Jeg kender to personer, der med sikkerhed er ensomme. Den ene er min farmor på 90 år, som snart er den eneste overlevende i sin omgangskreds. Hun er god til at være alene, men oplever alligevel ensomhed. Men for min farmor er ensomheden ikke en grundfølelse i kroppen, som det er hos den 12-årlige dreng, jeg har mødt…

Jeg har mødt drengen i mit lærervikarjob. I timerne er han i klassen sammen med resten af klassekammeraterne, men i frikvartererne ser jeg ham oftest alene. Når jeg har gårdvagt plejer jeg at spørge, om han vil hjælpe mig. Hjælpe mig med at holde styr på de små, hjælpe mig med at trøste dem, som er kede af det, hjælpe mig med at løse konflikter. Han siger altid ja, hvad enten det sner, regner eller solen skinner. For hvis han ikke er sammen med mig, er han alene.

Continue reading En som mig – ensom mig →