Hvad er det ved rejser, som har så stor en effekt på mig og alle andre? Er det dét at blive hevet væk fra hverdagens forpligtelser? Eller er det mere indsigten i andre menneskers liv og livsvilkår, som sætter tingene i perspektiv?

For mig er det kombinationen.
Det, at jeg er væk fra min dagligdag sier en masse spekulationer og overvejelser fra og frigiver plads til nye indtryk. Livet forsimples, når de grundlæggende behov er dækket: Der er en seng at sove i og adgang til mad. Og så er der faktisk ikke meget andet, som optager plads på den  mentale harddisk.

Det betyder måske en fordeling på “hard-disken” á la 2 % kapacitet til basale behov og 98 % frigivet til sanseindtryk og umiddelbare oplevelser.

Rejsebrev #4 d. 5. november
Fra side til side, op og ned og rundt i Mandalay

Pias tanker og oplevelser på rejsen i Myanmar og Australien
Oktober 2014 – januar 2015

Turen til Mandalay skulle foregå med tog, havde jeg besluttet. Der er entydige meninger om komforten på sådan en togtur (de er ikke positive), men delte meninger om, hvorvidt  det er værd at prøve eller ej.

Faktum er, at jeg skulle fra et sted til et andet og mulighederne var enten bus eller tog. En sidegevinst ved at vælge tog var desuden, at vi ville passere den dybe viadukt, Gokteik, som skulle være utrolig smuk, høj, lang og faktisk også ret faldefærdig. Altså blev det tog, 6 timer på ‘ordinary class’, som er vogne med træsæder, hvorimod sæderne i ‘upper class’ har polstrede sæder. Prisforskellen var ellers til at overskue: 9 kroner mere for et polstret sæde, men jeg tænkte, at oplevelsen blandt de lokale ville være træsædet værd, så sådan blev det.

Og det var en oplevelse! Myanmarerne er så søde og venlige (har jeg nævnt det før?!!) De hjælper, hvor de kan komme til det, byder på mad, og er bare venlige og opmærksomme. Togturen gav et godt indblik i deres måde at rejse på. Det er almindeligt at medbringe mad til turen. Fx havde familien overfor stabelbare metalbøtter, 4 ialt – en til hver person, fyldt med ris. Tilbehør til risene købes på stationerne, hvor sælgere går rundt og tilbyder alverdens mad, frugt og snacks. Bl.a. kan købes sovs, grøntsager og kød, som leveres i små plastikposer. De hænges så op på små knager langs vinduerne i toget, indtil de skal fortæres.  Spisning foregår med fingrene og det der spildes, det spildes og ryger bare ned på gulvet til alt det andet skidt og snavs, der er samlet der. Jeg var så heldig at få lov at holde familiens ca. 5 mdr. gamle baby, mens de spiste (jeg har jo lidt abstinenser!). Her opdagede jeg, at babyer ikke bruger bleer, men tisser de, så er det bare ærgerligt og så skifter man da bare bukser på den lille størrelse. Dermed også en forklaring på, hvorfor de altid medbringer så meget babytøj. Tisser de på de voksne, så tørrer det alligevel hurtigt i varmen…

Det er utroligt, hvor mange tasker, pakker, kurve, og pakkenelliker en familie kan medbringe. I et af tilfældene lignede det nærmest en regulær flytning fra et sted til et andet, så meget havde de med: Store trækasser, papkasser, net, plasticposer og lidt flere trækasser. De stables så op på sæderne, mellem sæderne, i ‘bagagenettet’ og på gangene. Men intet problem. Folk gør bare plads, ingen sure miner, selvom bagagen fyldte hele gangen og det nærmest var umuligt at kante sig forbi. Folk placerer sig så bare ovenpå deres habengut og får faktisk arrangeret nogle ret gode sovepladser der.

Da toget nærmede sig den berømte viadukt, sagtnede det farten. Broen skulle passeres langsomt og forsigtigt for ikke at “stresse” broen mere end højst nødvendigt. Og godt for det, for den knirkede og bragede, så det var et held, den holdt. Men smukt var det og en grænseoverskridende oplevelse at sidde i et gammelt tog på en –  over 100 m – høj, vakkelvorn stålkonstruktion, der mirakuløst holdt til, at endnu et tog passerede. Selvom det i princippet er forbudt at fotografere hang både turister og lokale ud ad vinduerne og knipsede løs – det er altså noget af en oplevelse…

En times tid efter viadukten sluttede min togtur og godt for det. Det er noget andet en DSB. Toget rokker fra side til side, kun selve togskinnerne er klar til, at tog passerer. Alt udendørs i hovedhøjde, fx buske og træer står så tæt på togets sider, at grene, blade og smådyr hvirvles ind igennem de åbne vinduer. Fin tur, men også ok at den sluttede efter seks timer. 

