Om bl.a. gorillaer, guerillaer, trekking, vabler og munke, familieboliger, primitive bade og lækker kropsmassage.

Den smukke natur er eliksir for sjælen. Det samme er de glade mennesker, som – trods en arbejdsdag fra solopgang til solnedgang – alligevel ikke viser det mindste tegn på overbelastning og stress. Skal vi lære af dem, eller skal de lære af os?

Rejsebrev #3 d. 2. november
Hsipaw og trekkingtur

Pias tanker og oplevelser på rejsen i Myanmar og Australien
Oktober 2014 – januar 2015

Nej, vi mødte ikke nogen gorillaer og nej, vi mødte heller ikke nogen guerillas… Det er dog et faktum, at de – altså guerillaerne, færdes i området omkring Hsipaw. Jeg forsøgte at få vores trekkingguide til at fortælle os, hvorfor det nationale militær slås mod sit eget folk. Det var ikke sådan lige til at få et svar på. Der er forskellige “stammer”, som er bosat i forskellige stater i Myanmar. Jeg tror nok, at nogle i Shan-staten, hvor Hsipaw ligger, ønsker en selvstændig stat. Det er stadig lidt farligt at tale åbent om politik, så jeg pressede ikke på, for at få ham til at fortælle mere, end han havde lyst til. Han sagde ellers, at skulle vi møde ‘the guerillas’, så var de meget venlige og ville gerne drikke te med os, men det blev altså slet ikke aktuelt.

Hsipaw er en lille hyggelig landsby, som så småt er ved at udvikle sig til en lidt større by. De fleste af vejene er asfalterede og der er faktisk også et enkelt lyskryds. Det er nu mest for syns skyld, for det bliver alligevel ikke respekteret. Der er een gennemgående gade – hovedgaden – som fører fra landevejen og ned til floden. Byens beboere synes at køre gentagne gange op og ned ad den hovedgade i løbet af meget kort tid. Jeg tror faktisk bare, de skal være helt sikre på, ikke at gå glip af noget.

Hovedgaden er desuden spækket med restauranter, men det er slet ikke sådan en type restauranter, vi kender. Det er små skure og telte, som er sat op og derinde er installeret små primitive køkkener, hvor maden tilberedes over specielle ildsteder af ler, hvor en gryde kan placeres ovenpå. . Rindende vand har “restauranterne” ikke, så vand til madlavning, opvask og til at drikke, opbevares i spande og baljer dagen lang. Menukort findes ikke, – du kigger bare i gryderne. Det er primært grøntsagsretter, da kød er meget sjælden spise. Det er alt for dyrt! Maden smager sådan set fint, men det er lidt af en overvindelse at spise noget, man ikke rigtig ved, hvad er. Om ikke andet, så kan du være 100 % sikker på at få ris hver gang – både morgen, middag og aften.

Den primære grund til besøget i Hsipaw var at trekke i de smukke bjerge med den fascinerende natur. Om det var en 14 timers bustur værd? JA!

Vi startede tidligt torsdag morgen, en lille gruppe bestående af Rose og Rachel fra Holland, en lokal guide, Sunam, og mig selv. Vi skulle på en tre-dages tur med to overnatninger i fjerne landsbyer hos lokale familier. Vi var forventningsfulde og også fulde af energi, så vi lagde ud i et godt tempo. Første stop var tæt på Hsipaw, hvor der ligger Myanmars største risnudelfabrik. Jeg vil tro, den kunne ligge i vores baghave!!! Det var en primitiv trælade med nogle store kar, som manuelt blev fyldt med ris og vand. Risene skulle trække i vandet i flere timer, alt imens fire fødder, tilhørende to unge fyre,  trampede rundt oppe i dem og sørgede for, at de blev godt mast og vædet med vand. Et brændefyr varmede vand op til dampning af risene og en håndsvingsdrevet rulle, trykkede rismassen flad, mens en anden håndsvingsdrevet rulle skar dem ud a la pasta. Så blev de hængt til tørre på  tørresnore udenfor i solen, hvor fluerne sværmede lystigt omkring. Den efterfølgende dag var nudlerne tørre og klar til at blive pakket i papkasser, – fine og hvide, uden spor af fluer og andet snavs. Utroligt, at det kan lade sig gøre at forsyne et helt land med Shan-risnudler med så primitiv en produktion.

