Hvad laver du, når du er alene?
Når du tror dig uset eller u-iagttaget?

Forleden sad jeg i bilen på motorvejen. Jeg var passager, så jeg havde god tid til at følge med i trafikken og de øvrige trafikanters forskellige gøremål. Mest interessant er det selvfølgelig at følge med i livet inde i bilerne…

Der var biler med både en, to og flere personer. Jeg lavede hurtigt lidt statistisk arbejde, mens jeg sad der…

Som regel bliver der snakket, grinet, spist, snacket, drukket kaffe eller sovet, når der er flere personer i bilen. Venindebiler er ofte livlige, mens familiebiler med teenagebørn er stilfærdige og søvnige. Børnefamiliebiler er hektiske, især når lillemanden sidder grædende på bagsædet og mors arm ikke er lang nok til både at holde på rattet og famle i blinde efter den forsvundne sut.

Anderledes ser det ud, når en person er alene i bilen. Rigtig mange taler i telefon, eller sms’er. Andre skråler med på yndlingssangen, som kører for fulde hammer i radioen. Nogle bliver frygtelig flove, når de blivet “opdaget”. De ser skyldbetingede ud, som var de blevet pågrebet under en dyb kriminel handling. Andre synger uforstyrret videre. Det generer dem ikke, at folk kigger-, eller lytter med. De står på en scene,  nyder at trykke den 100 % af og tager glædeligt imod klapsalver og opmuntrende smil. Det er en fest i sådan en bil.

Men mest interessant er bilerne med een eneste person. Personen, som tror sig u-iagttaget og alene, – helt alene og uforstyrret midt i myldretidens pulserende motorvejstrafik…

Der var kø på motorvejen og vejens to rækker af tætkørende biler fulgtes nogenlunde ad. Sommetider kørte bilerne i højre vejbane lidt hurtigere end dem i venstre vejbane, men det var nogenlunde de samme biler, vi lå på linje med. Du ved: …”et skridt frem og to tilbage”. For en gangs skyld var vi helt enige om, at vi ikke var bedre tjent med at skifte vejbane – det var comme si, comme ça.

Jeg fortsatte min iagttagelsesleg og øjnene faldt på en mørkhåret mand i en grøn stationcar. Han var alene i bilen og han var fuldstændig alene i hele verden – troede han…! Hans højre pegefinger var travlt beskæftiget i det ene næsebor. Han borede fingeren dybt op i næsens ene hul og pegefingerens yderste led forsvandt langt op i den indsnævrede del aller øverst oppe, lige under pandebenet…

Vi så det begge to, både min chauffør og jeg. Vi kiggede på hinanden, undrende… Ville den finger nogensinde komme ud igen? Bilerne i højre vejbane sakkede bagud og vi mistede den mørkhårede mand af syne. For dælen da, vi skulle ha’ opklaret mysteriet om den forsvundne pegefingerspids…

Venstre vejbanes trafik gled nu i et adstadigt tempo. Hvor blev bilen med den mørkhårede mand nu af? Endelig fulgte trafikken i højre vejbane med og den grønne stationcar dukkede atter op ved siden af os…

Manden sad der endnu, stadig optaget af sit næseudrensningsprojekt. Pegefingerens yderste led var på vej ud af næsehullet. Neglen kom til syne og hvad gemte sig dér, – lige dér på spidsen af højrehåndens anden finger? Mandens blik fjernede sig fra vejbanen, fra de omkringkørende biler, fra den omgivende trafik, og øjnene fokuserede nu, nærmest skeløjet, på pegefingerens spids.

Vi håbede, at historien sluttede her. At manden blot tog en serviet, fik pakket sit fund ind og gemt det af vejen. Det gjorde han ikke. I stedet stak han fingeren i munden, slubrede den slimede bussemand i sig og fortsatte uforstyrret med fingeren i det andet næsebor. Han ænsede ikke vores blikke. Han var alene i sin grønne bil med sit private gøremål, alene og uforstyrret midt på motorvejen i myldretrafikkens tætpakkede køkørsel…

Hvad har du opdaget om andre mennesker, der tror sig usete eller u-iagttagede?