Den sidste del af turen til Mandalay skulle tilbagelægges i en ‘shared taxi’ og allerede på stationen i Hsipaw havde jeg lavet aftale med et engelsk par om, at vi skulle dele en taxi. Men vi blev klogere. Man er ikke tre personer om en taxi, men ca. 20-25 og en taxi er ikke en personbil, men en varevogn med åbent lad, bænke i hver side, trinbræt bagude og plads til både bagage og passager på taget. Vi blev mast godt sammen og afsted gik det i fulde fart. Biler og knallerter dytter, hver gang de passerer noget på vejen, det være sig forgængere, cyklister, eller andre køretøjer. Om man passerer indenom eller udenom kommer sig ikke så nøje. Hvis det ikke umiddelbart lader sig gøre at overhale, holder man bare hånden på hornet, indtil de forankørende fatter budskabet og så må de modkørende bare bremse ned. Helt galt gik det da også i hårnålesvingene ned ad bjergsiden. Bremserne lugtede efterhånden godt af brændt gummi. Vi passerede en havareret lastbil, der ikke kunne holde til mosten og en ‘shared taxi’ ligesom vores, der var væltet. Så var det vi blev klar over, at vi skulle være heldige for at nå hele vejen til Mandalay. Men frem kom vi og alle i god behold. Turen her var anderledes en togturen. Fra at ha’ rokket fra side til side i seks timer, hoppede vi nu op og ned i tre timer, så kroppen var træt i alle lemmer efter at ha’ spændt kontra det meste af dagen.

Mandalay vrimler med knallerter, der fungerer som taxi. Jeg kunne dog ikke rigtig se mig selv som passager på en knallert med min kolossale rygsæk. Men visse-vasse: af med rygsækken, som placeres mellem benene på chaufføren og så ellers bare ud i trafikken. Igen samme princip: dyt = jeg vil forbi. Om langsomtkørende trafik holder til højre? Nej da! Alle kører lige præcis hvor på vejbanen, de har lyst til. Det kan lige så godt være en cyklist, der ligger sig på midten, som en stor bus eller lastbil. Og vigepligt, hvad er det? I ethvert kryds kører alle ud, nærmest uden at bremse op. Det betyder, at trafikken zigzagger sig afsted ud og ind mellem hinanden. Men meget kan man sige: De kender deres måde at færdes i trafikken på og det går forrygende.

Mandalay er en interessant by. Den er på kanten til at blive en storby, men har alligevel en landsbys charme, især når man kommer lidt ud i udkanten af byen. Jeg rendte ind i en venlig engelsktalende knallert-chauffør, som tilbød at køre mig rundt i Mandalay hele dagen. Efter en prøvetur og lidt betænkningstid, sagde jeg ja og det viste sig at være en rigtig god beslutning. Han fortalte mange interessante ting om byen, sin egen familie, livet i Myanmar, de forskellige seværdighed mm. Har kørte mig rundt og ventede tålmodigt hver gang, jeg skulle udforske et tempel, en pagode, et marked, eller hvad der nu lige var interessant.

Vi kom fx til:

• Jade-marked, hvor hele arbejdsgangen, lige fra de helt rå sten til de flotteste smykker, er samlet. Vurderingsfolk går rundt derude og vurderer, om en jadesten er af god eller dårlig kvalitet. Jeg kan ikke se forskel og er heller ikke vild med jade, så ingen indkøb der
• Shwe In Bin Kyaung – et over-vældende smukt teaktræs-tempel med tilhørende munke-kloster. Det er utroligt, hvad det kan lade sig gøre at skære ud i træ i fine, snirklede mønstre. Nu er jeg ikke længere i tvivl om, hvilke fan-tastiske ‘snirklinger’ , H. C. Ander-sen talte om i “skorstensfejeren og hyrdinden”
• Værksted, hvor de laver bladguld. Sikke tre flotte, veltrænede fyre, der stod der og bankede med hver sin tunge hammer, men føj da et job at have. Det er en omfattende proces at lave de ultra tynde bladguldsark. De kræver konstante slag med en hammer i flere omgange af 30 minutter. De kører en rytme, 1, 2, 3, hvor de tre fyre skiftevis slår på en tyk ‘bog’ fyldt med tynde ark af bambuspapir, hvor der mellem hvert lag et er et lille stykke bladguld. Tiden mellem slagene passer lige med, at de kan nå at løfte hammeren helt op over hovedet, lade den falde og løfte den igen. Det må da give dem nogle arbejdsskader?! Men der er arbejde mange år frem i tiden. Myanmar har et ekstremt stort forbrug af bladguld i den buddhistiske tradition, hvor forskellige Buddhaer og andre religiøse figurer og ting beklædes med lag på lag af de tynde blade af guld
  Det gælder bl.a.:
• Mahamuni Paya, hvor der knæles og bedes foran en stor siddende Buddhastatue, som er beklædt med ikke mindre end et 15 cm tykt lag af bladguld. Det er ikke tilladt for kvinder at komme helt tæt på. Der er tre kategorier i tilgangen til Buddha: munke kan komme helt tæt på, dernæst almindelige mænd, som må line op bagved munkene og så først derefter er der plads til kvinderne. Jeg fik en af munkene i den allerforreste række til at tage billeder af buddhafiguren og det er et faktum, at uformeligheden efterhånden godt kan spores
• Kuthodaw Paya, hvor verdens største bog er anbragt. Selve paya’en (pagoden) er selvfølgelig utrolig smuk, men endnu smukkere er de 729 hvide stuppaer, som omgiver pagoden. I hver og en af dem er en side fra bogen, som er store marmorsten med inskriptioner. Desuden er der 1774 eksta hvide stupaer, så området er helt fantastisk med ca. 2500 hvide stupaer. Der hviler en dejlig stemning og en skøn blanding af munke, sælgere, turister og bedende myanmarske gæster færdes området i største respekt for både helligdommen og hinanden.
• Meget tæt på ligger:
• Mandalay Hill, – et lille bjerg med 1729 trin i labyrintlignende uden- og indendørs korridorer, som benyttes til bolig for de lokale sælgere, et tempel eller tre, Buddhaer i siddende og stående positioner, adskillige udsigtsplatforme og på toppen den ultimative udsigt over Mandalay og det flade område omkring byen, samt et spejlglasmosaik-tempel, som glimter i solen som diamanter. Det var fysisk hårdt at gå op, men nedgangen krævede mental opmærksomhed. Det var jo bedst at navigere sig gennem labyrinten og komme ned det rigtige sted, hvor Soe Chit Thu (chaufføren) ventede
• Moat and fortress walls – et 2 X 2 km område i midtbyen omgivet af en voldgrav, samt en lang mur hele vejen rundt. Det var tidligere et royalt område og det huser også stadig et palads, som nu står ubrugt hen. Den primære aktuelle funktion er at rumme det myanmarske militær
• U Bein – den 1  1/2 km lange teaktræsbro (verdens længste), som krydser Taungthaman Søen. Vi nåede dertil omkring solnedgang sammen med en del andre turister og lokale. Det er nok et af de allermest fotograferede steder i hele Myanmar og det er altså også smukt

Alt dette tog en dags tid at nå rundt til. Aftensmaden blev indtaget i nærområdet omkring hotellet. Begge dage var det blevet ret sent, inden der blev tid til at spise, så det var bare med at begive sig ud i mørket og finde gode spisesteder. Det er som to forskellige byer at bevæge sig rundt i, afhængig af, om det er dag eller aften. Om dagen er stort set alle husdøre åbne, der foregår noget overalt og børn, unge og ældre bevæger sig ud og ind mellem hinanden. Gaderne er propfuld med forskellige sælgere og trafikanter og der er godt gang i den. Men når det bliver aften, lukkes alle dørene, folk forsvinder og trafikken minimeres. Der bliver pludselig uhyggelig stille og øde de steder, som tidligere var livlige og spændende. Det føles ikke direkte utrygt at gå rundt, men heller ikke rart. Men et tydeligt billede på, at Myanmar er levende om dagen og sover om aftenen. Det bliver de jo også nødt til – deres dag starter med lyset og helt naturligt ebber ud i takt med mørkets komme.

Mandalay forlades atter og turen går videre til Bagan, hvor der bl.a. skal udforskes ruiner

Små mere eller mindre ligegyldige observationer:

• Når kinesere skriver sms’er, har de en slags ‘tegnebræt’ på deres mobiltelefon. Der er ingen deciderede bogstavtaster og det hænger selvfølgelig sammen med, at de ikke har noget afgrænset alfabet, ligesom os. De tegner så det tegn, de vil skrive og så kommer telefonen med 4-5 forskellige forslag til, hvad det mon er for et tegn, de mener. Den proces gentager sig for hvert enkelt ord, de vil skrive. Det må tage en evighed at skrive en sms på bare et par linjer…?!
• Ming-gla-ba, som betyder ‘goddag’, kan ikke forstås af alle mennesker i Myanmar. Det er burmesisk, men kun 75 % af befolkningen taler og forstår det sprog. Der findes ikke noget sprog, som de alle kan kommunikere på på nuværende tidspunkt. Der er blevet indført burmesiske skoler i hele landet, så om en rum årrække, når de gamle er døde og de unge har overtaget landet, taler befolkningen samme sprog. Men mon ikke mange af de lokale sprog forsvinder i samme omgang? På vores trekkingtur måtte vi lære ikke mindre end tre forskellige ord for “goddag” for at de lokale kunne forstå det…
• Helt nystegte kartoffelchips smager forrygende. Kan bla andet købes i gadekøkkener for et par kroner
• Når der skal fejes skidt væk fra gulvet, fx i et munkekloster, så er der bestemte steder, der er løse gulvbrædder. Et fejeblad er ikke nødvendigt. De løse gulvbrædder løftes blot op, så der kommer et hul i gulvet … – og vupti, så er den bunke skidt væk