Så er hverdagen vendt tilbage.
Væk er Thailands afslappede stemning, easy-going life, dovne svømmetag i havet og lange slentreture langs stranden. Hverdagen har invaderet livet!
Kontrasten kan synes enorm… Føles overvældende! Er faktisk kolossal!!!
Spisebordet bugner af bunker – bunker af sweatshirts, shorts, t-shirts, lange bukser, under-bukser, strømper, vandresko, hjelm, longboard… For nu rejser han… – igen!
Denne gang er det kun en måned, men det har tidligere været to måneder, tre måneder, fire måneder, syv måneder… Det er sønnen, der igen igen pakker rygsækken for at drage afsted, – afsted på nye eventyr. Turen går til Island, hvor han har været før. Tilbage til vennerne, den smukke natur, et intensivt arbejdsforløb som tjener, bartender, receptionist, adventure-guide, tilbage til livet i en rygsæk med de få personlige egendele, som en 60 liters rygsæk kan indeholde.
Der findes rent faktisk en betegnelse for de græske kvindejægere… Greek “kamaki” betyder græsk harpun – en harpun som “kastes” nådesløst efter smukke, unge turistpiger, som lader sig beruse af de græske strandløvers gudeagtige skønhed. Kamaki‘erne vandrer frit omkring på de solbeskinnede strande – måske har du stiftet bekendtskab med en, eller endda flere af dem…?
Han er mørkhåret, solbrun og smilende. Han slentrer hen ad stranden iført badebukser og solbriller. Kroppen er smuk, velplejet og veldimensioneret. Guldkorset dingler i en kraftig guldkæde midt på det behårede bryst. Han har en iskaffe i den ene hånd, den anden bruges til at lette på de mørke solbriller, når noget af særlig interesse viser sig. Continue reading The Greek Lovers→
Jeg har altid rejst meget. Som helt ung foregik rejserne sammen med veninderne. Men så snart jeg blev etableret i fast parforhold, blev rejserne pr automatik til kæresteture eller familieture med ungerne. Sidenhen er de blevet suppleret med spændende solorejser, som absolut også er værdifulde (det skriver jeg om en anden gang). Men for nylig vovede jeg pelsen og rejste afsted med venner…
Det lyder måske underligt det der med “at vove sig afsted med vennerne…”, men ikke desto mindre er det sådan, jeg havde det. Jeg har nydt at høre andres fortællinger om deres ture og rejser med venner. Jeg har hørt mange positive beretninger, men også enkelte skrækhistorier, hvor rejsen har været en lang uenighed om alt fra “stå-op-tid”, over “hvad-og-hvor-skal-vi-spise-i-dag”, til “hvad-skal-vi-lave-i-dag”. Skrækhistorierejserne er i værste fald endt med et brast venskab. Til gengæld er de vellykkede ture så givende for venskaberne i årene, der følger. Det indgående kendskab til hinanden udvikler en nærhed, som gir så meget i hverdagen udenfor ferierne. Nu var det store spørgsmål: Turde jeg virkelig satse et godt venskab? Jeg blev nødt til at få opklaret, hvad det er, der skræmmer mig? Jeg fandt ud af, at det groft set kan koges ned til tre ting:
Jeg har selv en helt klar holdning til, hvordan en ferie skrues aller bedst sammen. Hvad nu, hvis vennerne ikke er enige? Hvordan får vi så alle en god tur?
Jeg er en smule konfliktsky og ser helst, at alle er glade og tilfredse uden konfrontationer er nødvendige. Kunne det virkelig lade sig gøre at være tæt sammen en hel uge og stadigvæk nå til enighed om små og store beslutninger?
Mine antenner stritter oftest i alle retninger. Jeg er opmærksom på alt og alle omkring mig og oplever jævnligt, at blive helt svimmel af at ville følge med i alle samtaler og alle aktiviteter. Ville jeg overhovedet kunne slappe af?
Som bekendt er jeg lige kommet hjem fra en ferie i Frankrig. Det var en ferie med både kæresten min OG et vennepar. Hvordan gik det så, med alle mine bekymringer forud for sådan en vennetur?
Ad. 1 : Enighed om feriens indhold og rytme
Vi havde fast base i Frankrig og havde lejet en bil til fire personer. Huset, vi boede i, lå langt ude ad små, snørklede landeveje oppe ad en bjergside for enden af en smal grusvej. Stedet var ensomt og privat, så hvis der skulle yderligere adspredelse til, skulle vi køre tur i bilen, vandre ture i naturen, eller gå ad små bjergstier til en lille bjerglandsby få kilometer fra huset.
Jeg elsker at vandre, elsker at slappe af med en bog, og elsker at tage på spændende udflugter. Heldigvis har både kæresten min og vennerne nogenlunde samme interesser. Måske ville vi ikke det samme hele tiden, men fordelen er så, at der næsten altid er en eller flere, som er med på en ide. Altså er det næsten hele tiden muligt at få opfyldt sine ønsker med en eller flere af rejsekompagnonerne. For vi kan jo bare være sammen på kryds og tværs og skal ikke nødvendigvis blive enige alle fire. Ofte foretog vi os alligevel ting sammen alle fire og hyggede os faktisk med det.
