QUINDELIV I THAILAND #5

Hun havde forberedt sig i lang tid: læst bøger, fulgt med på blogs, arbejdet i morgen-, aften- og nattevagter, sparet op, skaffet udstyr og langsomt indstillet sig fysisk og mentalt på, at nu var det nu.

Mindstepigens eventyr begyndte for snart fire måneder siden, da hun gik ud ad gadedøren. Hun havde fulgt størstedelen af de velmenende råd, familie, venner og bekendte havde delt og derfor ladet hårtørrer, glattejern, stiletter og sarte festkjoler blive hjemme. Vægten af rygsækken kunne derfor begrænses til sølle 13 kilo, – lige tilpas for en middelstærk pige, som skulle udforske livet under varmere himmelstrøg.

Imens flere kontinenter er blevet indtaget, har jeg, den tilbageladte og misundelige mor, siddet hjemme i kolde Danmark og fulgt med via lyd og billeder på diverse sociale medier.

Nogle mødre ville måske ha´ følt en lille snert af bekymring i hjertet. En angst for, hvad verden kunne finde på at udsætte deres lille uskyldige pige for.  Sådan en mor er jeg åbenbart ikke.

Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at hun, – selvfølgelig, ville være i stand til at begå sig i de fremmede kulturer og være åben og interesseret i nye mennesker. Den sunde fornuft er en integreret del af hendes mentale bagage, godt suppleret af en god portion nysgerrighed og vovemod. Jeg troede på hende og hun følte sig tryg.

Men savnet kan jeg ikke fornægte og derfor klappede jeg i mine små hænder, da en re-union i Thailand blev en realitet. Jeg var spændt, både på at se hende, men også på at opdage, hvordan de mange rejseindtryk havde forplantet sig. Ville hun mon stadig være den samme?

Pludselig står hun dér, lige foran mig. Solbrun og lækker, med løst og uglattet hår (det med håret ER faktisk nyt!). Rygsækken har hun endnu på ryggen, præcis som da jeg, vinkende og lettere grådlabil, sendte hende afsted hjemmefra.

Vi følges ad til min base, mit lille hus i Amphoe Pathio. Veninden er med, men det gør kun samværet endnu hygge-ligere. De to piger er blevet en integreret del af hinanden. De kender hin-andens vaner, tanker, kropslyde , styrker, særheder og svagheder og de holder stadig sammen. Det er kun muligt med rummelighed og respekt for hinandens grænser og behov. Hatten af for det!

De fire dages intensive samvær får næsten indhentet de tre måneders adskillelse. Vi hygger. Dovner. Bader. Spiser. Drikker. Handler. Nyder. Sover. Tier.
…Og snakker!

Snakken går, for der er mange begivenheder, som skal deles, oplevelser, som skal udveksles. Hvad skete der…? Hvad gjorde I…? Hvad tænkte du…? Hvordan tacklede I…? Hvad så med…? Nysgerrigheden er stor og jeg oplever, at tilliden og fortroligheden stadig er basen for vores relation. Genetikken selvfølgelig også, men inderst inde mærker jeg, at selvom vi ikke havde været biologisk forbundet, ville hun være en type, – en pige, jeg gerne ville hænge ud med. Hun er sød, sjov, sej og åben, også om finurlige små personlige og intime detaljer…

(Fx en oplevelse af varm-voks-waxing af ben og mere intime områder på en klinik i Vietnam. “Det gjorde eddermame ondt”, fortalte pigerne – “især lige dér, hvor… “ …efterfulgt af nogle meget levende beskrivelser, lydlige autentiske udråb og kropslige smertevridninger, som ikke efterlod den mindste tvivl om, hvor ufattelig smertefuldt sådan en intim-waxing er… Hvad gør man dog ikke for at være top-tunet og smækker-lækker, når kæresterne kommer forbi…?!)

Men er hun så stadig den samme? Er hun den datter, jeg sendte afsted for snart fire måneder siden?

Ja, på mange måder er hun!

Men hun har også lært at kærlighed er livets eliksir. Kærligheden er med, ligegyldigt, hvor langt væk hun er hjemmefra. Den ligger i hjertet og titter frem på forskellige måder: nogle gange som en boblende lykkefølelse, andre gange som et altopædende savn.

Kærligheden til mor er stor, Det samme er kærligheden til far, søster og bror.
Men størst af alt er kærligheden, kærligheden til…
… kæresten!

Hun har så godt som fulgt hvert og et af familiens råd. Hun har værdsat og efterlevet venners og venindes råd.

Èt eneste råd, var hun ikke i stand til at følge:
Få IKKE en kæreste, lige inden du rejser!

Gid I må blive lykkelige sammen – I to kære turtelduer