TREKKING I GRØNLAND #1 – Ilulissat, Sermermiut
Inspirationen til dagens trekkingtur er opstået via de forskellige guidede ture her i området. Der bliver skrevet og fortalt meget om Sermermiut, som er en gammel boplads fra før koloniseringen. Her har boet mennesker gennem ca. 400o år og under sneen gemmer sig spor af livet i de forgangne tider.
Da vores hotel ligger på den modsatte side af Ilulissat i forhold til Sermermiut, måtte vi iføre os de nødvendige mundbind på vej ud af hotellet. De blev hurtigt erstattet af halsedisser, der også dækker både næse og mund. Men da Jeppe og jeg har opnået “nære-kontakt-status” i kraft af vores følgeskab på rejsen, letter vi på tildækningen, så snart der ikke er andre mennesker i nærheden. Det er der sjældent, især på denne helt almindelige hverdag.
Turen bringer os igennem bymidten med Jysk, Elgiganten og Brugsen. Vi fortsætter mod det nye Isfjordscenter, som forventes at stå færdigt i starten af juli.
Undervejs tager vi nogle afstikkere op over et par fjeldtoppe og vores opmærksomhed tiltrækkes af glade børnestemmer. De leger på en kæmpe kælkebakke, kæmper sig op, for – kort tid efter – at suse ned ad bakken på deres kælkebrætter. Måske er det skolens idrætsundervisning, der er rykket udendørs?
Vi finder et skilt med en pil pegende i retning af Sermermiut og følger den smalle trampede sti. Den bliver smallere og smallere jo længere tid vi går og fortæller os, at flere og flere er vendt om inden slutdesitnationen. Vi fortsætter.
Terrænet fører os forbi en stor flad slette, men der er ikke spor af boplads. Ingen tørvehytter eller andet, der vidner om, at vi nu er fremme ved destinationen. Vores offline maps.me-kort indikerer, at vi nok er på bopladsen. Ingen oldtidslevn at skue – måske de er dækket af sneen og først dukker frem ved forårstid?
Vi fortsætter derfor opad. Finder sikre steder at placere fødderne før næste skridt, så ingen af os glider og falder i den glatte og hårdtfrosne sne.
Der er noget lokkende ved toppe. De drager og pirrer nysgerrigheden: Hvad er der mon på den anden side? Vi fortsætter opad og opad for til sidst at ende på toppen af isfjeldet, hvor udsigten er helt fantastisk.
Foran os ligger mundingen af Isfjorden og det er tydeligt, at den fungerer som en flaskehals for alle de isbjerge, som Ilulissat-gletcheren fodrer oceanet med. Isbjergene findes i alle mulige størrelser og ligger nærmest i kø og venter på, at det bliver deres tur til at slippe gennem mundingen. Somme tider brækker store stykker af et isbjerg. Det hjælpe det til at komme igennem passagen, hvor dybden visse steder kun er få hundrede meter. Andre isbjerge kommer igennem, når de ikke længere kan modstå presset fra alle de andre i køen efter dem.
Jeppe er så heldig at se et lille isbjerg kælve. Jeg når desværre ikke at se det, men den høje plask-lyd af den afbrækkede del er svær at overhøre. Det nye isbjerg slår hul i den tilfrosne isfjord og finder sin helt egen plads, vuggende indtil dønningerne igen stabiliserer sig og overfladen falder til ro.
Det er vildt fascinerende at se naturens kæmpe kreationer. Nogle isbjerge er ganske små, måske 5-10 meter, mens andre er flere hundrede meter i både diameter og højde. Endnu mere fascinerende er det at tænke på, at kun 10% af isklumpen er synlig. De øvrige 90% befinder sig under havoverfladen og er slet ikke synlig for os.
Det er svært at løsrive sig fra den overvældende natur, men frokosten kalder. Måske vi når endnu en tur over de sneklædte sletter og fjelde, inden dagene i Ilulissat rinder ud.
Turen til Sermermiut er ca. 4,2 km hver vej. Der tager en lille time, da terrænet sænker farten. Det hedder sig, at vejen mod den gamle boplads har en træbro under sig, men her i april er den ikke synlig – nok pga. den dybe sne. Det er nemt at holde varmen, når kroppen er i bevægelse hele tiden. Ingen vind, blå himmel og fuld sol.
Det er næsten umuligt at være det helt rigtige sted på det helt rigtige tidspunkt, hvis du går efter at se et isbjerg kælve. Hvis du er nysgerrig, kan du se med her