Ad. 2: Hvordan undgås uenighed og konflikter?
Uenigheder og konflikter har været en stor del af mit skrækscenarie. Hvad nu, hvis det blev en lang diskussion om små og ligegyldige ting?
Vi kom igennem ugen i fred og fordragelighed. Ikke på en påtaget og uægte facon, men fordi vi grundlæggende var enige om “nyde”. Vi ville nyde maden, nyde at slappe af, nyde at sove længe eller stå tidligt op, nyde samværet, nyde naturen, nyde solen, nyde at bade – bare NYDE, også selvom “NYDELSE” ikke nødvendigvis betyder det samme for os alle fire. Når vi fuldstændig undgik konflikter skyldtes det nok primært, at vi alle var rummelige og ærlige, når vi skulle nå til enighed om dette og hint. Samtidig var vi alle villige til at give os og indgå kompromisser og lære nyt af hinandens måder at gøre forskellige ting på. Faktisk udvikledes mine smagsløg på turen og jeg lærte at holde af både oliven, ansjoser og muslinger. Desuden rykkede den med mine grænser for fx nøgenhed. Læs evt. blogindlægget http://quindeliv.dk/trimmet-i-trekanten/
Ad. 3: At være “på” hele tiden!
Antennerne ude eller ej?! Opmærksomhed på lyde, samtaler, mennesker, behov, handlinger, aktiviteter – opmærksom på ALT! Problemet lå 100 % i mig selv og skulle løses i mig selv…
Jeg forsøgte virkelig – og jeg arbejdede hårdt -med at vælge de strittende antenner fra. Jeg blev rigtig god til at folde dem ind og være mentalt og fysisk tilstede, hvor jeg syntes, det var vigtigt i nuet.
Hvis jeg ville fordybe mig i en bog, så var det i orden… Og det lykkedes!
Hvis de andre sad og snakkede sammen, skulle jeg ikke nødvendigvis være en del af samtalen… Og det lykkedes!
Hvis nogen tilbød at lave mad, skulle jeg ikke altid føle mig forpligtet til at hjælpe til… Og det lykkedes!
Hvis jeg var trængte til en middagslur, så “nappede” jeg, selvom andre var aktive og i gang… Og det lykkedes!
Hvis jeg hellere ville skive blogindlæg i sofaen, mens de andre så film, så skriv da for pokker… Og det lykkedes!
Hvis …, – så…
Det hele er et spørgsmål om at finde balancen mellem at være sig selv og sine egne behov nok og samtidig være en del af teamet og fællesskabet. På en hel uge er der masser af tid til at begge dele… Selvfølgelig skal interesser og den grundlæggende kemi med rejsevennerne passe sammen, men oftest gør den jo også det, for hvorfor ellers være venner?!? En ting er sikkert: Det er ikke sidste gang, jeg tager på ferie med venner!
Påskeferien er slut og den lille landsbyskole mangler atter en vikar. Jeg møder trofast op til dagens fem lektioner…
Jeg parkerer bilen og går gennem aulaen. Der vrimler med børn, småsnakkende, grinende, levende børn, som endelig er i skole igen efter en lang påskeferie. “Heeej”, råber de gennem lokalet, stimler sammen om mig, viser deres nye tøj eller nye frisurer og er allerede godt i gang med at fortælle om feriens begivenheder. Hvor er det dejligt at være i skole igen…
Lærerværelset betrædes. En kollege nyder en kop kaffe inden dagens dont, en anden lægger sidste hånd på undervisningprogrammet, en tredje kopierer, en fjerde tjekker computerlokalets ledighed… Denne dag er en helt almindelig dag på den hyggelige landsbyskole og alligevel ved vi alle, at dagen sandsynligvis bliver ekstra udfordrende. For første hverdag efter en weekend plejer at kræve tålmodighed. Og første hverdag efter en ferie plejer at kræve ekstrem tålmodighed. Urets visere bevæger sin hastigt mod klokken 8. Vi nyder de sidste elevfri minutter, inden klokken ringer og varsler klasseværelsernes udfordringer.
Jeg har altid følt mig fri og ikke særlig blufærdig, hvis jeg selv skal sige det. Men mit frisind blev dælme sat på en prøve på ferien i Frankrig
Jeg sover nøgen om natten!
Jeg går fra badet til soveværelset UDEN tøj på efter morgenbadet!
Jeg skifter til bikinien på stranden uden det helt store håndklædeshow (dog meget disket!)
Jeg lå engang topløs på stranden (…godt nok tilbage i 1980’erne, men det tæller vel også?!)
