At rejse er tit kontrastfyldt.
Det var det også at komme fra Myanmar til Australien.
Fra grus til asfalt
Fra fattigdom til overflod
Fra naturligt til bearbejdet
Fra gadekøkken til smileyordning

De to lande er spændende på hver deres måde.
Men de har én dominerende ting tilfælles :
Venlige, hjælpsomme og gæstfrie mennesker…

Rejsebrev #7 d. 17. november
Australien, here I come

Pias tanker og oplevelser på rejsen i Myanmar og Australien
Oktober 2014 – januar 2015

Australien er bare et fedt sted.
Melbourne er en smuk og ren by, Geelong hyggelig og lige ned til stranden, Barwon Head med vild natur og både flod og hav og Warrnambool med lille centrum, interessant skibsvragsmuseum og flot naturpark med adskillige søer.

At ankomme til Australien var lidt af en omvæltning: som at komme fra et U-land til et I-land. Alt er struktureret og organiseret.
De første par timer blev brugt i lufthavnen i en lang spiralformet kø, ventende på at blive godkendt til at komme ind i landet. Der er meget strikse regler: godkendt visum, det er forbudt at medbringe nødder, frugt og mad, ingen jord på skoene, og selvfølgelig ingen sygdomme.

I flyet nåede jeg at skille mig af med mine lækre cashewnødder fra Myanmar, men mine vandrestøvler, som jeg jo var nødt til at have på af hensyn til overvægt i min rygsæk, var stadigvæk godt beskidte og støvede efter trekkingturen i Hsipaw. Nødtørftigt havde jeg – under landingen – sneget mig ud på flytoilettet og stående i en vinkel på ca. 45 grader (flyet var jo på vej ned!!!) , renset støvlerne så godt jeg kunne med vådt toiletpapir. Gik den, eller gik den ikke? Jeg var godt spændt, men hvad – det værste, der kunne ske var vel, at jeg måtte ankomme barfodet til Melbourne…

Jeg blev lukket ind i Australien og jeg beholdt mine støvler. Nødderne kunne ha’ ligget fint i min taske, for kontrollen var slet ikke så omfattende som beskrevet. Men nu var det bare om at komme ind til byen, finde mit hostel og så ud og opleve Melbourne.

Sporvogne findes stadig i Melbourne og en oldgammel veteranvogn kørte mig fra Southern Cross Station til mit hostel. Sporvognen var en City Circle Line, mest beregnet til turister, så ved hvert stop blev seværdighederne og historien for området fortalt i sporvognens højttaler. Der var allerede mange fristende ting i vente…

Vel ankommet til Space Hostel, blev jeg installeret i et værelse med 4 senge. Jeg troede egentlig, jeg havde bestilt kvindeværelse, men det viste sig, at mine to værelseskammerater var unge mænd fra hhv. New York og England. Det var ok og de var meget søde og diskrete.

Selve Space Hostel er det suverænt bedste hostel, jeg nogensinde har oplevet. Det var en 8 etagers bygning med værelser på hver etage. På taget var der en stor græsbelagt tagterrasse med liggestole og open-air boblebad og på 6. sal en lounge.
På 5. sal lå et stort køkken med komfurer, ovne og alt tilbehør + køleskabsplads og skabsplads til alle gæster
4. sal bød på en biograf med film nonstop det meste af dagen og 3. et fitnessrum.
I stueetagen en bar og restaurant, som var de eneste sted i hele hytten, der måtte indtages alkohol og larmes. Og det blev dælme respekteret. Det betød, at der var roligt på alle andre etager.

Hvis jeg skal beskrive byen, så vil jeg bruge ord som ren, velholdt, arkitektonisk neutral (med undtagelser, selvfølgelig), ordentlig, afslappende, fredelig, hyggelig, trafikalt velfungerende, mange cykelister (100 % af dem iført cykelhjelme! Jeg troede, de bare var utrolig fornuftige, men jeg har senere fundet ud af, at det er lovpligtigt).

Melbournes centrum er opbygget med parallelle gader på tværs af hinanden, så det er relativt nemt at finde rundt. På min vandring gennem byen, fandt jag frem til bl.a. Federation Square. Pladsen er blevet bygget om og er lige netop blevet færdig og faktisk er det en af de arkitektoniske perler. Super flotte bygninger omkranser flere større eller mindre pladser, hvor der er opbygget hvile- og afslapningsområder. Nogle steder med brede trapper, andre steder med bænke og nogle helt tredje steder med liggestole. Alt sammen til fri afbenyttelse. I dagene jeg var der, var der desuden levende musik på pladsen, kom-og-vær-med-fitness og filmfestival. I løbet af dagen dropper folk bare forbi til en middagslur, en hyggesnak med en ven, lidt boglæsning, gratis live-musik, en film, eller bare for at kigge på mennesker.

Dagene i Melbourne gik lynhurtigt og snart var jeg på vej til Geelong for at møde en ukendt australsk kvinde, Sally, som for 30 år siden var udvekslingsstudent hos Mette og Lene i Danmark, som jeg træner sammen med. Mette var helt sikker på, at Sally ville synes, det var smadderhyggeligt at få besøg fra Danmark, også selvom hun ikke kendte mig.

