De var to og jeg var en
De var drenge og jeg var pige
De talte kodesprog og jeg talte dansk
De var sammen og jeg var alene
De var ens og jeg var forskellig
De valgte samme vej og jeg valgte min egen
I lang tid var jeg en smule misundelig. Jeg følte mig udenfor, for de havde altid hinanden. Den ene vidste, hvad den anden tænkte. De fuldendte hinanden sætninger. De talte sammen – uden ord.
Da de var små, blev de ens klædt på. De lignede hinanden, selvom de ikke var ens. De gik i den samme klasse. De dyrkede samme fritidsinteresser. De havde samme venner, samme fjender. De datede de samme piger. De fik den samme uddannelse. De fik samme job. De boede i samme lejlighed. De emigrerede til samme land. Kort sagt: De var nærmest een.
De blev døbt og fik hvert sit navn. Men de blev ikke kaldt ved deres navne. Nej, de var bare drengene. En klump af to mennesker så infiltrerede i hinanden, at det var svært at mænge sig, umuligt at blive en del af. De var to-enigheden, uadskillige og mentalt sammengroede.
De havde det fint på den måde. I lang tid. De forstod hinanden. De bakkede hinanden op. De voksede sammen. I lang tid. Men ikke til evig tid. Ikke mere. For hvilken kæreste, hvilken kone kan sige ja til den fulde pakke? Hvem er kvinde nok til holde lige meget af den ene bror som af den anden? Hvem kan udkonkurrere nærheden, tætheden, fortroligheden mellem drengene?
Hun fandtes ikke og hun findes nok heller ikke. Ingen kvinde formåede at kile sig ind. De forsøgte, pigerne. De prøvede til mange gange, kvinderne. Søde kærester, forlovede, koner…Kærligheden drillede og drengene måtte træffe et valg. Ville de bevare tvillingeintimiteten eller ville de satse på kone og familie?
De valgte kærligheden. Ikke den årelange kærlighed til hinanden, men kærligheden til en kvinde. Til hver sin kvinde. En separation var uundgåelig. De var nødt til at lade sig skille, skille fra hinanden.
Nu går de ikke længere ens klædt. De bor ikke i samme hus. De er adskilt med forskellige pas og bor under forskellige breddegrader. Nærheden og intimiteten er ikke længere massiv. Nu tiltales de med deres navne, de er ikke længere drengene. Menneskeklumpen af de to sammenvoksede tvillinger gik i opløsning.
Nu er vi bare søskende. Jeg er ikke søster til drengene, men storesøster til to brødre. Jeg er svigerinde til to kvinder. Jeg er faster til deres børn. De åbnede op og gav plads til andre end hinanden. De fik noget og de mistede noget. To-enigheden er prisen, de betalte…
Jeg er ikke tvilling, blot den heldige observatør til livet som tvilling gennem et langt liv. Det kan være misundelsesværdigt, men nej, jeg vil alligevel ikke bytte…
