Category Archives: Hverdagen

Helikopteren – lydbillede #2

Det at bo på en lille ø er noget ganske særligt. I Danmark betyder det oftest et lille samfund, masser af strand og gode muligheder for vandaktiviteter. Tit tiltrækker de små øer også massevis af turister, som vil opleve den ganske særlige ø-stemning, der tit følger med ø-miljøet. 

Uummannaq er også en ø og den lille ø opfylder meget godt ovenstående, bortset fra stranden. Der er små bugter med sandfyldte strande, med jeg har endnu ikke set nogen bade derfra. Men fornemmelsen af strand er da tilstede. Vandaktiviteterne begrænser sig også til sejlture i motoriserede både med eller uden fangst for øje. 

Continue reading Helikopteren – lydbillede #2

At jobbe på børnehjemmet

Måske er det en 8 timers vagt, måske er du med det næste døgn, så arbejdstiden hedder 25 timer. Personalet er en blanding af rutinerede og nyere tilkomne og et mix af danskere og grønlændere. Der er også en franskmand, en filippiner og en venezuelaner.

Der er altid noget at gøre, for der er både pædagogiske og praktiske opgaver, præcis som i en helt almindelig familie. Børnene hjælper til og har opgaver, der får hele moletjavsen til at hænge sammen og få børnehjemmet til at være et reelt hjem. Pligter og kærlig omsorg går hånd i hånd. Det samme gør fritid til vil-ting og bunden tid til skal-ting.

Continue reading At jobbe på børnehjemmet

Børnehjem – et hjem for børn

Sproget skifter mellem grønlandsk, dansk og engelsk og kun få personaler navigerer uproblematisk på alle tre sprog. Det gør alle de store børn til gengæld og de veksler intuitivt mellem de tre sprog, alt efter, hvem af de voksne, de kommunikerer med. 

Jeg begår mig på både dansk og engelsk, men den grønlandske nød, er endnu ikke knækket. Personalet er en god blanding af danskere og grønlændere og et par enkelte franskmænd. Derfor også engelsk. 

De to kulturer supplerer hinanden suverænt godt, for det som danskerne mangler i kultur- og traditionsforståelse bliver den platform grønlænderne bygger. Continue reading Børnehjem – et hjem for børn

Testfarcen

Endelig kom dagen, hvor vi skulle tjekkes for Corona efter 6 dage i karantæne. Jeppe og jeg var så heldige at få tid allerede klokken 10 mandag morgen – der var jo lukket i weekenden. Vores videre rejse fortsatte efter 3 timer, så PCR-testens resultat var ret afgørende for, om planen holdt (troede vi!).

Vi gik fra hotellet i rigtig god tid i for at give personalet på hospitalet de bedst mulige betingelser for at nå både at teste og analysere. 

Et telt var opstillet med tydeligt “Coronatest” og som minutterne gik, var vi heller ikke i tvivl om, at det var her, det skulle ske. Flere og flere folk kom til, alle iført mundbind og supergode til at holde afstand. Vi var vist ikke de eneste, der skulle testes.

Continue reading Testfarcen

🎶 Alice, Alice – who the f… is Alice? 🎶

Jeg har fået tildelt en rejsemakker. En person, som jeg endnu ikke kender, men som jeg skal følges med til Grønland og tilbringe utallige dage med i karantænen, når vi lander. Er det helt vildt spændende eller helt vildt angstprovokerende? Eller er det et eller andet midt imellem…?

Faktisk, så er overskriften på det her indlæg helt hen i skoven! For det handler nemlig slet ikke om Alice! Det handler derimod om Jeppe, som jeg rigtig gerne vil vide, hvem er. Jeg kender nemlig allerede historien om Alice, men Jeppe er et endnu ukendt bekendtskab. Måske kan sangen i stedet lyde: 🎶 Jeppe, Jeppe, who the f… is Jeppe? 🎶

Jeg har ikke boet “next door” til Jeppe, før altså nu, hvor vi er på vej til at blive  hinandens “nære kontakt” (Coronaudtryk!).

Er du forvirret? Det forstår jeg godt, så læs med her… Continue reading 🎶 Alice, Alice – who the f… is Alice? 🎶

Da Grønlandseventyret faldt i hak…

Jeg er så heldig at have rigtig mange kvinder i mit liv. Skønne kvinder. En del af dem ser jeg uge efter uge, mest fordi de går på et af mine mit yoga- eller mindfulnesshold.