Kort sagt: Jeg er IKKE hæmmet, hvad angår nøgenhed OVERHOVEDET – troede jeg…!!! Men det blev så sandelig sat på prøve på vores ferie i Frankrig, skal jeg da lige love for…
Min veninde havde godt nok fortalt mig det: Hun solbader nøgen i feriehuset i Frankrig! Hun bader også nøgen i poolen i feriehuset i Frankrig! Og ikke nok med det – kæresten gør det også! Men frisindet som jeg er, tænkte jeg blot, at det da slet ikke var noget problem for mig. Jeg har det jo selv på samme måde med nøgenhed…
Vi, min veninde og hendes kæreste, kæresten min og jeg selv, ankom til feriehuset i Frankrig hen under aften. Vi fik aftensmad, drak et glas vin og hyggede. Solen var gået ned og det var for sent at solbade og for koldt med en dukkert i poolen.
Men næste morgen så det helt anderledes ud. Solen skinnede fra en skyfri himmel, poolens vandtemperatur var nået op på 24 grader og min venindes kæreste plaskede allerede rundt i poolen og nød det. Hvor hyggeligt, synes jeg, – ganske ferieagtigt, naturligt og livsbekræftende.. Lige indtil jeg blev konfronteret med min egen blufærdighed, for manden var jo NØGEN! Hvor kigger man hen, når en nøgen mand kommer op af bassinet? Der hænger jo lissom noget der, mellem benene, som bare stjæler al opmærksomheden… Jeg sad selv godt beskyttet under min nederdel og min top. Er det virkelig nødvendigt at kigge på personen, man taler med? Behøver man overhovedet sidde udenfor i det skønne vejr?
Jeg synes, jeg tacklede det! Jeg synes, jeg tacklede det ok! Men pludselig blev jeg dobbelt konfronteret med min rædsomme blufærdighed, da både kæresten min OG veninden også smed tøjet for næsen af “gammeltanten” her. Og der sad jeg, alene tilbage med mit “frisind”, som ikke rakte meget længere end til nøgenhed alene med mig selv…
Jeg kunne vælge mellem to ting:
At fortsætte med at gemme mig væk under bikini og håndklæde, eller…
At følge trop, smide tøjet og lade som om, jeg var vældig komfortabel med nøgenheden…
Nej, det passer faktisk ikke! Jeg kunne vælge en tredje mulighed, nemlig den, jeg valgte: At give en smule slip på mig selv, smide bikinitoppen, men beholde trussen på, ligesom i “gamle” dage. God løsning, tænkte jeg og slængede mig, så naturligt som muligt, topløs i solsengen.
Jeg var irriteret på mig selv! Jeg misundte dem deres naturlige forhold til den nøgne krop. Jeg mindede mig selv om, hvor træls det var med strammende bikinistropper og vinterhvide markeringer på en lækker solbrun krop. Jeg huskede endda fornemmelsen af frihed, når kroppen bevægede sig havfrueagtigt, nøgen og helt fri rundt i vandet… Jeg kæmpede en indre kamp for at overvinde min blufærdighed…
Endelig! På fjerdedagen kom forløsningen!
Vi var taget på tur til det smukke naturområde “Les Gorges de Pennafort”. Vi parkerede bilen og begav os afsted i den tætbevoksede skov og ned i den dybe kløft. Vi vandrede ad smalle stier, klatrede op ad stejle skrænter, ned ad glatte bjergsider og krydsede den brusende bjergflod flere gange, hoppende fra sten til sten. Naturen havde så utrolig meget at byde på, især da vi nåede frem til et lille vandfald, som væltede ned og fyldte flere naturlige pools med klart, frisk vand direkte fra de omgivende høje bjerge. Blufærdighed forsvandt som dug for solen på denne naturperle langt fra al civilisation. For intet var mere naturligt end at smide hver en stump tøj og hoppe i det iskolde vand ‘splitter Kong Hans’. Kroppen kunne ikke andet end fremstå helt som Vorherre har skabt den i dette uspolerede og naturskønne paradis! Kun ganske kort passere en tanke mit hoved og forstyrrede naturens naturlighed: Huskede jeg at trimme trekanten i går…?
Jeg fik bekæmpet min indgroede blufærdighed, som jeg forsvor, jeg ikke led af. Men jeg er vist ikke nået til at være 100% “ublufærdig” endnu…?!
Hvordan trives din blufærdighed?
Har du det fint med nøgenhed?
Vi har snydt lidt og tager lige nu forskud på foråret i Sydfrankrig. Og foråret kommer til udtryk på mange måder…
Solen skinner fra en skyfri himmel. Fuglene kvidrer og den rislende bæk bruser stille ned ad bjergsiden, hvor den efterhånden har skabt sin egen lille fordybning i den frodige skråning. Vandet er rent og drikbart og koppen udgøres af de foldede hænder, der danner en lille skål. De røde valmuer står i fuldt flor på bjergskråningerne og de lilla iris fortæller, at foråret i Frankrig er en måneds tid længere fremme end i det kolde Danmark.
Byens tætbyggede gamle huse rejser sig lodret op fra de smalle stræder, hvor biler er forment adgang. Skoddende er tæt lukket over de fleste af vinduerne, måske for at holde varmen ude?! Vasketøjet blafrer i den svage brise og tørrer nok i løbet af en times tid. To børn leger fangeleg, mens far diskuterer med naboen. Kvinderne bringer dagens indkøb til huse i flettede rattankurve, som hænger dinglende over armen.
