Søndag d. 13. december – Luciadag!
Vintersolen står højt på himlen og brænder de lavthængende skyer væk. Den blå farve danner den perfekte baggrund for den runde orangefarvede ildkugle.
Kulden er mærkbar og bider sig fast i kinderne – efterlader dem friske og røde. Kirkeklokkerne bimler og rundt om i byen bærer smukke hvide engle lysene frem og synger om mørkets snarlige forsvinden og lysere tiders komme. Stearinlysenes gule flammer spejler sig i vinduesglasset og dobler op på hygge og samvær.
Den stille stjerneklare decembernats idyl forstyrres, brydes af togets langstrakte tuden – en ildevarslende lyd – som en ulv, der skal på rov…
Lyden varsler, at noget er på færde, – at der er et FØR og et EFTER…
Han var 15 år, da jeg mødte ham første gang. En sød, smilende filipensbesat ung mand med klare lyse øjne. Han var høj og slank og en smule duknakket. Nok mest fordi han oftest kiggede ned, ned i gulvet. Han bøjede nakken, men selv med ryggen rank, formåede han at slå øjnene ned. Han var genert og fåmælt og gjorde kun lidt væsen af sig.
Han kom ofte i vores hjem. Blev med tiden mere levende, mere fri. Altid sød og smilende. Altid venlig og høflig. Altid hjælpsom og tjenstvillig. Altid nærværende og selskabelig.
Som passiv tilskuer fulgtes hans færden i livet: venskaber, skoler, rejser, kærlighed – glæde, oplevelser, vovemodige eventyr, personlig udvikling…
Togets langstrakte tuden er en afskedssalut. En af jordens engle siger farvel, tager afsked med sine indre dæmoner og søger mod et lysere sted. Han blev 22 år!
Lyden varsler, at noget er på færde, – at der er et FØR og et EFTER…
Et EFTER, hvor noget vil være evigt forandret, hvor intet nogensinde vil blive det samme…
For vennerne…
For familien…
For togføreren…
Håber, du har fundet fred, du skønne engel…