På et splitsekund forvandles ro til kaos og idyl til katastrofe…
Båden lækker, vandet strømmer ind og … HJÆLP!!! – vi går under…!!!

Det er tidligt på dagen og morgenhåret er endnu ikke blevet friseret. Søvnen sidder stadig i kroppen og trykmærker fra lagner og dyner fortæller, at det ikke er mange minutter siden, sengen blev forladt. Kaffen står dampende varm i koppen og indtages med stort velbehag. Vi er på vej, livet er herligt og foran os venter en varm og solrig sommerdag med den skønne familie.

Vi lægger uproblematisk fra land og er nu stille og roligt på vej fra Korshavn til Kerteminde. Båden tøffer langsomt ud af havnen, – stille vuggende på den næsten spejlblanke havoverflade. Bittesmå krusninger bryder overfladen over sandbundens revler, hvor det, visse steder, kun er en armslængde, som markerer afstanden til bunden. Solen skinner fra en skyfri himmel og en enkelt svane speeder op og gør klar til at lette. Fødderne bevæger sig plaskende som piskeris henover vandet, alt imens vingerne basker voldsomt i forsøget på at få opdrift nok til at entré den blå himmel. Få meter fra båden dukker et sort marsvin op. Mon det er en unge? Den hopper lystigt op over bølgen blå, – pjattende, legende…

Der er ikke mange både på vandet så tidligt om morgenen. I det fjerne skimtes en stor sejlbåd, som roligt får hejst sejlene i håb om, at et enkelt vindpust vil finde vej og skubbe båden i den rigtige retning. Så er vi alligevel heldige, for vi har motor. Vi kommer frem uanset vind og vejr. Vi er hverken afhængige af vindhastighed eller vindretning. Når blot der er lidt brændstof i tanken, så er vi sejlende. Sejlende og på vej mod nye eventyr. Sommeren er endnu ung, – hvad mon der venter os af spændende oplevelser? Jeg føler mig glad, nærmest lykkelig!

KRAS, KLONK, KLiNK, KLONK!
En grim, metallisk lyd bryder den lydløse morgens stilhed. Båden stopper brat! Kaffen skvulper over! Marsvinet forsvinder i hast! “Hvad fanden var det?”, udbryder kæresten min, forbavset og forskrækket. Mit hjerte sidder allerede højt oppe i halsen og de kraftige slag kan både ses og høres. Vi får revet bundlugen op og ser havvandet, der pibler ind, – ser havvandet, der strømmer ind.

Det går stærkt lige nu! Hjernen forsøger at danne sig et overblik over situationen og vandet i bådens bund er allerede steget med 20 centimeter. Vi slynger redningsvestene på, klikker spænderne forsvarligt sammen og får, med rystende fingre, trykket nummeret til sørednings-tjenesten. Vi er godt klar over, at båden vil være sunket længe inden, de kan nå frem til os , men så er der da i det mindste nogle, der kender vores skæbne…

Jeg stiller mig op på kanten af båden med blikket stift rettet mod sejlbåden i det fjerne. Den har, langt om længe, fået hejst  alle sejlene. Min viften med den skrig-orange redningsvest og mine råb om hjælp kan tilsyneladende hverken ses eller høres. Jeg gi’r ikke op, for hvad er alternativet? Kæresten min går allerede i vand til anklerne, men får alligevel reddet vores vigtigste ejendele. op på taget, som forhåbentlig er det sidste, der vil forsvinde under havets overflade.

Først, da kæresten står i vand til knæene, får skipperen på den store sejlbåd øje på min desperate viften. Han vender rundt, kursen er nu sat mod os. Han starter sin motor, – med sejlene går det alt, alt for langsomt! Han er tysker, men fanger hurtigt uden mange ord, situationens alvor. Kaster et reb til os, får bugseret vores ejendele over på sin båd og forsøger nu at trække os ind på lavere vand, så båden kan få fast grund under boven.

Motoren er druknet, toilettet er druknet, sengen er druknet, køleskabet er druknet, skabe, køkken og en masse løsdele er druknet. Men vi har overlevet. Har overlevet et knytnævestort hul i bunden af båden forårsaget af en defekt motor. Hepia, vores båd, klarede at få os sikkert i land, i tæt samarbejde med den tyske skipper. Hepia selv er ikke meget værd. Hun har slugt en masse vand og hullet i bunden har givet hende det endelige dødsstød. Om få dage hentes hun, køres bort, – bort til bådkirkegården, hvor hun langsomt kan give slip på de sidste dråber havvand og stille synke ind i døden. Hun kæmpede til det sidste og lod os ikke fuldstændig i stikken.

Jeg er taknemmelig. Taknemmelig for tyskerens velvillige redningsaktion, taknemmelig for alle de hjælpende folk på broen, da vi kom halvdruknede i land. Jeg er taknemmelig for de mange oplevelser med Hepia, men mest af alt er jeg taknemmelig for, at havets stærke kræfter ikke vandt over os. Katastrofen blev afværget og kaos er atter blevet erstattet med en stille ro…