“Far, er du utro?”. Han kigger alvorligt på sin far, ser ham dybt i øjnene. 

Fars blik flakker en smule.
Pulsen stiger.
Koldsved.
Mærker varmen stige op i kinderne.
Hjernen kører på højtryk.

Hvordan har han opdaget det? Ni år og så så opmærksom..!
Ved konen det mon også?

Han har ellers gået meget stille med dørene. Fået de hemmelige stævnemøder til at passe med overarbejde, små ærinder, aftaler med “vennerne”, indkøb, besøg hos mor, bror, onkel… Alt sammen helt almindelige gøremål, som bare tog en lille smule længere tid end normalt.

Sms’erne var lettere. Ingen synes længere, det er underligt at tage mobilen med overalt. Små frække beskeder sendt fra toilettet, løbeturen, bilen, badet…

Og telefonsamtalerne… Aldrig har så mange irriterende “sælgere” ringet op på underlige tidspunkter. Har de da slet ingen pli længere…?! Hvad bilder de sig overhovedet ind at ringe lørdag aften, eller søndag morgen…? Det kan de da – i det mindste – blive enige om, konen og ham…

Skal han krybe til korset?
Indrømme alt og indstille sig på dommedag.

Vil hun smide han ud? Råbe og skrige, alt imens hun kaster tasken, skoene, tøjet efter ham…

Eller vil hun tilgive? Lytte på ham, når han fortæller, hvordan han har ladet sig friste en enkelt gang. “Det betød jo ingenting, skat”, vil han sige, mens han kysser hendes tårer væk. Stryger hende over håret, forvisser hende om, at hun er den eneste, han elsker.

Eller er det bedre at lyve? Benægte alt! Vinde tid. Tid til overvejelser! Tid til at træffe den rigtige beslutning. Måske kan han bare være lidt mere forsigtig fremover. Skære lidt ned på overarbejdet. Lægge mobilen på bordet, når han går i bad. Forbyde hende at ringe op…

“Faaar, hvorfor svarer du ikke? Er du utro?”

Han mander sig op. Fortrænger tankerne. Ser sønnen. Hører sønnen.
“Hvad mener du, min ven?”

“Jo, far… I dag havde vi kristendom og jeg ved altså ikke helt, om jeg tror på Gud og alt det der… Hvis du heller ikke tror på Jesus og Gud og biblen, så er du vel utro, utro lissom mig, far…?!”