Så er der svar på sidste rejsebrevs spørgsmål, hints til gode steder i Yangon og spændende dyr på programmet…

Rejsebrev #2 d. 28. oktober
Yangon – Hovedstaden i Myanmar

Pias tanker og oplevelser på rejsen i Myanmar og Australien
Oktober 2014 – januar 2015    

Tre dage i Yangon har gjort mig i stand til at besvare undringsspørgsmålene fra sidste rejsebrev: Højrestyrede biler i et højrekørende land er en del af Myanmars forsøg på at løsrive sig fra englænderne og deres kolonisering af dem.  I 1970 højrevendte militæretstyret trafikken over en nat. Bilerne placering af rattet er bare ikke fulgt med. Det skyldes dels, at rigtig mange biler er fra før 1970, dels at Myanmar importerer billige japanske biler (fortrinsvis Toyota’er), som også stadig har rattet placeret til højre. Indtil videre har jeg kun set en eneste bil, som var venstrestyret. Det giver lidt udfordringer i trafikken, men de klarer det forbavsende godt i forhold til  den trængsel, som er med masser af fodgængere, cyklister, cykler til transport af enorme – og mange – sække, lastbiler, store busser og små høns, der også lige skal passes på…. Faktisk har jeg kun hørt og set en eneste ambulance i dagene i Yangon. Så det er vel egentlig ret gode tegn…

Ja, Yangon er er travl by. Der er mange, mange mennesker overalt og jeg tror, de fleste af dem arbejder, spiser og sover i det samme rum, fx på ladet af en lastbil, eller i et lille overdækket pindeskur af bambus. Dér kan de sælge brugte sko, plasticdyr til børn, underbukser til mænd, smartphones, mad, dvd’er, ure, paraplyer, ris, blå plasticrør, vandhaner, mursten – kun fantasien sætter grænser. Selvfølgelig findes også ‘rigtige’ butikker med uniformklædte ansatte, som nok lever i de huse, der jo også er. Fælles for de fleste dem af dem er, at de ser glade og tilfredse ud. Det er et meget smilende og venligt folkefærd. De er også nysgerrige og vil gerne snakke. Desværre er deres engelsk ofte meget dårligt og kan lige række til “how are you” og “where are you from”. Ærgerligt, for det ville garanteret være vældig interessant at høre mere om deres liv og hverdag.

Dagene er som regel startet med et kig i Lonely Planet – min rejsebibel. Så udvælger jeg nogle anbefalede seværdigheder, som ligger i en passende afstand fra hinanden. Med et downloadet kort på telefonen, virker gps’en hele dagen, og så er det bare med at komme derudad. Jeg har gået utrolig meget, har haft held til at finde vej hver gang og flottet mig og taget en taxa tilbage til hotellet efter mørkets frembrud til den sølle pris af 3000 kyats (= 18 kr.) for en halv times kørsel.

Nogle af de udvalgte spots har bl.a. været:

