QUINDELIV I THAILAND #6
Hvordan overlever du en tur på restaurant, når du er alene?
Og hvad laver du egentlig, mens du venter på maden? Sidder du og leger med din telefon eller læser i en bog?
Hvor gør du af dine hænder? På bordet, under bordet, i skødet? Eller er de beskæftiget med at ryge den ene smøg efter den anden?
Hvor kigger du hen? Hvem kigger du på?
Hvad mon de andre gæster tænker, når du sidder dér helt mutters alene?
Overvejelserne kan være mange, men faktum er, at det rent faktisk ikke er så slemt, som dine tanker forsøger at bilde dig ind…
Jeg har brug for mad! Du har brug for mad! Alle har brug for mad!
Også, når du ikke har adgang til et køleskab og et køkken, hvor du kan tilberede dit eget måltid. Så er en eneste mulighed rent faktisk at gå et sted hen, hvor maden serveres…
Jeg har snart prøvet det mange gange. I starten simpelthen fordi, var den eneste mulighed. Jeg var alene på farten, så ingen rejsepartner eller anden tryghedsperson var med til at holde mig i hånden. Altså, ingen anden udvej: Jeg måtte kaste mig ud i det skræmmende projekt – at gå alene på restaurant!
Gadekøkken, fastfoodkæde, cafe, restaurant – alt sammen steder, hvor der serveres mad. Jeg prøvede det første gang i Filippinerne, senere i Myanmar, Australien, og nu i Thailand. Nu gør jeg det også i Danmark og det endda ganske frivilligt…
Men jeg indrømmer, at den første gang var svær. De næste tre-fire restaurantbesøg var heller ikke helt nemme, men langsomt vænnede jeg mig til det. Nu har jeg prøvet det mindst 40-50 gange og jeg slapper helt af med det og alle de tanker og bekymringer, som boede i mig i starten, er fuldstændig forsvundet.
I begyndelsen var jeg meget styret af, hvad jeg troede, andre tænkte om mig… Jeg ville ikke fremstå som en stakkel og ensom. Jeg tænkte selvfølgelig sådan, netop fordi jeg følte mig som en ensom stakkel. Alle de andre havde nogen at følges med. Dele en flaske vin eller en øl med. Diskutere menukortets udvalg af retter. Bestille forskellige ting og smage hos hinandens. De kunne snakke, grine sammen, måske blive lidt småsnaldrede og bare ha´det sjovt…
For at gøre det lidt nemmere for mig selv, tog jeg en bog med. Helst en rejsebog, så jeg kunne sidde og blive inspireret. Måske også skrive lidt ned i min notesbog. Så var jeg beskæftiget og var ude over problematikken med mine hænder. Jeg ryger nemlig ikke, så det trick, rygere benytter sig af for at beskæftige hænderne, har aldrig været en mulighed.
Ind imellem er det sket, at nogle fra de andre borde i restauranten har henvendt sig. Spurgt, om jeg ikke ville sidde sammen med dem. For det meste har jeg sagt “ja” og et par gange har det udviklet sig til at blive nogle gode venner, som jeg har tilbragt flere dage sammen med. Selv den dag i dag, har vi kontakt med hinanden.
Men oftest passer jeg bare mig selv. Nu, når jeg tager alene på restaurant, har jeg ikke nogen bog med. Jeg bruger heller ikke min telefon. Jeg sidder bare og ER. Lytter til folks stemmer omkring mig. Ser på mændene. Kvinderne. Forestiller mig deres liv og digter små historier om dem. Registrerer atmosfæren i restauranten. Drikker måske en øl. Og nyder maden på en helt anden måde, end jeg normalt gør.
Når jeg er færdig med at spise, bliver jeg tit siddende. Venter lidt med at spørge efter regningen. Nyder en enkelt øl mere, eller flotter mig og bestiller en drink. Sådan en rigtig flot cocktail, som jeg ikke får så tit. Leger, at jeg er på bar og øver mig i at have det fint med det også. For jeg vil helst være fri. Fri af mine egne begrænsende tanker og turde vove mig ud, hvor vandet bliver lidt dybere…
