For lidt over to år siden blev jeg langt om længe raskmeldt efter min 11 måneder lange stressperiode. En tid, som på mange måder vendte fuldstændig op og ned på mit liv. Jeg mistede min handlekraft, mit billede af mig selv og mit job.

Dér – på den anden side af mit livs nedtur, havde jeg en uimodståelig trang til at genfinde mig selv. Hvem var jeg? Hvad formåede jeg? Og hvordan skulle jeg forvalte min fremtid?

Derfor besluttede jeg at drage ud i verden. Ud på egen hånd, hvor jeg ikke var ansvarlig for andre en mig selv. Ud, hvor jeg var tvunget til mærke mig selv og mine behov, socialisere med fremmede mennesker og genfinde glæden ved – og troen på – livet.

Her følger mine “gamle” rejsebreve. De skriv, som var min forbindelse til familie, venner og bekendte i Danmark. De gengives i deres originale form og er den helt spæde start på min blogging-karriere her på Quindeliv. Det vidste jeg dog ikke noget om dengang…

Rejsebrev #1 d. 25. oktober
Rejsen: København – London – Hongkong – Yangon

Pias tanker og oplevelser på rejsen i Myanmar og Australien. Oktober 2014 – januar 2015

Pause i Hongkong…. 

Efter en næsten 12 timer lang flyvetur er det rart at sidde ned (altså med mulighed for at kunne have benene over kors, vrikke fra balle til balle, strække benene ud og fylde godt med albuerne) og nyde en kop kaffe, som står på et bord. Turen har været rolig og behagelig, men laaaaang…

Eventyret startede i Odense kl. 15 i går eftermiddags, hvor Caroline og Nikolai satte mig af på banegården. Vi var med vilje i god tid, for de røde øjne skulle helst skjules for mine medpassagerer i gomore-liftet, som ventede forude. Det var faktisk ikke helt nemt at være den, der forlader skuden i så lang tid. Det plejer at være omvendt, hvor jeg er den derhjemme, der holder skansen og fortsætter hverdagens rutiner. Nu var rollerne pludselig byttet om og Caroline havde sågar kreeret madpakker og sørget for lækker æble/hyldeblomstdrik til min rejse. At sige farvel til en lille yndig sovende prinsesse var heller ikke nemt. Hvad sker der ikke med sådan en størrelse på 2 1/2 måned? Olde tror, hun kan gå, når jeg kommer hjem, men mon ikke det er lidt for optimistisk. Jeg har regnet ud, at hun højst vokser 5 cm – det kan jo næsten ikke ses…

Anders, som var chauffør på liftet kom hele 3 kvarterer for sent pga. trafikuheld og kø i Jylland. Det lykkedes os 3 ventende passagerer at finde hinanden og Frederik og Kristoffer, to unge gutter i 20 års alderen, var nemme at snakke med. Det var pudsigt at opleve, hvordan der konstant dukkede fælles referencer op i løbet at hele køreturen. Frederik fortæller, at han læser idræt på SDU og desuden lige er begyndt på historie. Anders har en kandidat i idræt og Kristoffer er droppet ud af historie. Frederik kommer fra Frederiksberg, hvor Kristoffer om aftenen skal være hjælpespiller på det fodboldhold, som Frederik plejede at spille på. Kristoffers mor er lærer og som om det ikke var nok, er hun oven i købet sygemeldt lærer med stress. Sådan flettede vores liv og livshistorier sig konstant ind i hinanden og det var en rigtig rar oplevelse at komme til København på den måde: billigt, hyggeligt og horisontudvidende.

Københavns lufthavn var som den plejer, ligeledes var Heathrow, hvor der var godt med stress på. Flyet var 30 minutter forsinket. Det betød, at der kun var 1 time til at nå det næste fly. Med både en togtur og en bustur for at komme til den rigtige terminal var det lige til øllet. Da det så viste sig i gaten, at flyet var en del forsinket, faldt der ro over tropperne og der var rig mulighed for at nyde pianistens spil fra det store flygel, der var stillet op til fri afbenyttelse i gatens venteområde. Med marmorgulve, rå stenvægge og et forholdsvis tomt lokale var akustikken perfekt og ventetiden var ren nydelse. Det var en utrolig dygtig passager, der indtog pianoet. Fik forøvrigt aldrig takket og rost ham for den skønne pausemusik!

Hvad laver man i Hongkong i 4 timer…. Kigger på utallige butikker, forsøger at finde ud af, hvad Hongkongdollarkursen står i – uden internet vel og mærke, drikker kaffe, skriver rejsebrev og læser lidt om det spændende land, som venter på at blive udforsket om 6 timer.

…

Så landede flyet i Yangon, Myanmar. Kroppen er godt forvirret efter at have bevæget sig frem og tilbage over flere tidszoner indenfor det sidste døgn. Her virker rart indtil videre i denne sene nattetime. Klokken er nu 1.06 og det er tid at få indstillet krop og psyke til en døgnrytme, der passer med tiden i landet.

Undringsspørgsmål, som skal opklares i morgen:
Hvorfor lugter landet jordslået og hengemt?
Hvordan fungerer det, når både biler og trafik er højrestyret? Var lige ved at snuppe taxichaufførens plads bag rattet…