• Aung San marked – stort indendørs og udendørs marked i flere etager. Det kræver godt overblik og en god stedsans at navigere rundt. Jeg oplevede at gå i ring flere gang (til trods for telefonens gps-kort). De sælger alt, som almindelige mennesker har brug for. Det kan lade sig gøre at prutte om prisen, men det kan være svært at få sig selv til det, for det er så rørende billigt i forvejen. Dagens nødvendige indkøb: et tørklæde til brug som nederdel. Det er ikke passende at vise knæ, fandt jeg ud af…
• Yangon Zoologiske Have – hvor der er masser af spændende dyr, som har det ganske forfærdenligt. Deres indhegninger er små og kedelige og så er det stadig tilladt at fodre dem. Jeg synes, girafungen var meget fascinerende, da den stak hovedet helt ned, så jeg kunne klappe den på mulen. Nogle af de andre gæster prøvede at friste den med en banan, men det kunne den ikke li’. Mens jeg stod der, kom jeg til at kigge rundt. Jeg opdagede, at jeg var lige så meget en attraktion, som giraffen var. Det var mig, de lokale tog billeder af og ikke dyret!!! Nå, tænkte jeg bare, så får vi da alle noget for pengene…
• Sule Paya  – (paya betyder Pagode), som har den mest underlige placering. Den er 46 m høj, 2000 år gammel, flot og guldbelagt. Men den ligger midt i en 4 sporet rundkørsel! Med den trafik, er det ikke verdens letteste ting at komme helt ind til den – det er faktisk med livet som indsats, så den blev betragtet på afstand
• Shwedagon Paya, som er et must-see. Den er byens vartegn og stikker – med sit over 100 m høje guldbelagte stupa (spir) – højt over byens tage og kan ses fra næsten hele byen. Den er centrum i et meget religiøst område, hvor buddhistiske pilgrimme kommer farende til for at opleve den religiøse magi på stedet. Og tænk så meget guld (27m³) og tusindvis af diamanter og andre ædelstene, der er samlet der. Fascinerende!
• Diverse parker, fx People’s Park og Kandawgui Lake. Skønne steder at slippe lidt væk fra storbyens larm og trafik. Det synes også Yangons mange kærestepar, som mødes der og udveksler stjålne kys og kærtegn.
• Chaukhtatgyi Paya – hvor hovedattraktionen er en 65 m lang, liggende Buddha-figur og
• Ngahtatgyi Paya, som bl.a. indeholder en 14 m høj siddende Buddha. Begge buddhafigurer er omgivet af stor respekt og mange mennesker kommer der dagligt for at bede og ofre til Buddha. Der var en ivrig buddistisk mand, som glædeligt viste mig rundt i begge Buddha-templer og forklarede på gebrokkent engelsk, hvad de forskellige buddhatyper symboliserede. Som en sidegevinst viste han mig de tilhørende klostre, hvor der boede henholdsvis munke og nonner. Jeg overværede deres meditationer, deres aftensmåltid og så deres boliger og skoler. Deres liv er meget simpelt og de går rundt og missionerer dagen lang. De lever af almisser og mad fra den øvrige befolkning. Munke og nonner opfostrer forældreløse børn og er meget vellidte og velansete i samfundet. Alle er kronragede, både drenge og piger, mænd og kvinder, så det er kun klædedragtens farve, der afslører, hvilket køn det er. Det virker meget anakronistisk, når en munk eller nonne trækker sin iphone op af tasken og ringer eller sms’er…

Selv om seværdighederne er smukke og overvældende, foregår det mest spændende alligevel på gåturene mellem de forskellige steder. Det er interessant at sidde og observere folk på et dørtrin i silende regnvejr. Mange af dem har malet deres kinder med en hvid mineralmasse. Nogle er malet med runde cirkler, andre streger og de mest ekstreme har hele ansigtet smurt ind. Det er solbeskyttelse! Men om det er mere end det, skal jeg finde ud af… Siddende der, går mange folk forbi. Bl.a. en traditionel kvinde med ankellangt skørt på og en bluse, som dækker skuldrene. Hun sender en ordentlig ‘snotter’ i rendestenen, vender sig om og stikker mig det største røde smil. Hendes tænder og hendes spytklat er gennemfarvet af en rød tyggetobak, som rigtig mange bruger. Mens jeg sidder der, laver jeg også lidt statistik:

• 99 % af kvinderne har lange kjoler på
• 20 % af alle er undervægtige (iflg. vores idealer)
• 0,1 % af alle er overvægtige (iflg. vores idealer)
• 90 % af alle mænd har – bogstavelig talt – kjole og hvidt på: langt lændeklæde og hvid skjorte. Come on, danske mænd – hvor kommer jeres udtryk “kjole og hvidt” egentlig fra?

Det er også sjovt at gå ind på en af de mange te-barer, der er overalt. Der er altid gratis te på termokanden, som står til fri afbenyttelse på bordet. Når der kommer en udlænding ind, kaldes det som regel på den yngste tjener. Han eller hun er ofte ikke mere en 6-8 år gammel, men er alligevel den, der er bedst til engelsk. Men hvorfor går de stakkels børn ikke i skole?