Turen fortsatte videre gennem den smukkeste natur, hvis risbøndere gik og høstede årets udbytte, majskolber blev plukket og lagt til tørre, sesam blev sået, market blev pløjet af vandbøffeltrukne plove og ukrudt blev fjernet med hakker. De knoklede i solens hede stråler, mens vi travede lystigt videre op ad bjerget.

For Søren, det var hårdt i den bagende sol. Men Sunam sørgede godt for os med antidehydrerede pulver i drikkevandet og forskellige sukkerholdige snacks, så efter 6 timers konstant vandring OPAD vel at mærke, nåede vi den 130 familier store landsby, Pankam.

Her blev vi præsenteret for vores værtsfamilie: oldemor, bedstefar, bedstemor, et ukendt antal voksne døtre og sønner og et enkelt barn. De boede alle i huset, som bestod af stue med ildsted på gulvet og tre senge/madrasser og et soveværelse med senge til resten af familiens medlemmer. Køkkenet, hvor diverse grøntsager stod på gulvet, ude på balkonen. Toilettet var i et lille indelukke bagerst i urtehaven, ‘badeværelset’ i en ladebygning og vandbøflen tøjret i grøntsagsbedet. Der var ikke indlagt hverken vand eller afløb, så de stakkels mennesker hentede hver dag vand fra landsbyerne centrale vandpost og bar det hjem. Spildevandet fra både madlavning, opvask, bad og toiletbesøg løb ud og gødede jorden. I det samlede regnskab forurener familierne her en del mindre end os andre, da de hverken har biler, elektricitet, emballageaffald mm.

Vi fik lækker frokost bestående af ris og 4-5 forskellige grøntsagsretter. De bruger ALT, hvad der overhovedet kan spises, så blade fra træer og buske, endog afhøvlet bark fra et træ, blev tilberedt meget smagfuldt. Dagens sidste solstråler blev nydt på en bakketop i landsbyen, hvor solen langsomt forsvandt i horisonten. Folkenes levebrød er tedyrkning og de er omgivet af teplantager, hvor alle de unge – dvs. alle, på nær bedste- og oldeforældre, er beskæftiget fra 8-17 hver dag med at nippe de nyeste skud af tebuskene. Den ældre generation passer de børn, som endnu ikke går i skole, hvilket vil sige dem, under 6 år. Efter 5 års skolegang er de unge enten klar til at bidrage i teplantagen eller blive gift og stifte familie, og så fortsætter rutinen… De er glade, smilende, virker ikke slidte, til trods for, de arbejder hver eneste dag hele ugen, hele måneden, hele året, år efter år, efter år…!

Ca kl. 19 lagde oldemor sig til rette på madrassen ved siden af ildstedet. Her faldt hun hurtigt i søvn, selvom vi sad og snakkede, drak te og spiste ristede nødder. Vi selv gik heller ikke sent i seng. Det bliver mørkt allerede kl. 17.30, så kroppen bliver lidt snydt. Der er ikke alt muligt elektrisk lys til at distrahere den biologiske døgnrytme, så kl. 21 lå vi alle troligt på vores madrasser med insektnet godt fæstnet underneden. Vi havde skam noteret os de kæmpestore edderkopper, med et benspænd på 10-12 cm, som vandrede rundt, så vi skulle ikke risikere noget…

Når klokken er 4.30 begynder den første hane at gale, bedstemor er i gang med at få ild i gløderne fra i går og vandet i støbejernskedlen koger allerede til dagens første kande te. Det betyder, at dagen er i gang – også for gæsterne. Morgenbadet blev en kold fornøjelse, men det fungerede upåklageligt med små bøtter, som rislede koldt vand ned ad ryggen på os. Allerede ved 8-tiden spændte vi vandrestøvlerne på og begav videre på vores færd op ad bjerget.

