Der er noget, jeg har undret mig meget over!
Da jeg fortalte mine venner, bekendte og omgangskreds, at jeg havde fået arbejde i Grønland og skulle være væk i 3-6 måneder, var reaktionen i over halvdelen af møderne: “Men hvad siger Henrik?”
Der er noget, jeg har undret mig meget over!
Da jeg fortalte mine venner, bekendte og omgangskreds, at jeg havde fået arbejde i Grønland og skulle være væk i 3-6 måneder, var reaktionen i over halvdelen af møderne: “Men hvad siger Henrik?”
Sproget skifter mellem grønlandsk, dansk og engelsk og kun få personaler navigerer uproblematisk på alle tre sprog. Det gør alle de store børn til gengæld og de veksler intuitivt mellem de tre sprog, alt efter, hvem af de voksne, de kommunikerer med.
Jeg begår mig på både dansk og engelsk, men den grønlandske nød, er endnu ikke knækket. Personalet er en god blanding af danskere og grønlændere og et par enkelte franskmænd. Derfor også engelsk.
De to kulturer supplerer hinanden suverænt godt, for det som danskerne mangler i kultur- og traditionsforståelse bliver den platform grønlænderne bygger. Continue reading Børnehjem – et hjem for børn
Jeg har fået tildelt en rejsemakker. En person, som jeg endnu ikke kender, men som jeg skal følges med til Grønland og tilbringe utallige dage med i karantænen, når vi lander. Er det helt vildt spændende eller helt vildt angstprovokerende? Eller er det et eller andet midt imellem…?
Faktisk, så er overskriften på det her indlæg helt hen i skoven! For det handler nemlig slet ikke om Alice! Det handler derimod om Jeppe, som jeg rigtig gerne vil vide, hvem er. Jeg kender nemlig allerede historien om Alice, men Jeppe er et endnu ukendt bekendtskab. Måske kan sangen i stedet lyde: 🎶 Jeppe, Jeppe, who the f… is Jeppe? 🎶
Jeg har ikke boet “next door” til Jeppe, før altså nu, hvor vi er på vej til at blive hinandens “nære kontakt” (Coronaudtryk!).
Er du forvirret? Det forstår jeg godt, så læs med her… Continue reading 🎶 Alice, Alice – who the f… is Alice? 🎶
Jeg er så heldig at have rigtig mange kvinder i mit liv. Skønne kvinder. En del af dem ser jeg uge efter uge, mest fordi de går på et af mine mit yoga- eller mindfulnesshold.
Når vi sådan mødes igen og igen, uge efter uge, måned efter måned, år efter år, så får vi øje på, hvordan vores liv snor sig ind i hinandens, hvordan vi har utallige fælles berøringsflader og hvordan relationen åbner op for nye perspektiver på måder at leve sit liv på. Continue reading Da Grønlandseventyret faldt i hak…
Den lille fnuglette thaikvinde tager fat. Hun trykker, gnubber, trækker, gnider, træder, vrider, smækker og slår. Kroppen ligger halvnøgen på gulvet. I starten en smule anspændt, for hvor hårdt tager hun mon fat? Vil hun tvinge mine lemmer ud i hybermobile positioner, som min krop slet ikke er i stand til at honorere? Og kan hun overhovedet finde ud af det? Sommetider får jeg en fornemmelse af, at selve det at være thaikvinde er nok til at blive certificeret massør…?!
Imens flere kontinenter er blevet indtaget, har jeg, den tilbageladte og misundelige mor, siddet hjemme i kolde Danmark og fulgt med via lyd og billeder på diverse sociale medier.
Nogle mødre ville måske ha´ følt en lille snert af bekymring i hjertet. En angst for, hvad verden kunne finde på at udsætte deres lille uskyldige pige for. Sådan en mor er jeg åbenbart ikke.
Nu sidder du måske og tænker: Hvad snakker hun om??? Kan hun ikke stave???