Tag Archives: østens filosofi

Min rejse i Sutraerne

Min rejse ind i Sutra’erne begyndte for seks år siden. 

På det tidspunkt havde jeg ingen ide om, at jeg var på netop dén rejse og havde jeg vidst det, havde alle forsvarsmekanismer været oppe. For var de ikke lige lovlig frelste, de der yogier? Gik de ikke rundt og smilede overbærende til os andre og signalerede, at netop dé havde fundet livets sandhed?


Ikke desto mindre tvang min krop mig til at stoppe op og tage den samfundstilpassede tilværelse med præstation, fleksibilitet og gøren op til revison. Kroppen havde talt med store bogstaver en rum tid, men jeg havde nægtet at lytte. Turde ikke lytte, for hele mit livsgrundlag og væren i verden var hæftet op på min identitet som lærer, mor, kæreste og veninde. 

Ikke som Pia. 

Den kloge krop kollapsede og med sig i faldet tog den platformen, jeg stod på. Jeg blev tvunget til at genfinde Pia, til at lære påny og lytte indad. 

Først skulle korrespondancen mellem krop, tanke og handling genetableres og helt simple ting som fornemmelsen af træthed, sult, varme og kulde genopdages. 

Det hjalp at gå i hi og og starte fra scratch. Sove, når jeg var træt, spise, når jeg var sulten og acceptere, når jeg havde behov. Altså Satay og Ahimsa: sandfærdighed og ikke-vold – i mikroudgave. Hvad mærker jeg, hvad gør jeg og hvordan taler jeg til mig selv om det.

Tempoet måtte afpasses dagsformen, uge- og månedsformen, for intet kunne forceres. Her kommer brahmamacharya i spil, for den tilpassede brug af energien var et must. At et udefrakommende behov for stimulans skulle manipulere med mine indre behov, var ikke en mulighed. 

Jeg måtte tage styringen hjem til mig selv og leve i overensstemmelse med mine reelle behov og mængden af energi til rådighed. 

Den periode hjalp mig til at indse, at det, som har ægte værdi i tilværelsen ikke kan købes for penge. Det var ikke mit tøj, mine ting eller mit hus, som hjalp mig tilbage til livet. Det var ikke rosen og anerkendelsen efter en god præstation, der gav mig værdi. Istedet var det fornemmelsen af de rødder, som langsom voksede ud under mine fødder og gav mig fodfæste til at være god nok præcis, som jeg er. For med de rødder kom autenciteten. At leve mine ord, holdninger og værdier. Både i relation til mig selv og mine omgivelser. 

Denne smag af Asteya var sødmefuld og lækker. Livets forskellige facetter gav tilsammen lige præcis de op- og nedture, som skaber nuancerne i livet. Somme tider mørke og grå toner, andre gange røde og orange eksplosioner. Tilsammen den smukkeste regnbue, hvor alle farver er repræsenteret. 

Men intet er bestandigt og forandring er et livsvilkår. Apirigraha handler om ikke at være grådig og holde fast. Ikke holde fast i ting, vaner, menne-sker som for en stund forsøder dit liv, men istedet at læne sig op af visheden om, at alle får lige præcis det, de har brug for. Tro på, at der er en mening med alting, at noget er større end os og at vi alle indgår et en 

kæmpemæssig gensidig afhængighed – en universel enhed, som tjener alles bedste. At leve i en proces med øje for målet, men ikke at identificere sig med målet. 

Dengang havde jeg aldrig hørt om de 5 begreber, som tilsammen kaldes YAMA’er. 5 leveregler, som i dag er mit solide fundament i forholdet til både mig selv og andre. 

Sideløbende med etableringen af YAMA-platformen er andre værdier dukket op. Jeg trives med Saucha, hvor renhed og gennemsigtighed fylder mere og mere. For mig handler det om renheden af fx informationer, hvor det er vigtigt at have et kritisk øje på nyhedsmediernes dagsorden, maden, som helst skal være så uforarbejdet som tiden og energien tillader og orden forstået som minimering af ydre uro for at skabe indre ro. 

Dette sker i et fint samspil med selvrefleksion (Svadhyaya), hvor jeg ser mine kære medmennesker som spejle, hvor holdninger, vaner og tankemønstre reflekteres tilbage og gør det muligt at få øje på nye ting. På samme måde fungerer også drømme, som et spejl af både den den ydre og indre verden.

Men dette kommer ikke af sig selv. For at jeg kan holde fast i min refleksionsevne og elasticitet i forhold til livets foranderlighed, er disciplin et nødvendigt værktøj. Jeg træner og vedligeholder min kontakt til min krop, mine tanker og min forbundethed med universet med daglige meditationer, stilhed, fordybelse i krop og bevægelse for at være i stand  til at leve i bedst mulig balance med yin og yang, både på et indre- og et ydre plan. Det kaldes tapas.

YAMA’erne som retningslinjer i livet sammen med Saucha, Tapas og Svadhyaya giver tilsammen en tilfredshed. En glæde over små ting, som manifesterer sig på forkellige måder. Det kan være diffuse øjeblikke med sanseindtryk som skaber glæde og lyksalighed i krop og sind, eller mere konkrete ting som fx mine muligheder for at formidle mindfulness og yoga videre til mennesker omkring mig, så min glæde og tilfredshed (Santosha) komme andre tilgode og de måske får øjnene op for deres egen Santosha. 

NIYAMA’erne fuldendes af Isvara Pranidhana – hengivelsen til noget, der er større end én selv. Isvara Pranidhana tager tyngden af ansvaret for at træffe korrekte valg i livet af dine skuldre. 

Jeg overgiver mig. For jeg har en stærk tro på, at jeg er på rette vej. Når processen føles rigtig i maven, kroppen arbejder med og sindet er roligt og velafbalanceret, er alt, som det skal være. Målet er måske ikke synligt og bliver det måske aldrig. Men følelsen af frihed og troen på, at alt godt, bærer lønnen i sig selv.

Rejsen i Sutra’erne byder på eksotiske strande, ufremkommelig urskov og uendelige ørkenvandringer. Somme tider fuld af nydelse og afslappethed, andre perioder opslidende og energikrævende.

Min rejse ind i Sutra’erne begyndte for seks år siden. En evig rejse med og mod nye, spændende oplevelser og indsigter, som giver mig en overflod at rigdom, jeg gavmildt drysser ud som glimmerstøv og kærlighedsbobler på både mig selv og andre.