Alle kan trænge til et kram. Og måske  mest af alt hende, som virker aller stærkest og overskudsagtig…

For tiden arbejder jeg som løs lærervikar på en lille hyggelig landsbyskole. Jeg har efterhånden været fast inventar ‘on and off’ siden januar, og jeg lærer dag for dag mine søde kolleger bedre og bedre at kende. I dag stod jeg og sludrede med en kvindelig kollega. Hun er utrolig sød og imødekommede, smilende, rolig og fattet, har styr på tingene, et godt tag på ungerne og virker i det hele taget overskudsagtig. Vi fik vendt dagens begivenheder, fik givet diverse overdragelsesbeskeder, så hun vidste, hvordan ungernes dag havde været. Samtalen udvikler sig og får en mere privat karakter. Det er så dejligt, når samarbejde omkring arbejdsopgaver strækker sig ud over de professionelle opgaver og bliver personlige.

Hun bliver mere og mere alvorlig og da samtalen tuner ind på familieforhold kan jeg godt fornemme, at der er noget, som trykker. Det skyldtes et brud. Ikke et brud med en kæreste. Ikke et ægteskabeligt brud. Men derimod et brud med nært familiemedlem. Hun er dybt berørt af bruddet og jeg forstår hende så godt. Brud gør ondt, især hvis begge parter gennem lang tid har strakt sig meget langt for at få uenighed og forskellige livsværdier til at gå op i en højere enhed. Et brud kan pludselig synes uundgåeligt, også selvom al sund fornuft siger, at voksne mennesker “burde” kunne tale sig til en fælles forståelse og indgå kompromisser. 

Det har været, – og er stadig, hårdt for hende. Men det viser sig, at det ikke er bruddet, der nager hende mest…

Mere end noget andet fylder følelsen af ensomhed i krisesituationen. For hvad gør selve “klippen”, når den ikke længere er så stærk og robust? Hvem opdager, at “klippen” smuldrer? Hvem støtter og opbygger “klippen”? Hun, denne stærke og overskudsagtige kvinde, siger stille: “…og hvem kommer så og krammer MIG, når livet vokser mig over hovedet?” 

Jeg kender det alt for godt. Når du (ubevidst?!) konstant signalerer til omverdenen, at “jeg har styr på livet, kom til mig, jeg støtter dig”, så tror da pokker, at du bliver svær at aflæse. Så er det ikke nemt at se, hvornår DU trænger til et kram! Så åbn munden og sig højt: “Jeg vil ha’ et kram”!

Kender du nogen “klipper” i din omgangskreds?
Eller er du måske selv en af “klipperne”…?