Når vi sådan mødes igen og igen, uge efter uge, måned efter måned, år efter år, så får vi øje på, hvordan vores liv snor sig ind i hinandens, hvordan vi har utallige fælles berøringsflader og hvordan relationen åbner op for nye perspektiver på måder at leve sit liv på. Continue reading Da Grønlandseventyret faldt i hak…

Min rejse i Sutraerne

Min rejse ind i Sutra’erne begyndte for seks år siden. 

På det tidspunkt havde jeg ingen ide om, at jeg var på netop dén rejse og havde jeg vidst det, havde alle forsvarsmekanismer været oppe. For var de ikke lige lovlig frelste, de der yogier? Gik de ikke rundt og smilede overbærende til os andre og signalerede, at netop dé havde fundet livets sandhed?


Ikke desto mindre tvang min krop mig til at stoppe op og tage den samfundstilpassede tilværelse med præstation, fleksibilitet og gøren op til revison. Kroppen havde talt med store bogstaver en rum tid, men jeg havde nægtet at lytte. Turde ikke lytte, for hele mit livsgrundlag og væren i verden var hæftet op på min identitet som lærer, mor, kæreste og veninde. 

Ikke som Pia. 

Den kloge krop kollapsede og med sig i faldet tog den platformen, jeg stod på. Jeg blev tvunget til at genfinde Pia, til at lære påny og lytte indad. 

Først skulle korrespondancen mellem krop, tanke og handling genetableres og helt simple ting som fornemmelsen af træthed, sult, varme og kulde genopdages. 

Det hjalp at gå i hi og og starte fra scratch. Sove, når jeg var træt, spise, når jeg var sulten og acceptere, når jeg havde behov. Altså Satay og Ahimsa: sandfærdighed og ikke-vold – i mikroudgave. Hvad mærker jeg, hvad gør jeg og hvordan taler jeg til mig selv om det.

Tempoet måtte afpasses dagsformen, uge- og månedsformen, for intet kunne forceres. Her kommer brahmamacharya i spil, for den tilpassede brug af energien var et must. At et udefrakommende behov for stimulans skulle manipulere med mine indre behov, var ikke en mulighed. 

Jeg måtte tage styringen hjem til mig selv og leve i overensstemmelse med mine reelle behov og mængden af energi til rådighed. 

Den periode hjalp mig til at indse, at det, som har ægte værdi i tilværelsen ikke kan købes for penge. Det var ikke mit tøj, mine ting eller mit hus, som hjalp mig tilbage til livet. Det var ikke rosen og anerkendelsen efter en god præstation, der gav mig værdi. Istedet var det fornemmelsen af de rødder, som langsom voksede ud under mine fødder og gav mig fodfæste til at være god nok præcis, som jeg er. For med de rødder kom autenciteten. At leve mine ord, holdninger og værdier. Både i relation til mig selv og mine omgivelser. 

Denne smag af Asteya var sødmefuld og lækker. Livets forskellige facetter gav tilsammen lige præcis de op- og nedture, som skaber nuancerne i livet. Somme tider mørke og grå toner, andre gange røde og orange eksplosioner. Tilsammen den smukkeste regnbue, hvor alle farver er repræsenteret. 

Men intet er bestandigt og forandring er et livsvilkår. Apirigraha handler om ikke at være grådig og holde fast. Ikke holde fast i ting, vaner, menne-sker som for en stund forsøder dit liv, men istedet at læne sig op af visheden om, at alle får lige præcis det, de har brug for. Tro på, at der er en mening med alting, at noget er større end os og at vi alle indgår et en 

kæmpemæssig gensidig afhængighed – en universel enhed, som tjener alles bedste. At leve i en proces med øje for målet, men ikke at identificere sig med målet. 

Dengang havde jeg aldrig hørt om de 5 begreber, som tilsammen kaldes YAMA’er. 5 leveregler, som i dag er mit solide fundament i forholdet til både mig selv og andre. 

