Jeg har altid været mørkhåret, men alderen er begyndt at sætte sit præg på kroppens hårvækst. Det startede i toppen, så kom øjenbrynene og nu er de grå hår ved at indtage de nedre regioner…

Jeg har altid været glad for mit mørke hår. Da jeg var en lille pige, havde jeg det smukkeste lysebrune hår. Da jeg blev lidt ældre, fik det et lidt rødbrunt skær, men da jeg kom op midt i tyverne, begyndte de grå hår deres indtog. Det brød jeg mig ikke om. Heldigvis har jeg altid haft en kraftig manke, så i 3-4 år kunne parykken godt holde til, at jeg trak de enlige grå hår ud. Men som 30-årig måtte jeg overgive mig til hårfarvning.

Da jeg begyndte at farve hår, var hennafarve in. De grålige pulver blev blandet med vand og kogt til en mudderagtig grød, som håret skulle fordeles i håret. Heldigvis endte grøden ud med at give håret en flot rødlig nuance.

Tilbage i 90’erne var vi mange med hennafarvet hår. I lang tid var det nok at farve hår hver anden måned. Mængden af grå hår var endnu ikke så dominerende, at udgroningerne og den grimme grålige skilning sprang i øjnene. Men allerede efter få år var det nødvendigt med mere aggressive metoder og oftere hårfarvninger. Den naturlige hennafarve ikke længere kunne hamle op med det stadigt stigende antal grå hår. Det var nu nødvendigt at overgive sig til kemien.

Det betyder, at jeg nu månedlig ifører mig plastichandsker og blander de giftige hårindfarvningsvæsker, som indgrides i håret. Skal det være rigtig effektivt, så vikles hovedbunden ind i en plasticpose, så farven bliver intens og mere holdbar. Det sidder i i 40 minutter. I den periode stinker både jeg og hele huset af ammoniak, min hovedbund bliver overophedet og sprøjt fra de brunlige hårfarvningsvæsker efterlader varige pletter på gulv, vægge og tøj. Men jeg gør det troligt måned efter måned, for jeg kan ikke holde ud at se mig selv med gråt hår. Er jeg alders-forskrækket? JA, vil nogen sige, men jeg prøver at overbevise mig selv om, at det primært er fordi, jeg er så vant til at se mig selv med mørkt hår, at en lys grå nuance slet ikke vil stå til min teint. Men hvis jeg skal være helt ærlig, så synes jeg, at gråt hår får folk til at se ældre ud. “Kun bedstemødre er gråhårede”, tænker jeg, lige indtil jeg kommer i tanke om, at jeg jo faktisk selv er bedstemor. Og så er det, jeg kommer i tvivl: Fornægter jeg i virkeligheden min alder?

Min frustration stopper ikke her, for jeg er nu begyndt at fjerne mine øjenbrynshår enkeltvis. Den grå hårvækst er som en invasion, der langsomt indtager større og større områder. Først nu går det op for mig, hvorfor min mor i lang tid brugte en sort eyeliner til at tegne sine øjenbryn op med… Andre kvinder får farvet deres øjenbryn ved frisøren – bliver det mit næste skridt? Måske, hvis jeg da ikke snart får pillet så mange grå øjenbrynshår ud, at der slet ikke er nogen øjenbryn overhovedet at farve…

Til min store skræk har jeg nu opdaget grå hår forneden. Hvilken metode skal jeg nu vælge? Skal jeg trække hårene ud med rod, efterhånden som de dukker op? Skal jeg begynde at gemme en smule af min kemiske hårfarve til “trekanten”, eller skal jeg arbejde på at acceptere, at tiden sætter sine spor på hele min hårpragt?
Jeg har altid beundret ægte blondiner – måske skal jeg bare glædes over, at jeg er på vej til at blive ÆGTE “GRÅNETTE” …?

Hvordan har du det med det grå hår?
Farver du dit hår? Hvorfor/hvorfor ikke?
Hjælp mig til at accepter tidens gang og værdsætte kroppens forandringer på godt
og ondt…

Nogle kvinder ser rasende godt ud med deres grå hår. Læs evt. med på FEMINA, hvordan 53-årige journalist, Tine Bendixen nyder sine lange smukke grålige lokker…