fastholde de mange minder, når de ikke jævnligt bliver taget frem og snakket om, som man ellers ofte gør efter en rejse.

Jeg skrev mange fælles rejsebreve til venner og familie herhjemme og det var en rigtig god ide. Så er de med på sidelinjen og har meget lettere ved at forholde sig til mine rejseberetninger efterfølgende. Undervejs savnede jeg ikke rejsepartnere. Her var masser af mennesker at dele med.

Der er enkelte økonomiske ulemper, bl.a. er enkeltværelser forholdsmæssigt dyrere end dobbeltværelser, men det er småpenge i det store regnskab.

Jeg følte mig ikke utryg, hverken som rejsende eller som kvinde. Sund fornuft var min tro følgesvend.  Når jeg skulle træffe beslutninger om dette og hint, oplevede jeg ingen svære dilemmaer. Jeg bevarede overblikket og fornuft og følelser arbejdede godt sammen.

Ville jeg gøre det igen?
JA, JA og atter JA. Jeg har fået så meget blod på tanden og tænker konstant på, hvordan jeg kan få endnu en mulighed for at komme afsted. Jeg er blevet vild med at rejse alene. Det er så meget nemmere at skabe kontakter, både til de lokale og til andre rejsende. Ensomhed eksisterer ikke for mig på sådan en rejse, for jeg kan sagtens holde ud at være alene med mig selv på. Desuden er det utrolig let at komme i kontakt med andre rejsende og lokale folk, når du er åben og opsøgende. Det er herligt at være fri og helt uafhængig af andre medrejsende.

Hvordan foretrækker du at rejse:
– Sammen med familien?
– Med manden eller kæresten?
– Med en veninde?
– Med venmer?
– Alene, men som en del af en gruppe?
– Alene, helt på egen hånd?
– Andet…?