TREKKING I GRØNLAND #3 – Julemandens Hus i Uummannaq

Jeg mødte Kirsten i Qaarsut Lufthavn, hvor vi sammen ventede på helikopteren til Uummannaq. Hun er medicinstuderende og på vej i praktik på sundhedscentret på øen. 

Der skal ikke meget til, at vi rejsende har noget tilfælles:

• Vi er danskere
• Vi taler samme sprog
• Vi skal samme sted hen
• Vi rejser ikke som turister

…og så er den forbindelse nærmest etableret. 

Kirsten og jeg skiltes i lufthavnen med et “vi ses”, overbeviste om, at med så lille en by, kunne vi ikke undgå at rende ind i hinanden. Der gik da heller ikke mange dage, før jeg igen mødte Kirsten og vi var begge ivrige efter at komme ud at vandre i fjeldene. 

Udstyret med retningsinstrukser, drikkedunk og vandrestøvler følger vi den intermistisk afmærkede rute mod Julemandens hus. Der er røde prikker malet på fjeldene med nogenlunde passende afstand, som signalerer, at her er en egnet rute. En rute, som undgår de stejleste stigninger og fald. 

Prikkerne er svære at se. De er delvist dækkede af den resterende smeltende sne, men sammenholdt med den uundværlige app – mapsme – finder vi hurtigt retningen. Der er et, to, tre, flere fjelde, vi skal over, en bugt, vi skal bevæge os parallelt med, før vi ser en fladere slette med et grønt hus. 

Støvlerne er efterhånden fyldt med smeltevand og lyden af sjip, sjap lyder for hvert et skridt. Sneen forhindrer os i at følge den afmærkede rute, for flere steder har den dannet store smeltevandssøer, som ikke kan passeres. Nødtørftigt kan vi visse steder kommer over ved at hoppe fra sten til sten. Nogen steder er den smeltende sne stadig halvfrossen. Ved hvert skridt synker vi i til knæene. kirsten er dog god til at få trampet trædespor, der er hårde og stabile nok til at bære vores vægt. 

Efter halvanden times vandring er vi fremme ved huset. Det ligge smukt placeret med det hjerteformede Uummannaq-fjeld i baggrunden og den isbjergefyldte bugt i forgrunden. Jeg husker ikke at have set Julemanden Hus fra Nissebanden på Grønland, så der er ingen umiddelbare genkendelse. 

Døren til huset er bundet til med snor og vi er ikke insisterende nok i vores indtrængningsiver til at bryde ind. 

Efter en lille te – og snackpause er vi atter parate til at finde vejen tilbage. Pudsigt nok er der ikke meget genkendelse tilbage over fjeldet, men retningen har vi instinktivt indprogrammeret i vores kroppe. De indre kompasser og de røde prikker føres os sikkert tilbage over de mange højdeniveauer, gennem snedriver og rindende smeltevandsbække og søer. Benene er endnu utrænede og skridtene en anelse mere usikre på tilbagevejen. Men sikkert vender vi tilbage til børnehjemmet, hvor ruten har sit udspring og bestemmer os for at gentage turen en anden gang igen.