Jeg sidder i meditationssalen. Knæ og underben støtter på gulvet, lårene ligger tæt ind til den runde pølle og hændernes letfoldede håndflader støttes på overlårene. Hovedet knejser øverst på den ranke ryg, nakken er en smule bøjet. Øjnene er lukkede og blikket indadvendt.

Der er ro…
Fuldstændig ro!

…til trods for 20 menneskers tilstedeværelse i det smukke rum øverst oppe under taget. Solens kaster sine stråler ind ad de utallige himmelvendte vinduer. Varmen forplanter sig i kroppen og lysets skiftende intensitet fornemmes som en fjern, ligegyldig ting. Vi trækker hver især vejret dybt og langsomt og begiver os ud på hver sin rejse. Hver for sig, men stadig sammen.

Følelsen af samhørighed fylder kroppen.
Og følelsen af alene-med-mig-selv fylder kroppen.

De to følelser fletter sig smukt ind i hinanden. For det er muligt at være alene med mig selv, – alene, uden at føle ensomhed.

Efter præcis en time lyder et dybt dooong på syngeskålen yderside. Lydbølgernes vibrationer forplanter sig til alle kroppens celler, som langsomt vækkes til live. Den fatslåste stilling ophæves og blodet kan atter frit bevæge sig ud i de stive fingre, tæer, arme og ben. Øjnene blinkes nænsomt åbne og konfrontationen med den ydre verden bliver en realitet.

Jeg er på stilheds-retreat på Møn. Jeg kender ikke de øvrige 18 kvinder og heller ikke manden. I hvert fald ikke endnu, for siden vi ankom, har vi knap nok talt sammen. Introduktion til de 48 timers fuldstændige stilhed er stort set det eneste, der har fyldt det sociale rum. Og det fysiske rum.

Konceptet er klokkeklart:
Ingen stemmer i det individuelle rum
Ingen stemmer i det fælles rum
Ingen adspredelse i form af musik, tv, computer og telefon
Ingen input fra bøger, blade og aviser
Ingen øjenkontakt og nonverbal kommunikation
Ingen fysisk aktivitet ud over en stille gåtur i de smukke omgivelser
Ingen kropslig kontakt
Ingen kaffe og andre stimulerende drikke

Vi er alle iført løstsiddende klæder. Tykke sokker sikrer dels, at vi kan holde varmen, dels at det er muligt at bevæge sig lydløst rundt på de mange, lange gange. Overalt gemmer sig små hyggelige og hemmelige indhak og fælles opholdsstuer. Sækkestole, sofaer, lænestole, futoner og bunker af tæpper gavmildt placeret rundt på retreat-stedet. Ofte foran et stort vindue, hvor skyernes gang over den blå himmel er eneste ydre adspredelse. Levende lys blafrer i hvert et hjørne, i hver en vindueskarm og spreder hygge og behagelig stemning.

Dagens fire måltider indtages i fællesskab.
I stilhed.
Maden er vegetarisk og tilberedes af en lydløs kok i et lydløst køkken og serveres af en lydløs tjener. Kun bestikkets skramlen mod tallerkenerne, lyden af mad, der tygges og vand, som synkes, bryder stilheden. Her er tyst, tyst, tyst…

Madens mange smagsnuancer er fremtrædende, når den indtages i stilhed. De mange små forskelle i strukturen er bemærkelsesværdig. Varme bidder blandes med kolde bidder og efterlader nye og anderledes fornemmelser i munden. 

Dagene glider langsomt afsted. Timerne forsvinder, minutterne passerer og sekunderne tikker i det indre ur. Den indre verden vokser og bliver stor. Tiden er forunderlig: sommetider flyver den afsted og andre gange er den uendelig lang.

Tanker kommer og tanker går. Sindet fyldes af ro, fred, stilhed, – slapper af og slipper grebet om hverdagens bekymringer. Den tanketomme hjerneskal gør det muligt at være tilstede i kroppen. Mærke den og give den plads. Være i den og passe på den.

Efter 48 timer skal stilheden brydes. Syngeskålens dybe klang vækker stemmebåndet til live. Blidt, roligt og forsigtigt frembringes smukke toner i et fælles kor. Et smukt mantra synges ud i den store meditationssal oppe under taget. 20 ubrugte stemmer falder langsomt ind i mantraets monotone gentagelse af små ord. Min egen stemme fylder mit indre. Giver genlyd i alle kroppens hulrum. Vibrationerne i de 20 stemmer puffer luftens molekyler rundt i salen. Lydbølger kan føles og mærkes, især efter 48 timer i stilhed og langsommelighed, hvor alle sanser er blevet skærpet.

Jeg er som født påny.
Er lettet, rørt, bevæget, trist, glad, lykkelig…

Vi var 20 mennesker, som ikke kendte hinanden.
Vi er nu 20 mennesker, som kender hinanden.
Ikke i traditionel forstand, for vi har endnu ikke talt med hinanden.
Men vi har været sammen, følt hinanden og delt denne smukke oplevelse.
Smuk for mig som individ og smuk for mig som en del af et fællesskab.

Jeg har fået en gave.
Den ægte stilhed er svær at finde i en hurtig og travl hverdag, som er overloaded med lyde, indtryk, udtryk og ting, jeg skal forholde mig til.

Den ægte stilhed opstår, når sindet sættes fri og netop ikke behøver at forholde sig til noget som helst, hverken lyde, indtryk og udtryk.

1000 tak for gaven, Jørgen og Flora fra Mindfulness Akademiet 

Har du også sommetider kaos i kasketten? Kender du til tankemylder? Læs med og find ud af, hvordan det er…