Spisebordet bugner af bunker – bunker af sweatshirts, shorts, t-shirts, lange bukser, under-bukser, strømper, vandresko, hjelm, longboard…
For nu rejser han… – igen!
Denne gang er det kun en måned, men det har tidligere været to måneder, tre måneder, fire måneder, syv måneder… Det er sønnen, der igen igen pakker rygsækken for at drage afsted, – afsted på nye eventyr. Turen går til Island, hvor han har været før. Tilbage til vennerne, den smukke natur, et intensivt arbejdsforløb som tjener, bartender, receptionist, adventure-guide, tilbage til livet i en rygsæk med de få personlige egendele, som en 60 liters rygsæk kan indeholde.
Han blev færdig på HF for snart fire år siden. Det ene sabbatår har taget det andet og han er nu igang med det fjerde sabbatår. Eller “fjumreår”, hvis man anskuer det på den gængse måde i samfundet. “Fjumreåret”, som pr. definition er perioden mellem to dele af uddannelsessystemet. Det er det år, hvor det er “tilladt” at beskæftige sig med noget mindre seriøst i livet som fx erhvervsarbejde, rejser eller højskoleophold.
Min søn har nu “fjumret” rundt i fire år. “Uha”, tænker du måske, for…
– Er han da ikke snart tabt i systemet?
– Er alt håb ikke ved at være ude for ham?
– Han må da ha’ misforstået meningen med livet…?
Jeg kan besvare alle tre spørgsmål med et stort og rungende NEJ!
For de fire år har ikke været “fjumreår”, men i høj grad dannelsesår. Han har været på en lang personlig rejse, – en rejse, som har udviklet ham som menneske. Han har udforsket grænser, lært ting om sig selv, som ikke kan læses i en bog, men som skal mærkes ved at leve livet. Ved at bevæge sig ud af sin komfortzone, bevæge sig ud på den tynde is, hvor morgendagen er ukendt, hvor næste måltid ikke er en selvfølgelighed og hvor transporten fra A til B måske lykkes, måske ikke lykkes. Han har lært om sig selv, at han kan klare at være sulten, fattig, kold, syg, arbejdsløs, rastløs, planløs, alene, ensom, at savne, at kede sig, være trist og deprimeret – alt sammen UDEN at gå i hundene. For han har en indre styrke, en råstyrke, som han ikke er i tvivl om, at han besidder. Råstyrken vil bringe han videre i livet.
“Men skal du da aldrig i gang med en uddannelse?”, spørger far, morfar, UU-vejlederen, samfundet.
“Jo”, svarer han, “men jeg skal liiige…. “
For han er ikke færdig med at rejse, med at opleve, med at udvikle sig, med at vokse. Han ved, at han stadig kan udvikle sig og vokse i en uddannelse, i et fast job, i en bolig med klædeskab og køleskab, sofa og seng. Bare det ikke er lige nu!
Jeg er stolt af ham. Jeg kan ikke prale med at han læser en fancy uddannelse på Universitet, eller tjener så og så mange penge. Men jeg ser beundrende på ham, ser, hvordan han er fænomenal god til at udleve sine drømme, god til nøjes med få materielle goder, god til at mærke sig selv. For meningen med livet er at være glad. Være glad for og nyde det, man gør. Også selvom man til tider skal forsvare sin måde at leve livet på overfor både far, morfar og samfundet.
Hvad synes du: Er det “fjumreår” eller dannelsesår?
Hvorfor er DU stolt dine børn?