Velkommen til min blog.
Jeg hedder Pia og det er mig, som forsøger at indfange dig i mine tankespind, dele hverdagens finurligheder med dig og inspirere dig til sund, let og lækker madlavning.
Jeg er midtvejs i livet og lever af min selvstændige coaching-virksomhed, samt lidt freelance-lærer-vikar-arbejde on-the-side. Jeg er villig til bo på en sten, for at opnå størst mulig frihed til at fylde hverdagen med vil-ting fremfor skal-ting.
Jeg elsker at skrive, rejse, danse, hænge ud med veninder, hygge med kæresten, og hænge ud med mine tre vidunderlige unger og min lille øjesten - barnebarnet.
Hvis du vil vide endnu mere, så kan du læse mere på "om mig"-siden...
View all posts by Quinde →
Påskeferien er slut og den lille landsbyskole mangler atter en vikar. Jeg møder trofast op til dagens fem lektioner…
Jeg parkerer bilen og går gennem aulaen. Der vrimler med børn, småsnakkende, grinende, levende børn, som endelig er i skole igen efter en lang påskeferie. “Heeej”, råber de gennem lokalet, stimler sammen om mig, viser deres nye tøj eller nye frisurer og er allerede godt i gang med at fortælle om feriens begivenheder. Hvor er det dejligt at være i skole igen…
Lærerværelset betrædes. En kollege nyder en kop kaffe inden dagens dont, en anden lægger sidste hånd på undervisningprogrammet, en tredje kopierer, en fjerde tjekker computerlokalets ledighed… Denne dag er en helt almindelig dag på den hyggelige landsbyskole og alligevel ved vi alle, at dagen sandsynligvis bliver ekstra udfordrende. For første hverdag efter en weekend plejer at kræve tålmodighed. Og første hverdag efter en ferie plejer at kræve ekstrem tålmodighed. Urets visere bevæger sin hastigt mod klokken 8. Vi nyder de sidste elevfri minutter, inden klokken ringer og varsler klasseværelsernes udfordringer.
Jeg har altid følt mig fri og ikke særlig blufærdig, hvis jeg selv skal sige det. Men mit frisind blev dælme sat på en prøve på ferien i Frankrig
Jeg sover nøgen om natten!
Jeg går fra badet til soveværelset UDEN tøj på efter morgenbadet!
Jeg skifter til bikinien på stranden uden det helt store håndklædeshow (dog meget disket!)
Jeg lå engang topløs på stranden (…godt nok tilbage i 1980’erne, men det tæller vel også?!)
Kort sagt: Jeg er IKKE hæmmet, hvad angår nøgenhed OVERHOVEDET – troede jeg…!!! Men det blev så sandelig sat på prøve på vores ferie i Frankrig, skal jeg da lige love for…
Min veninde havde godt nok fortalt mig det: Hun solbader nøgen i feriehuset i Frankrig! Hun bader også nøgen i poolen i feriehuset i Frankrig! Og ikke nok med det – kæresten gør det også! Men frisindet som jeg er, tænkte jeg blot, at det da slet ikke var noget problem for mig. Jeg har det jo selv på samme måde med nøgenhed…
Vi, min veninde og hendes kæreste, kæresten min og jeg selv, ankom til feriehuset i Frankrig hen under aften. Vi fik aftensmad, drak et glas vin og hyggede. Solen var gået ned og det var for sent at solbade og for koldt med en dukkert i poolen.
Men næste morgen så det helt anderledes ud. Solen skinnede fra en skyfri himmel, poolens vandtemperatur var nået op på 24 grader og min venindes kæreste plaskede allerede rundt i poolen og nød det. Hvor hyggeligt, synes jeg, – ganske ferieagtigt, naturligt og livsbekræftende.. Lige indtil jeg blev konfronteret med min egen blufærdighed, for manden var jo NØGEN! Hvor kigger man hen, når en nøgen mand kommer op af bassinet? Der hænger jo lissom noget der, mellem benene, som bare stjæler al opmærksomheden… Jeg sad selv godt beskyttet under min nederdel og min top. Er det virkelig nødvendigt at kigge på personen, man taler med? Behøver man overhovedet sidde udenfor i det skønne vejr?
Jeg synes, jeg tacklede det! Jeg synes, jeg tacklede det ok! Men pludselig blev jeg dobbelt konfronteret med min rædsomme blufærdighed, da både kæresten min OG veninden også smed tøjet for næsen af “gammeltanten” her. Og der sad jeg, alene tilbage med mit “frisind”, som ikke rakte meget længere end til nøgenhed alene med mig selv…
Jeg kunne vælge mellem to ting:
At fortsætte med at gemme mig væk under bikini og håndklæde, eller…
At følge trop, smide tøjet og lade som om, jeg var vældig komfortabel med nøgenheden…
Nej, det passer faktisk ikke! Jeg kunne vælge en tredje mulighed, nemlig den, jeg valgte: At give en smule slip på mig selv, smide bikinitoppen, men beholde trussen på, ligesom i “gamle” dage. God løsning, tænkte jeg og slængede mig, så naturligt som muligt, topløs i solsengen.
Jeg var irriteret på mig selv! Jeg misundte dem deres naturlige forhold til den nøgne krop. Jeg mindede mig selv om, hvor træls det var med strammende bikinistropper og vinterhvide markeringer på en lækker solbrun krop. Jeg huskede endda fornemmelsen af frihed, når kroppen bevægede sig havfrueagtigt, nøgen og helt fri rundt i vandet… Jeg kæmpede en indre kamp for at overvinde min blufærdighed…
Endelig! På fjerdedagen kom forløsningen!
