The Golden Buddha vol. 2

QUINDELIV I THAILAND #4

DSC_5665_opt

Den rituelle handling er i virkeligheden begyndt for ti dage siden. Og først om 21 dage slutter den igen.  For så længe skal den unge mand isoleres fra sin familie og kæreste og bo i templet sammen med de fastboende munke. Han skal leve af almisser og befolkningens gavmildhed og selvfølgelig både bede og meditere flere gange om dagen. 

Den unge mand er Nams nevø. Har er i 20’erne og er netop blevet færdig som jurist. Nu er tiden inde til at føre ham gennem den traditionelle begivenhed, “Ny Buddha”, som alle thailandske drenge gennemgår på den ene eller den anden måde. Med fest eller uden fest, men med kronragningsritual, klædedragt og ceremoni i templet.

I denne familie er det MED fest. Ikke en lille fest, som holdes i familiens skød. Heller ikke en lidt større fest, hvor naboer og venner inviteres med. Nej, skal der være fest, så lad der være fest… Forhåbningen er, at 600-700 mennesker dukker op.

For 10 dage siden flyttede den unge mand op i templet. Kæresten har han ikke været sammen med siden. I hvert fald ikke alene. Hun har været på besøg, men følges tæt af tanten, som agerer anstandsdame. Hun skal tilse, at ingen fysisk kontakt finder sted, – drengen skal være ren og uskyldig, før han indtræder som “Ny Buddha”.

702935_10208957318634515_814573041_n_opt


10647583_10208957310754318_716171759_n_opt

Mens drengen har boet i templet, har familien været godt igang herhjemme. Der er mange forberedelser til en fest af den dimension. Marken, ved siden af huset, er blevet ryddet for højt græs og uønsket beplantning. Affaldet blever brændt og pladsen fremstår som den perfekte arena til en fest af de dimensioner. En kæmpescene er blevet kørt i position og diverse lysshows-anretninger stillet op. Fra hovedvejen og langs den lille vej til familiens hus, leder høje blå-grønne neonlys gæsterne på vej til festpladsen og centralt står en stor 7-8 meter høj vifteformet lysspreder, som skal sørge for hyggebelysning til festen om aftenen.

 

Køkkenet er stillet op under halvtaget ved siden af huset. Fem kæmpestore gryder står klar og bunker af grøntsager, kød og levende haner i bure står klar til den store dag. Køkkenpersonalet møder ind to dage før. Finder hver deres plads på den store platform, hvor bord og gulv er en og samme ting. Arbejdet foregår siddende i skrædderstilling på gulvet. Nogle skræller gulerødder, andre snitter agurker, ordner krydderurter, steger flæskesvær, koger grisefødder, tilbereder fisk, kylling, pølser, ris…

12825641_10208957313434385_2071043396_n_opt

12825580_10208957312994374_2017047487_n_opt

1418270_10208957313674391_2109655262_n_opt

12825395_10208957315154428_587311122_n_opt

Den tomme mark forvandles i løbet af få timer til en stor spiseplads. Tætpakket står mere end 100 borde. De grimme blå plastikborde beklædes med smukke duge i flere lag. Og til de tilhørende plastikstole er designet et stykke stof, som skjuler de skrappe farver og får bordopdækningen til at fremstå smuk og ensartig. På hvert bord er glas, skåle, pinde og skeer til 8 personer, samt diverse vand, sodavand, og en flaske whisky. Gæsterne forsyner sig selv med drikkevarer, når de møder frem til festen.

Fra sidst på eftermiddagen buldrer højlydt musik ud fra scenens store højttalere. Fire dansere er i gang på scenen, hvor tre sangere skiftes til at synge for det medlevende publikum. Orkestret er på plads og akkompagnerer de tre sangere. Det ene nummer afløser det andet i en lind strøm og den skingre thai-musik er det første, der møder festens mange gæster ved ankomsten til festpladsen.

Gæsterne begynder at  dukke op, men for at få adgang til festpladsen, passeres en smuk blomsterprydet portal, hvor gaven skal afleveres. Gaven består, for alles vedkommende, af en kuvert med penge. Hvor mange penge hver gæst afleverer, er ikke vigtigt, – alle bidrager med så meget, de kan undvære. Pengene skal dække en del af værtsfamiliens udgifter til afholdelsen af festen. Faktisk er det en slags avanceret sammenskudsgilde. 

DSC_5625_opt

På kort tid er stort set alle borde fyldt op. Serveringspersonalet navigerer behændigt rundt mellem de tæt opstillede borde, balancerende med spande fyldt til randen med isterninger, fade overdænget med traditionelle thai-retter, brugt service og supplementer af drikkevarer.

Adskillige gange kommer de med nye fade til vores bord og de delikate retter dækker alt lige fra diverse pølservariationer, til langtidskogt svineskank, friskgrillet fisk, grøntsagswok med sprøde flæskesvær, stegte ris og små farvestrålende gele-desserter.

Alt imens de mange retter skylles ned med whiskysjusser, buldrer musikken fra den enorme scene. Det er umuligt at snakke under middagen, så alt klares med tegnsprog og tilfældige fagter. Her er sprogbarrieren ubetydelig og vi nyder maden og tilkendegiver vores begejstring via nik og anerkendende blikke.

DSC_5621_opt

Musikken stopper ikke på noget tidspunkt og efterhånden som folk ved de enkelte borde er færdige med at spise, bryder de op og begiver sig hjemad. Os, som holder længst ud, indtager dansegulvet lige nedenfor scene og bevæger den forspiste krop til de thailandske rytmer.

Ved midnatstid lukker og slukker festen. Tilbage er nu kun oprydningen på pladsen, men det klares i morgen, inden “Ny Buddha” kommer hjem og hilser på familien, tæt fulgt af templets fastboende munke, som skal være omkring ham de næste tre uger.

DSC_5640_opt

Her kan du læse  “The Golden Buddha vol. 1”

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *