All posts by Quinde

About Quinde

Velkommen til min blog. Jeg hedder Pia og det er mig, som forsøger at indfange dig i mine tankespind, dele hverdagens finurligheder med dig og inspirere dig til sund, let og lækker madlavning. Jeg er midtvejs i livet og lever af min selvstændige coaching-virksomhed, samt lidt freelance-lærer-vikar-arbejde on-the-side. Jeg er villig til bo på en sten, for at opnå størst mulig frihed til at fylde hverdagen med vil-ting fremfor skal-ting. Jeg elsker at skrive, rejse, danse, hænge ud med veninder, hygge med kæresten, og hænge ud med mine tre vidunderlige unger og min lille øjesten - barnebarnet. Hvis du vil vide endnu mere, så kan du læse mere på "om mig"-siden...

The ice is melting at the pøules

På de sølle fem dage, der er gået siden jeg landede i Ilulissat, har jeg allerede oplevet flere sider af Grønland. Da jeg ankom i tirsdags var temperaturen ca. -7-8 grader. Vejene var is- og snebelagte og ligegyldigt, hvor jeg vendte øjet hen, var der hvidt, hvidt, hvidt. Sneen lå meterhøj og hele landskabet var ganske minimalistisk og holdt i sorte/hvide nuancer. Kun de farvestrålende træhuse i afdæmpede pangfarver stak op og brød landskabets uendelighed. Sneen var frossen. Stabil. Glat. Uden spor og stier, medmindre de var trampet af fødder før mig. Solen glimtede i de smukke snekrystaller, gav genskær og tvang mig til at være iført solbriller. 

Continue reading The ice is melting at the pøules

13. januar klokken 13 minutter i 13

TREKKING I GRØNLAND #2 – Ilulissat, Holms Bakke (Seqinniarfik) 

Helt tilfældigt nåede vi frem til Holms Bakke kl. 13 i dag. Ikke at det betyder noget som helst, når datoen ikke lige passer. For solen stod allerede nærmest i Zenit og både varmede og strålede fra en skyfri himmel. Det har den gjort i måneder efterhånden.

Men for omtrent tre måneder siden – d. 13. januar kl. 13 minutter i 13 – blev gensynet med solen fejret i Arktis’ vestligste by, Ilulissat. En stor del af byens borgere mødte op på Holms Bakke for at hilse solen velkommen efter ca. halvanden måneds mørke. Det sker år efter år*.

Continue reading 13. januar klokken 13 minutter i 13

Nå, du er måske en del af filmholdet…?

…spurgte VVS’eren, som kom – for anden dag i træk – for at reparere bruseren på hotelværelset. Den havde været på tværs siden den allerførste dag, hvor den KUN var villig til at levere iskoldt vand. Den første reparation sendte den varme vand ud i bruseren, men til gengæld forsvandt ALT det kolde vand fuldstændig.

“Nja, hvad tænker du på?”

Jeg spekulerer som en gal! Mon han hentydede til Jeppe, som er blevet min rejsefælle, siden afrejsen fra Kastrup i tirsdags? Jeppe er jo rent faktisk freelance fotograf, kameramand og klipper og har en del opgaver for bl.a. Danmarks Radio.

 

Skulle jeg lege med og lade som om, jeg er med i slutopløbet i “Alene i Vildmarken”, hvor udfordringen er at klare sig på egen hånd på den grønlandske indlandsis, mens jeg Continue reading Nå, du er måske en del af filmholdet…?

Trekking, isbjerge og kælving

TREKKING I GRØNLAND #1 – Ilulissat, Sermermiut

Inspirationen til dagens trekkingtur er opstået via de forskellige guidede ture her i området. Der bliver skrevet og fortalt meget om Sermermiut, som er en gammel boplads fra før koloniseringen. Her har boet mennesker gennem ca. 400o år og under sneen gemmer sig spor af livet i de forgangne tider. Continue reading Trekking, isbjerge og kælving

🎶 Alice, Alice – who the f… is Alice? 🎶

Jeg har fået tildelt en rejsemakker. En person, som jeg endnu ikke kender, men som jeg skal følges med til Grønland og tilbringe utallige dage med i karantænen, når vi lander. Er det helt vildt spændende eller helt vildt angstprovokerende? Eller er det et eller andet midt imellem…?

Faktisk, så er overskriften på det her indlæg helt hen i skoven! For det handler nemlig slet ikke om Alice! Det handler derimod om Jeppe, som jeg rigtig gerne vil vide, hvem er. Jeg kender nemlig allerede historien om Alice, men Jeppe er et endnu ukendt bekendtskab. Måske kan sangen i stedet lyde: 🎶 Jeppe, Jeppe, who the f… is Jeppe? 🎶

Jeg har ikke boet “next door” til Jeppe, før altså nu, hvor vi er på vej til at blive  hinandens “nære kontakt” (Coronaudtryk!).

Er du forvirret? Det forstår jeg godt, så læs med her… Continue reading 🎶 Alice, Alice – who the f… is Alice? 🎶

Da Grønlandseventyret faldt i hak…

Jeg er så heldig at have rigtig mange kvinder i mit liv. Skønne kvinder. En del af dem ser jeg uge efter uge, mest fordi de går på et af mine mit yoga- eller mindfulnesshold.

Når vi sådan mødes igen og igen, uge efter uge, måned efter måned, år efter år, så får vi øje på, hvordan vores liv snor sig ind i hinandens, hvordan vi har utallige fælles berøringsflader og hvordan relationen åbner op for nye perspektiver på måder at leve sit liv på. Continue reading Da Grønlandseventyret faldt i hak…

Min rejse i Sutraerne

Min rejse ind i Sutra’erne begyndte for seks år siden. 

På det tidspunkt havde jeg ingen ide om, at jeg var på netop dén rejse og havde jeg vidst det, havde alle forsvarsmekanismer været oppe. For var de ikke lige lovlig frelste, de der yogier? Gik de ikke rundt og smilede overbærende til os andre og signalerede, at netop dé havde fundet livets sandhed?


Ikke desto mindre tvang min krop mig til at stoppe op og tage den samfundstilpassede tilværelse med præstation, fleksibilitet og gøren op til revison. Kroppen havde talt med store bogstaver en rum tid, men jeg havde nægtet at lytte. Turde ikke lytte, for hele mit livsgrundlag og væren i verden var hæftet op på min identitet som lærer, mor, kæreste og veninde. 

Ikke som Pia. 

Den kloge krop kollapsede og med sig i faldet tog den platformen, jeg stod på. Jeg blev tvunget til at genfinde Pia, til at lære påny og lytte indad. 

Først skulle korrespondancen mellem krop, tanke og handling genetableres og helt simple ting som fornemmelsen af træthed, sult, varme og kulde genopdages. 

Det hjalp at gå i hi og og starte fra scratch. Sove, når jeg var træt, spise, når jeg var sulten og acceptere, når jeg havde behov. Altså Satay og Ahimsa: sandfærdighed og ikke-vold – i mikroudgave. Hvad mærker jeg, hvad gør jeg og hvordan taler jeg til mig selv om det.

Tempoet måtte afpasses dagsformen, uge- og månedsformen, for intet kunne forceres. Her kommer brahmamacharya i spil, for den tilpassede brug af energien var et must. At et udefrakommende behov for stimulans skulle manipulere med mine indre behov, var ikke en mulighed. 

Jeg måtte tage styringen hjem til mig selv og leve i overensstemmelse med mine reelle behov og mængden af energi til rådighed. 

Den periode hjalp mig til at indse, at det, som har ægte værdi i tilværelsen ikke kan købes for penge. Det var ikke mit tøj, mine ting eller mit hus, som hjalp mig tilbage til livet. Det var ikke rosen og anerkendelsen efter en god præstation, der gav mig værdi. Istedet var det fornemmelsen af de rødder, som langsom voksede ud under mine fødder og gav mig fodfæste til at være god nok præcis, som jeg er. For med de rødder kom autenciteten. At leve mine ord, holdninger og værdier. Både i relation til mig selv og mine omgivelser. 

Denne smag af Asteya var sødmefuld og lækker. Livets forskellige facetter gav tilsammen lige præcis de op- og nedture, som skaber nuancerne i livet. Somme tider mørke og grå toner, andre gange røde og orange eksplosioner. Tilsammen den smukkeste regnbue, hvor alle farver er repræsenteret. 

Men intet er bestandigt og forandring er et livsvilkår. Apirigraha handler om ikke at være grådig og holde fast. Ikke holde fast i ting, vaner, menne-sker som for en stund forsøder dit liv, men istedet at læne sig op af visheden om, at alle får lige præcis det, de har brug for. Tro på, at der er en mening med alting, at noget er større end os og at vi alle indgår et en 

kæmpemæssig gensidig afhængighed – en universel enhed, som tjener alles bedste. At leve i en proces med øje for målet, men ikke at identificere sig med målet. 

Dengang havde jeg aldrig hørt om de 5 begreber, som tilsammen kaldes YAMA’er. 5 leveregler, som i dag er mit solide fundament i forholdet til både mig selv og andre. 

Sideløbende med etableringen af YAMA-platformen er andre værdier dukket op. Jeg trives med Saucha, hvor renhed og gennemsigtighed fylder mere og mere. For mig handler det om renheden af fx informationer, hvor det er vigtigt at have et kritisk øje på nyhedsmediernes dagsorden, maden, som helst skal være så uforarbejdet som tiden og energien tillader og orden forstået som minimering af ydre uro for at skabe indre ro. 

Dette sker i et fint samspil med selvrefleksion (Svadhyaya), hvor jeg ser mine kære medmennesker som spejle, hvor holdninger, vaner og tankemønstre reflekteres tilbage og gør det muligt at få øje på nye ting. På samme måde fungerer også drømme, som et spejl af både den den ydre og indre verden.

Men dette kommer ikke af sig selv. For at jeg kan holde fast i min refleksionsevne og elasticitet i forhold til livets foranderlighed, er disciplin et nødvendigt værktøj. Jeg træner og vedligeholder min kontakt til min krop, mine tanker og min forbundethed med universet med daglige meditationer, stilhed, fordybelse i krop og bevægelse for at være i stand  til at leve i bedst mulig balance med yin og yang, både på et indre- og et ydre plan. Det kaldes tapas.

YAMA’erne som retningslinjer i livet sammen med Saucha, Tapas og Svadhyaya giver tilsammen en tilfredshed. En glæde over små ting, som manifesterer sig på forkellige måder. Det kan være diffuse øjeblikke med sanseindtryk som skaber glæde og lyksalighed i krop og sind, eller mere konkrete ting som fx mine muligheder for at formidle mindfulness og yoga videre til mennesker omkring mig, så min glæde og tilfredshed (Santosha) komme andre tilgode og de måske får øjnene op for deres egen Santosha. 

NIYAMA’erne fuldendes af Isvara Pranidhana – hengivelsen til noget, der er større end én selv. Isvara Pranidhana tager tyngden af ansvaret for at træffe korrekte valg i livet af dine skuldre. 

Jeg overgiver mig. For jeg har en stærk tro på, at jeg er på rette vej. Når processen føles rigtig i maven, kroppen arbejder med og sindet er roligt og velafbalanceret, er alt, som det skal være. Målet er måske ikke synligt og bliver det måske aldrig. Men følelsen af frihed og troen på, at alt godt, bærer lønnen i sig selv.

Rejsen i Sutra’erne byder på eksotiske strande, ufremkommelig urskov og uendelige ørkenvandringer. Somme tider fuld af nydelse og afslappethed, andre perioder opslidende og energikrævende.

Min rejse ind i Sutra’erne begyndte for seks år siden. En evig rejse med og mod nye, spændende oplevelser og indsigter, som giver mig en overflod at rigdom, jeg gavmildt drysser ud som glimmerstøv og kærlighedsbobler på både mig selv og andre.

Krydret ølkage

Hvis du har det ligesom mig, så har du dagligt lyst til en lille smule sødt. Her kommer denne lækre krydrede ølkage helt til sin ret, for den er fantastisk til en god kop kaffe. Desuden holder den sig frisk længe og kan faktisk sagtens spises en hel uge i træk, uden at blive kedelig og tør.

Det gode ved denne ølkage er også, at den bare skal røres sammen med en fars- eller grydeske. Det tager ca. 5 minutter fra du sætter igang, til du har kagen i ovnen. Nemmere bliver det vist ikke!

Continue reading Krydret ølkage

Speedy rugbrødschips

Jeg har simpelthen så svært ved at smide mad ud!
Derfor kommer ideerne ofte helt af sig selv, hvis jeg har en sølle rest af et-eller-andet spiseligt i køleskabet.

Denne gang er det den sidste lille rugbrødsrest, som stadig ligger og kigger på mig i køleskabet. Den er egentlig stadig spiselig, men når der ligger et dampende, velduftende nybagt rugbrød på bageristen, så er det altså det, der frister mest. 

Continue reading Speedy rugbrødschips

Throwback rejsebrev #7 – Myanmar – Australien

At rejse er tit kontrastfyldt.
Det var det også at komme fra Myanmar til Australien.
Fra grus til asfalt
Fra fattigdom til overflod
Fra naturligt til bearbejdet
Fra gadekøkken til smileyordning

De to lande er spændende på hver deres måde.
Men de har én dominerende ting tilfælles :
Venlige, hjælpsomme og gæstfrie mennesker…

img_4677_opt

Continue reading Throwback rejsebrev #7 – Myanmar – Australien