Efter et par mailudvekslinger forud for Australien-rejsen, blev Sally og jeg enige om at mødes uden for Officeworks, en forretning på hovedgaden i Geelong kl.  4.20 pm. I god tid stod jeg klar med rygsæk på for at være på den sikre side. Der var mange kunder, som gik ind og ud af Officeworks, mange biler, der parkerede, men hvem af dem var Sally? Jeg havde aldrig set hende før og hun heller ikke mig, men jeg håbede, jeg ville vække så meget opsigt med min enorme grønne rygsæk, at hun henvendte sig til mig.

En lille smule forsinket svingede en sølvgrå bil ind foran mig og ud kom en flot kvinde, som præsenterede sig som Sally. Vi fik læsset mine pakkenelliker og mig ind i bilen og på den 30 km lange køretur gik snakken allerede lystigt.

Sally bor i Barwon Head, en smule længere sydpå ad kysten. Det tegnede til at blive ret hyggeligt det her. Snart var vi hjemme ved hendes hus, hvor Alex, hendes 10-årlige søn, dukkede op. Han elsker matematik, så inden længe fik han fortalt mig om fibonaccital, wishball og andre ting, som han gik vildt op i.

Fredag aften var travl for både Alex og Sally. Alex skulle på spejderlejr hele weekenden, mens Sally havde en forretningsmiddag fredag aften, så udstyret med en nøgle, en cykel og en cykelhjelm, blev hus, hund og to katte overladt til mig.

Det var en kæmpe stor udfordring! Altså ikke at blive ladt alene hjemme, men at bevæge sig ud i trafikken på egen hånd i et land, hvor de har venstrekørsel. Det er lige til at blive rundtosset af. Efter i – snart 50 år – at ha’ fået indprentet ordene: “Se først til venstre, så til højre og så til venstre igen”, er det stort set umuligt at stå ved vejkanten uden at ligne andet end et forvirret kvindemenneske med meget virrende hoved. Bedst som jeg tror, at nu har jeg fanget den, kommer der pludselig en rundkørsel, hvor jeg skal køre den modsatte vej rundt, et højresving bliver til et venstresving og omvendt.

Hvis jeg ikke var så autoritetstro, så havde jeg nok taget turen rundt på sightseeing i Barwon Head på fortovet, men Sally havde fortalt mig, at det kun var børn under 12 år, der havde tilladelse til det, så det turde jeg alligevel ikke.

Som du nok har regnet ud, så overlevede jeg cykelturen og vovede mig endda ganske frivilligt ud på en lang gåtur med Monty, Sallys store krølhårede hund, ad både veje og stier. Jeg var heldigvis udstyret med et detaljeret kort med alle faldgruber noteret. Det viste sig, at det slet ikke var nødvendigt; Monty kendte udmærket vejen og ventede trofast på mig, hver gang vi skulle i en ny retning. Med lidt øvelse rundt på veje og stier skal jeg nok blive klar til at køre Australiens Østkyst tynd i en camper, når den tid kommer…

Resten af weekenden var Sally hjemme og vi hyggede os gevaldigt. Hvis nogen så og hørte os, ville de aldrig nogensinde ha’ gættet, at vi kun havde kendt hinanden i ganske få timer. Snakken gik og latteren flød og vi kom rundt på både gå-, cykel- og bilture. Vi snakkede engelsk sammen det meste af tiden, men lørdag aften, efter et glas vin, ville Sally gerne have genopfrisket sit danske. Og snakken gik lige så problemfrit på dansk, Sally var enormt god til at huske både ord og vendinger. Det er som om samtalen skifter karakter og indhold med sproget. På engelsk var Sally mere personlig end jeg var, men på dansk, skiftede det pludselig over.  På den måde fik vi delt mangt og meget omkring vores liv og indtil nu.

Fuglelivet i Barwon Head var utroligt. Det var lidt lissom at være i zoo hele tiden med smukke papegøjer, der flyver om ørerne på en. I byen har de foderbrætter til havens fugle og det betyder, der kommer de kønneste røde rosellaer og både grå og hvide kakaduer. De er bare så meget smukkere, når de færdes frit i naturen og kan flyve, hvorhen de vil. Jeg har kigget efter kænguruer, men har endnu ikke set nogle. Derimod er der mark efter mark med græssende får eller køer. Sally siger, de spiser rigtig meget lamme- og fårekød og steaks fra kvæg, så det er jeg spændt på. Normalt kan jeg slet ikke få lammekød ned, men da Sally serverede det for mig søndag aften,- lækkert tilberedt på grill – smagte det faktisk meget anderledes og kunne sagtens spises.

Men gode tider rinder ud og mandag morgen satte Sally mig på toget til Warrnambool. Der skulle jeg fordrive tiden i nogle timer med at udforske byens skibsvragsmuseum og på parkvandring, inden bussen tog mig videre til Hamilton, hvor Suzan, min første WWOOF-vært, skulle møde mig klokken 6 pm.