I disse dage skrives meget om det livsfarlige i at bevæge sig ud på den tynde is. Advarsler gungrer i aviser, radio, tv og på nettet.  Den tynde is er usikker, – der er kæmpestor risiko for at falde igennem og blive opslugt af det iskolde mørke vand.

Men mit råd er: Gå ud på den tynde is!

Jeg gjorde det! Jeg gjorde det en lummervarm sommerdag i august. Solen skinnede fra en blå og skyfri himmel, da jeg bevægede mig ud på den tynde is. Med hjertet hamrende i halsen, sværme af sommerfugle i maven og hovedet fyldt med hvad-nu-hvis-tanker, vovede jeg mig væk fra sikker grund under fødderne, væk fra det kendte, trygge og den faste indtægt. Jeg vovede mig og ud, hvor ingen kender morgendagen.

Enhver kan regne ud, at der ikke er tale om søer med frossen overflade. Nej, den tynde is er selvfølgelig i overført betydning, ment som en metafor for at tage en chance, gribe drømmen om et andet liv og GØRE det!

Min tilværelse som lærer sank i grus for 2 ½ år siden, da jeg blev sygemeldt med stress. Et vink med en vognstang om, at det var nu, der skulle ske en kursændring i mit liv. Mulighederne var mange, faktisk nærmest uendelige. Ethvert valg medfører en bunke fravalg, men jeg var sikker i min sag: Jeg ville være “quinde” i eget liv, selv styre min arbejdsdag, elske hverdag lige så højt som weekend og glæde mig til at stå op hver eneste morgen.

Jeg valgte at springe ud som selvstændig. Ingen fast månedlig indtægt, ingen kolleger og masser af nye ting, som skulle læres: regnskab, moms, skat…
Kurser om iværksætteri, netværksmøder, workshops om markedsføring og salg, webinarer om hjemmesider, nyhedsbreve, SEO, googleoptimering, – you name it.
Alt sammen helt vildt spændende og interessant.

Allerede her elskede jeg min nye hverdag. Søndag smeltede sammen med mandag og arbejde og fritid blev to sider af samme sag. For…

… det er fedt at være fri!
… det er udviklende at lære nyt!
… det er et privilegium at tilrettelægge sin egen dag!

Mit nye liv er som en ekspedition i junglen. Regnskoven er tæt og stierne ikke trampet ned endnu. Jeg går mellem palmer, som bugner af frugt og høje tyndstammede kapok-træer. Lianerne udgår fra den muldede jordbund, snor sig om de tykstammede eksotiske træer. Tæt, busk-agtig beplantning skal hugges ned med macheten for at gøre passage mulig.

Nogle dage føles det som et farefyldt eventyr, hvor insekter, slanger og vilde rovdyr pludselig risikerer at dukke op ud af ingenting – hvæsende, hvislende, knurrende og brølende… De gør mig usikker og skræmt. Jeg føler mig angrebet, truet på livet.

Men så dukker en indfødt op og stiller sig foran mig. En venlig jungleboer, som er vant til at svinge sig i lianerne. Han tager mig i hånden, viser mig nye stier og udstyrer mig med nyttig viden. Ingen menneskeædende kannibaler so far…!

Men parallelt med den spændende og farefulde jungle, ligger en asfalteret sti. En sti, hvor alt er kendt og trygt. Det farligste dyr, jeg møder her, er en vildfaren hund eller en tam huskat. Stien er oplyst i mørket og så lang øjet rækker, ser jeg lige vej. Der er ganske vist et par sideveje, men skilte viser, hvor jeg kommer hen, hvis jeg drejer fra.

Jeg bevæger mig i zigzag mellem den eksotiske jungle og den asfalterede sti. Jeg zigger min vej  i den tætte jungle, hvor jeg ånder og lever, men zagger på den asfalterede sti, hvor jeg føler mig tryg og samler penge.

Jeg føler stadig, at isen er tynd under mig. Men jeg er ikke længere bange for at falde igennem. For jeg ved, jeg kan svømme, rejse mig og komme i land. Jeg elsker min inspirerende jungleekspedition, men accepterer at zigzagge et stykke vej endnu. 

Vil du også med ud på den tynde is?