Jeg har altid rejst meget. Som helt ung foregik rejserne sammen med veninderne. Men så snart jeg blev etableret i fast parforhold, blev rejserne pr automatik til kæresteture eller familieture med ungerne. Sidenhen er de blevet suppleret med spændende solorejser, som absolut også er værdifulde (det skriver jeg om en anden gang). Men for nylig vovede jeg pelsen og rejste afsted med venner…
Det lyder måske underligt det der med “at vove sig afsted med vennerne…”, men ikke desto mindre er det sådan, jeg havde det. Jeg har nydt at høre andres fortællinger om deres ture og rejser med venner. Jeg har hørt mange positive beretninger, men også enkelte skrækhistorier, hvor rejsen har været en lang uenighed om alt fra “stå-op-tid”, over “hvad-og-hvor-skal-vi-spise-i-dag”, til “hvad-skal-vi-lave-i-dag”. Skrækhistorierejserne er i værste fald endt med et brast venskab. Til gengæld er de vellykkede ture så givende for venskaberne i årene, der følger. Det indgående kendskab til hinanden udvikler en nærhed, som gir så meget i hverdagen udenfor ferierne. Nu var det store spørgsmål: Turde jeg virkelig satse et godt venskab? Jeg blev nødt til at få opklaret, hvad det er, der skræmmer mig? Jeg fandt ud af, at det groft set kan koges ned til tre ting:
- Jeg har selv en helt klar holdning til, hvordan en ferie skrues aller bedst sammen. Hvad nu, hvis vennerne ikke er enige? Hvordan får vi så alle en god tur?
- Jeg er en smule konfliktsky og ser helst, at alle er glade og tilfredse uden konfrontationer er nødvendige. Kunne det virkelig lade sig gøre at være tæt sammen en hel uge og stadigvæk nå til enighed om små og store beslutninger?
- Mine antenner stritter oftest i alle retninger. Jeg er opmærksom på alt og alle omkring mig og oplever jævnligt, at blive helt svimmel af at ville følge med i alle samtaler og alle aktiviteter. Ville jeg overhovedet kunne slappe af?
Som bekendt er jeg lige kommet hjem fra en ferie i Frankrig. Det var en ferie med både kæresten min OG et vennepar. Hvordan gik det så, med alle mine bekymringer forud for sådan en vennetur?
Ad. 1 : Enighed om feriens indhold og rytme
Vi havde fast base i Frankrig og havde lejet en bil til fire personer. Huset, vi boede i, lå langt ude ad små, snørklede landeveje oppe ad en bjergside for enden af en smal grusvej. Stedet var ensomt og privat, så hvis der skulle yderligere adspredelse til, skulle vi køre tur i bilen, vandre ture i naturen, eller gå ad små bjergstier til en lille bjerglandsby få kilometer fra huset.
Jeg elsker at vandre, elsker at slappe af med en bog, og elsker at tage på spændende udflugter. Heldigvis har både kæresten min og vennerne nogenlunde samme interesser. Måske ville vi ikke det samme hele tiden, men fordelen er så, at der næsten altid er en eller flere, som er med på en ide. Altså er det næsten hele tiden muligt at få opfyldt sine ønsker med en eller flere af rejsekompagnonerne. For vi kan jo bare være sammen på kryds og tværs og skal ikke nødvendigvis blive enige alle fire. Ofte foretog vi os alligevel ting sammen alle fire og hyggede os faktisk med det.
Ad. 2: Hvordan undgås uenighed og konflikter?
Uenigheder og konflikter har været en stor del af mit skrækscenarie. Hvad nu, hvis det blev en lang diskussion om små og ligegyldige ting?
Vi kom igennem ugen i fred og fordragelighed. Ikke på en påtaget og uægte facon, men fordi vi grundlæggende var enige om “nyde”. Vi ville nyde maden, nyde at slappe af, nyde at sove længe eller stå tidligt op, nyde samværet, nyde naturen, nyde solen, nyde at bade – bare NYDE, også selvom “NYDELSE” ikke nødvendigvis betyder det samme for os alle fire. Når vi fuldstændig undgik konflikter skyldtes det nok primært, at vi alle var rummelige og ærlige, når vi skulle nå til enighed om dette og hint. Samtidig var vi alle villige til at give os og indgå kompromisser og lære nyt af hinandens måder at gøre forskellige ting på. Faktisk udvikledes mine smagsløg på turen og jeg lærte at holde af både oliven, ansjoser og muslinger. Desuden rykkede den med mine grænser for fx nøgenhed. Læs evt. blogindlægget http://quindeliv.dk/trimmet-i-trekanten/
Ad. 3: At være “på” hele tiden!
Antennerne ude eller ej?! Opmærksomhed på lyde, samtaler, mennesker, behov, handlinger, aktiviteter – opmærksom på ALT! Problemet lå 100 % i mig selv og skulle løses i mig selv…
Jeg forsøgte virkelig – og jeg arbejdede hårdt -med at vælge de strittende antenner fra. Jeg blev rigtig god til at folde dem ind og være mentalt og fysisk tilstede, hvor jeg syntes, det var vigtigt i nuet.
- Hvis jeg ville fordybe mig i en bog, så var det i orden… Og det lykkedes!
- Hvis de andre sad og snakkede sammen, skulle jeg ikke nødvendigvis være en del af samtalen… Og det lykkedes!
- Hvis nogen tilbød at lave mad, skulle jeg ikke altid føle mig forpligtet til at hjælpe til… Og det lykkedes!
- Hvis jeg var trængte til en middagslur, så “nappede” jeg, selvom andre var aktive og i gang… Og det lykkedes!
- Hvis jeg hellere ville skive blogindlæg i sofaen, mens de andre så film, så skriv da for pokker… Og det lykkedes!
- Hvis …, – så…
Det hele er et spørgsmål om at finde balancen mellem at være sig selv og sine egne behov nok og samtidig være en del af teamet og fællesskabet. På en hel uge er der masser af tid til at begge dele… Selvfølgelig skal interesser og den grundlæggende kemi med rejsevennerne passe sammen, men oftest gør den jo også det, for hvorfor ellers være venner?!? En ting er sikkert: Det er ikke sidste gang, jeg tager på ferie med venner!