Sideløbende med etableringen af YAMA-platformen er andre værdier dukket op. Jeg trives med Saucha, hvor renhed og gennemsigtighed fylder mere og mere. For mig handler det om renheden af fx informationer, hvor det er vigtigt at have et kritisk øje på nyhedsmediernes dagsorden, maden, som helst skal være så uforarbejdet som tiden og energien tillader og orden forstået som minimering af ydre uro for at skabe indre ro. 

Dette sker i et fint samspil med selvrefleksion (Svadhyaya), hvor jeg ser mine kære medmennesker som spejle, hvor holdninger, vaner og tankemønstre reflekteres tilbage og gør det muligt at få øje på nye ting. På samme måde fungerer også drømme, som et spejl af både den den ydre og indre verden.

Men dette kommer ikke af sig selv. For at jeg kan holde fast i min refleksionsevne og elasticitet i forhold til livets foranderlighed, er disciplin et nødvendigt værktøj. Jeg træner og vedligeholder min kontakt til min krop, mine tanker og min forbundethed med universet med daglige meditationer, stilhed, fordybelse i krop og bevægelse for at være i stand  til at leve i bedst mulig balance med yin og yang, både på et indre- og et ydre plan. Det kaldes tapas.

YAMA’erne som retningslinjer i livet sammen med Saucha, Tapas og Svadhyaya giver tilsammen en tilfredshed. En glæde over små ting, som manifesterer sig på forkellige måder. Det kan være diffuse øjeblikke med sanseindtryk som skaber glæde og lyksalighed i krop og sind, eller mere konkrete ting som fx mine muligheder for at formidle mindfulness og yoga videre til mennesker omkring mig, så min glæde og tilfredshed (Santosha) komme andre tilgode og de måske får øjnene op for deres egen Santosha. 

NIYAMA’erne fuldendes af Isvara Pranidhana – hengivelsen til noget, der er større end én selv. Isvara Pranidhana tager tyngden af ansvaret for at træffe korrekte valg i livet af dine skuldre. 

Jeg overgiver mig. For jeg har en stærk tro på, at jeg er på rette vej. Når processen føles rigtig i maven, kroppen arbejder med og sindet er roligt og velafbalanceret, er alt, som det skal være. Målet er måske ikke synligt og bliver det måske aldrig. Men følelsen af frihed og troen på, at alt godt, bærer lønnen i sig selv.

Rejsen i Sutra’erne byder på eksotiske strande, ufremkommelig urskov og uendelige ørkenvandringer. Somme tider fuld af nydelse og afslappethed, andre perioder opslidende og energikrævende.

Min rejse ind i Sutra’erne begyndte for seks år siden. En evig rejse med og mod nye, spændende oplevelser og indsigter, som giver mig en overflod at rigdom, jeg gavmildt drysser ud som glimmerstøv og kærlighedsbobler på både mig selv og andre.

Hvordan sætter du dit “hår”?

Ryatæppe?
Parketgulv?                    
Væg-til-væg?
Brasilianer?
Karse på køleren?
Trimmet?
Bundgarn?

Er din “frisure” afhængig af mode og tendenser i samfundet, eller bestemmer du 100% selv, hvordan dit “hår” skal sidde?

Hvor meget fylder din kærestes, mands eller one-night-stands forventninger og ønsker  i dit valg af “frisure”?

14908230_10153930693610906_1083303632737602413_n-1

14908230_10153930693610906_1083303632737602413_n-3

Continue reading Hvordan sætter du dit “hår”?

Knib, for satan – knib!

Sommeren er på vej – kom i form og bliv bikini-fit!
Stramme baller er in!

Som barn og ung hørte jeg tit ordene: “Stram ballerne, du kan godt.” Rent faktisk handlede det overhovedet ikke om at knibe ballerne sammen. Nej, det betød blot, at nu var det tiden at fokusere, sætte al opmærksomhed ind på ét felt og få noget til at lykkes. Jeg skulle tage mig sammen og vise handlekraft. Det kunne fx være at ramme bolden i basketkurven, at tage en bid af et flydende æble i vandbaljen eller lære 8-tabellen udenad.

I dag strammer jeg stadig ballerne. Jeg trækker også maven ind. Og kniber bækkenbunden sammen. Jeg fokuserer for at få noget til at lykkes. For at undgå katastrofe…

inkontinens 2_opt

Continue reading Knib, for satan – knib!