Vi passerede en 3-4 små landsbyer. Folk smiler og hilser og børnene kommer løbende hen til os. De vil snakke og lege, se billeder på vores kameraer og kan allerede sige “hello” og “goodbye” til os fremmede gæster. Fælles for hver eneste landsby, stor som lille, er, at der altid er en skole og et kloster. I klostrene bor munke i alle aldre. De kan først komme i klostret, når de er 6-7 år, men det er altså også bare nogle meget små drenge. De kommer i klostret af forskellige grunde:

• Nogle er blevet forældreløse og er nødt til at blive forsørget af klostret
• Nogle familier afleveres et eller flere af deres børn til klostret, hvis de er kommet i økonomiske vanskeligheder. Så bor børnene det, indtil familien er kommet på fode igen, – måske et år eller to, måske til evig tid. I klostret går de i skole og de forsørges af de enkelte landsbyers familier. Hver familieenhed bidrager med en eller flere retter til klostrets måltider hver dag. Der ud over får munkene almisser. Folk ser ikke ned på munkene, men hjælper dem, som man hjælper folk i nød. Der er prestige i at være munk, som missionerer og forkynder buddhismen.

Vores anden værtsfamilie boede i en anden landsby, hvor der tilfældigvis var buddhistisk festival. Det betød, at 24 ledende munke fra de omkringliggende landsbyer var inviteret til at bo i munkeklostret, som, i anledning af festivalen, var flot pyntet op med blomster og masser af offergaver. Dagen lang, 24 timer i døgnet i en hel uge, messede hver enkelt munk dagligt i en time. Bønnerne blev sendt ud over landsbyen via en stor og gennemtrængende højttaler, så de kunne høres nært og fjernt – også om natten! Folk strømmede til klostret, hvor de mediterede eller bad og drak helligt vand. Der var en helt speciel stemning, både i og omkring klostret. Jeg blev inviteret ind i munkenes stue, hvor der blev serveret frugt og snacks, røget cigarer og snakket. Da stuen samtidig var soveværelse for de 34 munke, som allerede boede fast i klostret, lå en del på deres plads i den meget brede 34 personers seng, som var stillet op langs den ene væg. Absolut ingen luksustilværelse, men igen: glade og tilfredse mennesker.

Denne overnatning hos vores værtsfamilie var en udfordring. Vi var ca. 9 udenlandske gæster, samt tre guider, der sov side om side på loftet – dog pakket ind i hver vores insektnet. Bag en tynd bambusvæg lå en del af værtsfamilien selv og sov. Den største udfordring var dog munkenes messen af de buddhistiske vers, som gennemsyrede en ellers fredelig og rolig nat, langt, langt væk fra byens oplyste gader og motorstøj.

Næste dags tur var nærmest ren afslapning. Nu gik turen primært ned ad bakke, – en aflastning for vores vablede hæle, som i to dage havde vandret op ad bjergenes stier og skråninger. Vi var glade, da vi nåede i bund og opdagede, at vi blev hentet i ‘taxa’ – en tri-cykel drevet af en knallertmotor. Så slap vi pludselig for at gå de sidste 10 km hjem. De sidste tre dage blev der tilbagelagt ca. 45 km. Det var en passende mundfuld for både Rose, Rachel og mig selv, – kun Sunam synes at være  upåvirket at den lange trekkingtur. Og han var endda den eneste, som ikke var iført fancy vandrersko og svedtransporterende tøj. Måske gør vi det sommetider en smule mere avanceret, end det er nødvendigt…?!

Dagen blev afsluttet med et par lækre frugtsmoothies,  gadekøkkenmad, samt en times kropsmassage til os hver. Og for første gang i tiden i Myanmar, var der varmt vand i brusebadet – den rene luksus…

Hsipaws økonomiske scoops:

• mad i et gadekøkken: suppe, ris, grøntsagsret, agurker, dip og vand: 3 kroner (endda uden at få dårlig mave til trods for, at risene blev øst op med hænderne og vandet taget fra baljen, som havde stået på bordet i adskillige timer)
• nykogt donut fra bageren på hjørnet: 60 ører
• en times shiatsu-massage: 24 kroner

Note til mig selv:

• Kolde bade er OVERvurderede
• Pedaltoiletter fungerer faktisk ganske glimrende 😉

Løsning fra rejsebrev #2:
Flodheste med mundene på vid gab. De vil fodres og de bliver fodret!
(Findes dog kun i zoo)