Kender du det…?
Du modtager en sms.
Du læser den.
Du lægger din telefon fra dig.
Slut.
Så starter balladen!
For afsenderen i den anden ende er utålmodig. Sms’en er sendt. Sms’en er modtaget. Sms’en er læst. Sms’en er ubesvaret.
“Så svar dog!”, tænker den ventende sms-afsender…
Kender du det…?
Din telefon ringer.
Du hører ikke opkaldet eller har ikke mulighed for at besvare lige nu.
Måske lægges en telefonbesked.
Din telefon registrerer det ubesvarede opkald.
Du opdager det ubesvarede opkald.
Du lægger din telefon fra dig.
Slut.
Ballade igen.
Endnu mere ballade, for…
“…du har vel set, jeg har ringet, ikk’?!”
“Tror du, jeg ringer, uden at ville noget?“
“Hvorfor ringer du ikke tilbage?”
…siger personen bag det ubesvarede opkald. Lettere fornærmet. Sur.
Kender du det…?
Du modtager en mail.
Du åbner mailen – læser mailen.
Du tænker: Den svarer jeg på lidt senere.
Tiden går. Hvornår er “senere” egentlig? Er det om kort tid? Lang tid? Aldrig?
Du glemmer mailen. Får ikke svaret. I hvert fald ikke lige nu. Heller ikke om et øjeblik. Måske i morgen. Mails kan drukne, – forsvinde i en mailboks.
Ballade endnu engang.
“Har du ikke set min mail?”
Jeg kender det godt. Jeg kender især til at være modtager af en sms, en telefonopringning en mail, som jeg ikke lige får svaret på sådan liiige med det samme. Ikke fordi, jeg ikke synes, det er vigtigt. Ikke fordi, jeg ikke har lyst. Ikke fordi jeg ignorerer. Ikke fordi jeg ikke gider. Bare fordi noget andet er vigtigere lige nu.
Måske går der en time…
Måske en halv dag…
Måske først i morgen…
Måske om en uge…
Måske får jeg slet ikke svaret på sms’en, ringet tilbage eller returneret en mail.
Men bør jeg det? Skal jeg have dårlig samvittighed?
Forventningerne er tilstede. Nu, hvor der ikke længere er tvivl om, at sms’en, telefonopringningen, mailen er modtaget.
I de gode gamle dage tog jeg min fastnettelefon, når den ringede. Hvis jeg var hjemme vel at mærke, for hvis jeg ikke hørte den, vidste jeg jo ikke, at nogen havde prøvet at få fat i mig. Ingen registrering af et ubesvaret opkald. Ingen nummerviser. Ingen indtalt telefonbesked. Ingen tegn på, at nogen prøvede at komme i kontakt med mig.
Jeg vil ikke stå til rådighed 24/7. Jeg vil selv bestemme, hvornår jeg besvarer en sms, et telefonkald, en mail. Jeg svarer, når det passer ind i mine øvrige gøremål, – når jeg har tid, – når jeg har lyst. Selvfølgelig kræver visse ting hurtig respons. Så skal der besvares prompte, hastigt, lynsnart, hurtigt… Men det afhænger af indholdet i sms’en, antallet af gentagne opringninger, vigtigheden af mailen.
Men ind imellem bliver selv jeg utålmodig! Hvis der fx går for lang tid, inden sønnike besvarer min sms eller mit telefonopkald, så vanker der. Og han ved godt, at når mor skriver “Er du død?”, så er det tiden at sende et lille livstegn afsted…
Og ja, jeg indrømmer: der anes en lille snert af dobbeltmoral…!