Jeg har en veninde, hvis mand drikker. Altså drikker lidt for meget alkohol. Han drikker ikke hver dag, bare en gang imellem. Så falder han i et hul,  drikker alene, drikker i smug…

Hun er ked af det, min veninde. Ikke hver dag, men i perioder. Faktisk i nøjagtig de samme perioder, som hendes mand drikker i. For han er det, man i gamle dage kaldte “kvartalsdranker”. 

Når jeg siger ordet “kvartalsdranker” får jeg grimme og utiltalende associationer. Billeder dukker op af en sølle mand med lettere svampet ansigt, en stor rød og bulnet næse og et par slørede og svømmende øjne. Han dingler fra lygtepæl til lygtepæl og forsøger usikkert at finde vejen hjem fra værtshuset. Folk væmmes og forarges…

Men sådan er han slet ikke, min venindes mand. Har er en pæn og nydelig mand, – faktisk ret flot. Han har fast job, som han passer til punkt og prikke. Han er en god far, en kærlig ægtemand, en underholdende og diskussionslysten vært og i det hele taget en spændende, rar og beleven person, som er hyggelig at være sammen med.

Det synes min veninde også, – de har trods alt været gift i mange år. Men sommetider er hun bare ved at få nok. Nok af hans gentagne drukture, nok af løgnene, nok af mistilliden, der følger i kølvandet på en tur ned i alkohulllet…

I starten fortalte hun mig ingenting. Måske tænkte hun, at det nok ville gå over, at det nok bare var denne ene gang, at det jo ikke var så slemt, at, at, at… Hendes undskyldninger var mange, har hun siden fortalt mig. Hun var også lidt flov. Flov over at være gift med en alkoholiseret mand, flov over at familie-glansbilledet krakelerede, flov over sig selv, at hun ikke gjorde mere for at stoppe ham, for at hjælpe ham.

Men sandheden er, at hun har gjort rigtig meget. I lang tid har hun nok gjort ham en bjørnetjeneste ved at “dække” over ham, undskylde ham, når han blev alt for fuld til en fest, forklare, hvorfor han igen igen lå i sin seng med “influenza”. Men jeg lurede hende til sidst og jeg tror lettelsen var stor hos min veninde, da hun ikke længere skulle bære på denne store hemmelighed helt alene.

Nu bruger hun mig og involverer mig undervejs. For hun er der stadig, – stadig ved sin mands side. Hun har ofte truet med at gå, – gå, hvis han ikke denne tager sit alkoholproblem alvorligt og indser, at han har brug for hjælp. Min veninde er ikke i tvivl: Han er alkoholiker. Hun har taget tests utallige gange på nettet, ringet til alkoholbehandlingssteder og bliver gang på gang bekræftet i, at den er helt gal. Men, siger de, han kan ikke hjælpes, hvis han ikke selv vil…

Og det er der, de er lige nu. Nu har han indvilget i at begynde behandling. Det er hun rigtig glad for og hun håber også på, det hjælper denne gang. For de har været her før! Været til samtaler, terapi, i antabusbehandling, lavet aftaler og troet på det. Men denne gang er anderledes, har manden bedyret. Nu vil han gøre, hvad der kræves. Nu vil han holde op. Nu vil han redde deres ægteskab. Nu kvitter han alkoholen. For good!

Jeg er der for min veninde. Jeg lytter til hende, trøster hende, når hun er trist og bakker hende op i hendes beslutninger. Jeg ville også bakke hende op, hvis hun en dag besluttede at forlade manden. Faktisk har jeg ofte tænkt, at det var det eneste rigtige at gøre. For sin egen skyld. For børnenes skyld. Men hun kan ikke. Kærligheden er for stor, kærligheden til manden, til deres fælles liv, som jo fungerer fint 90 % af tiden. Og ligesom manden ikke kan helbredes, før han er klar, kan min veninde heller ikke træffe beslutningen om at forlade sin mand, før hun er klar.

Jeg elsker min veninde og ønsker hende det allerbedste i livet. Men hvem skal beslutte, hvad der er det allerbedste for hende?

Ved jeg bedst, eller ved hun bedst?

Kender du min venindes dilemma?

Kender du mit dilemma som veninde?

Hjælp mig med at være en god veninde for min veninde…