En gang for mange mange år siden, da børnehjemmet næsten lige var blevet bygget, skete der noget ganske særligt. En nat i december, den mørkeste måned på året, hørtes en hjerteskærende lyd. Det var en tidlig søndag morgen, hvor alle ellers plejede at sove lidt længere end sædvanligt. Men ikke denne morgen. Denne morgen vågnede alle af lyden af en klynkende lyd, spædbarnegråd. Alle vidste, at det yngste barn på børnehjemmet var 6 år og de kunne slet forstå, hvor lyden kom fra…

Både børn og voksne ledte højt og lavt og til sidst fandt de frem til den ulykkelige lyds ejermand. De fandt en kær lille baby svøbt i sælskind på børnehjemmets trappetrin. De tog straks det lille menneske ind i varmen i ly for sne og kulde. De varmede og badede det lille barn og gav det smukke klæder på. 

Den lille, som viste sig at være en dreng, fik varm mælk og børnene snakkede om, hvad de skulle kalde den lille fyr. Nogle foreslog Thomas, Karl, Jørgen, Peter, men ingen af de navne passede til den lille dreng. Men da én pludselig foreslog Claus, jublede alle børnene, for det var da bare det helt rigtige navn til den lille forhutlede babydreng. 

Claus voksede op på børnehjemmet og kom i skole, da han blev 6 år. Han hyggede sig med alle de andre børn, selvom de var meget ældre end ham. Da han blev stor nok, fik han lov at ære med på børnehjemmets rejser ud i den store vide verden På den måde besøgte han både Danmark, Frankrig og Tyskland, rejste over Atlanterhavet til New York og kom også til både Venezuela og Australien.

Overalt hvor han og børnene fra børnehjemmet kom frem, mødte han søde og venlige mennesker. De var både gæstfri og gavmilde og deres store generøsitet gjorde stort indtryk på Claus. Allerede på en af sine allerførste rejser ud i verden, besluttede han sig for, at når han blev stor, ville han være lige så venlig og givende som alle de rare mennesker, han mødte rundt om i verden. 

Han voksede sig efterhånden voksen og tiden var kommet til at få sig et job. Han tænkte og tænkte og overvejede både at arbejde som kok og postbud, hvor han kunne glæde andre mennesker med lækker mad og gode nyheder. Men det var ikke nok for Claus. Han ville nå endnu længere ud med sin generøsitet. 

Og pludselig fik han den helt rigtige ide!
Han byggede en kæmpestor slæde og samlede sig en flok rensdyr. Slæden var stor nok til at bære både ham selv og mange, mange sække fyldt med legetøj og gaver. Èn gang om året ville han rejse ud i den store vide verden og dele gaver ud til alle de søde børn. 

På den måde fik Claus det job, han altid havde ønsket sig. Han arbejdede hårdt hele året sammen med en masse små hjælpere. Og når december oprandt, spændte han rensdyrene for slæden og delte rundhåndet gaver ud til alverdens børn. Det var hans måde at give den generøsitet tilbage, hans selv havde oplevet lige fra den dag han blev fundet som en lille bylt på børnehjemmets trappesten. 

Folk i hele verden elskede Claus og satte stor pris på hans måde at sprede glæde på. For at vise deres taknemmelighed gav de ham et ekstra navn, nemlig Santa, som betyder helgen. På den måde gik det til, at Santa Claus, der voksede op på børnehjemmet i Uummannaq, år efter år spreder glæde og gaver børn i hele verden.