Nu går turen så videre op nordpå til Hsipaw, hvor der skulle være utrolig flot at trekke. I dag på hotellet mødte jeg en belgisk kvinde, som havde været der for et par uger siden. Hun fortalte begejstret om turen i bjergene, den smukke natur, overnatning hos de lokale landsbyboere osv. Men, sagde hun, hun var altså nødt til at advare mig om, at vi nok mødte gorillaer. Hun fortalte, hvordan gorillaerne pludselig stod foran dem, de var helt tæt på, nogle af trekkerene nåede endda at få billeder… Men vær helt rolig, sagde hun, der skete ingenting og de var ganske ufarlige. Mens hun fortalte kørte den vildeste film i mit hoved. For mindre en tre uger siden havde jeg set gorillaer i Washington Zoo. Ok, hunnerne var ikke så store, men hannerne er gigantiske!!! Jeg tænkte på flugtmuligheder – det nytter jo ikke rigtig at klatre op i et træ og at stikke af til fods, var vel også urealistisk?!! Måske er de tamme?, tænkte jeg. Menneskerne i bjergene er jo vant til dem og fodrer dem måske? Filmen kørte lystigt derudad, mens hun fortalte videre. Pludselig sagde hun, at de havde nogle store “guns” med og jeg blev klar over, at jeg havde misforstået noget i den her samtale. Det viser sig, at hun mente (og nok også sagde!) guerillas. Noget gik op for mig, især da jeg kom i tanke om taxichaufføren, som dagen før havde nævnt noget om den nationale hær, der kæmpede mod nogle lokale grupper oppe nordpå.. Filmen med de velvoksne gorillaer sluttede ret brat og jeg blev pludselig mere rolig. Så er spørgsmålet bare: hvad er værst at møde: “gorillaes” eller “guerillas”? Det bliver nok opklaret i løbet af dagene i Hsipaw…

Busturen til Hsipaw varer 14 timer. Det er en luksusbus, men det vil jeg altså se, før jeg tror det. Jeg er dog blevet positivt overrasket! Sæderne er brede og bløde med mulighed for indstilling af både ryglæn og benstøtte. Det er næsten muligt at komme helt ned i vandret position og der er bløde tæpper til hver plads. Der er stewardesser, som serverer vand, bolsjer, kager, energidrikke OG giver nakkemassage (dog med massagepude) undervejs. Efter 12-13 timer udleveres en tandbørste og en vaskeklud og der er personlig vækning af den enkelte passager, når vedkommendes endestation er nået. Eneste minusser var de højlydte myanmarske film, der kørte på fjernsynene, min nabo, der spillede candycrush MED LYD i to timer, min genbo, som hørte myanmarsk musik på sin telefon SAMTIDIG med candycrush og film, den højlydte snorken fra ham bagved, som var faldet i en rigtig dyb søvn og så en, som blev køresyg og brækkede sig. Alt i alt alligevel en god måde at komme fra et sted fra et andet, selvom 1/3 af turen foregår på uasfalterede veje…

Forresten… Undringsspørgsmålet fra sidste rejsebrev: lugten i Myanmar vænner man sig til. Luftfugtigheden er meget høj og med daglige regnskyl, varer det længe før de våde ting tørrer. Kloakkerne er ikke særlig gode og mange steder graver de noget slamagtigt op af tilstoppede kloakker. Det lugter rigtig ækelt. At bl.a. brusevandet fra mit hotel (- og nok også mange andre steder) bare løber ud ad et hul i væggen, gør det ikke bedre. Affald bliver også smidt på gaden, så det ene med det andet, så har stanken gode odds. Heldigvis fortrænger duften af spændende krydderier lugten af jordslåethed og hengemtheden er vel meget naturlig, når landet først er blevet fri af militærjuntaen i 2010… Det føles i hvert fald som at træde 100 år tilbage i tiden.

Nu gælder det Hsipaw – næste nyt derfra…

Gæt et dyr (eller to, er det faktisk..!):

P.S. Billedet længere oppe er friturestegte græshopper – har endnu ikke været modig nok til at sætte tænderne i sådan en!