Vi var taget på tur til det smukke naturområde “Les Gorges de Pennafort”. Vi parkerede bilen og begav os afsted i den tætbevoksede skov og ned i den dybe kløft. Vi vandrede ad smalle stier, klatrede op ad stejle skrænter, ned ad glatte bjergsider og krydsede den brusende bjergflod flere gange, hoppende fra sten til sten. Naturen havde så utrolig meget at byde på, især da vi nåede frem til et lille vandfald, som væltede ned og fyldte flere naturlige pools med klart, frisk vand direkte fra de omgivende høje bjerge. Blufærdighed forsvandt som dug for solen på denne naturperle langt fra al civilisation. For intet var mere naturligt end at smide hver en stump tøj og hoppe i det iskolde vand ‘splitter Kong Hans’. Kroppen kunne ikke andet end fremstå helt som Vorherre har skabt den i dette uspolerede og naturskønne paradis! Kun ganske kort passere en tanke mit hoved og forstyrrede naturens naturlighed: Huskede jeg at trimme trekanten i går…?
Jeg fik bekæmpet min indgroede blufærdighed, som jeg forsvor, jeg ikke led af. Men jeg er vist ikke nået til at være 100% “ublufærdig” endnu…?!
Hvordan trives din blufærdighed?
Har du det fint med nøgenhed?
Vi har snydt lidt og tager lige nu forskud på foråret i Sydfrankrig. Og foråret kommer til udtryk på mange måder…
Solen skinner fra en skyfri himmel. Fuglene kvidrer og den rislende bæk bruser stille ned ad bjergsiden, hvor den efterhånden har skabt sin egen lille fordybning i den frodige skråning. Vandet er rent og drikbart og koppen udgøres af de foldede hænder, der danner en lille skål. De røde valmuer står i fuldt flor på bjergskråningerne og de lilla iris fortæller, at foråret i Frankrig er en måneds tid længere fremme end i det kolde Danmark.
Byens tætbyggede gamle huse rejser sig lodret op fra de smalle stræder, hvor biler er forment adgang. Skoddende er tæt lukket over de fleste af vinduerne, måske for at holde varmen ude?! Vasketøjet blafrer i den svage brise og tørrer nok i løbet af en times tid. To børn leger fangeleg, mens far diskuterer med naboen. Kvinderne bringer dagens indkøb til huse i flettede rattankurve, som hænger dinglende over armen.
Alle kan trænge til et kram. Og måske mest af alt hende, som virker aller stærkest og overskudsagtig…
For tiden arbejder jeg som løs lærervikar på en lille hyggelig landsbyskole. Jeg har efterhånden været fast inventar ‘on and off’ siden januar, og jeg lærer dag for dag mine søde kolleger bedre og bedre at kende. I dag stod jeg og sludrede med en kvindelig kollega. Hun er utrolig sød og imødekommede, smilende, rolig og fattet, har styr på tingene, et godt tag på ungerne og virker i det hele taget overskudsagtig. Vi fik vendt dagens begivenheder, fik givet diverse overdragelsesbeskeder, så hun vidste, hvordan ungernes dag havde været. Samtalen udvikler sig og får en mere privat karakter. Det er så dejligt, når samarbejde omkring arbejdsopgaver strækker sig ud over de professionelle opgaver og bliver personlige.
Hun bliver mere og mere alvorlig og da samtalen tuner ind på familieforhold kan jeg godt fornemme, at der er noget, som trykker. Det skyldtes et brud. Ikke et brud med en kæreste. Ikke et ægteskabeligt brud. Men derimod et brud med nært familiemedlem. Hun er dybt berørt af bruddet og jeg forstår hende så godt. Brud gør ondt, især hvis begge parter gennem lang tid har strakt sig meget langt for at få uenighed og forskellige livsværdier til at gå op i en højere enhed. Et brud kan pludselig synes uundgåeligt, også selvom al sund fornuft siger, at voksne mennesker “burde” kunne tale sig til en fælles forståelse og indgå kompromisser.
Bilen skal på værksted på torsdag! Det er der sådan set ikke noget specielt ved.
Det er mere det, som går forud for værkstedsbesøget, som er bekymrende, synes kæresten min…
Når jeg sætter mig ind bag rattet i Seat’en, er der er altid mindst en lampe på instrumentbrættet, som lyser. Det skal den sådan set også, for det er den grønne signallampe for, at kørelyset er tændt, der siger “alt ok”.
Værre er det med den gule lampe med et billede af forruden og en stråle. Det betyder vist noget med rudevask, eller sådan noget?! Hver gang jeg starter bilen ser alt fint ud, men pludselig lyder en høj biiip-lyd, som lige minder om – endnu engang – at sprinklervæskebeholderen er tom. Det har den været en rum tid, men det viser sig faktisk, at bilen fungerer ganske udmærket uden sprinklervæske i beholderen. Det blir jo også regnvejr ind imellem, ikk!
Det er søndag. Klokken er 6.37 og det er faktisk ret uforståeligt, at jeg vågner allerede. Det blev halvsent i går… Vi hyggede med nogle venner, indtog lækker fiskeret, drak afkølet hvidvin, spiste syrligsød dessert og drak stempelkandekaffe… Hvorfor vågner jeg så allerede nu? Kan det tænkes, at det er fordi sønnen klokken 6.35 kom listende ind på “sit” værelse efter en tur i byen? Han, der faktisk er flyttet hjemmefra, men som liiige skal have tag over hovedet mellem det Caribiske eventyr og voksenlivet?
Jeg lister ned i stuen. Mon yngstedatteren er kommet hjem? Jo, cyklen står på sin plads og venindens ligeså… Man smider jo ikke pigen ud, når nu hun bare lige venter på at have penge nok på sin opsparing til en jordomrejse lige om lidt, vel?!
